‘Da Hitler stjal den lyserøde kanin’: En dramatisk, dybt bevægende og skøn historie – fyldt med håb

Anmeldt af: Susanne Schatz

Filmen er baseret på Judith Kerrs selvbiografiske roman af samme navn, som er den første bog i en trilogi.

I 1933 er man bange for fremtiden efter Hitler vandt valget. Men det er ikke noget, 9-årige Anna og hendes storbror Max bekymrer sig om. De lever en tryg tilværelse i deres jødiske velhaverfamilie, hvor moren er pianist og faren en kendt forfatter, som ikke holder sin mening om Hitler tilbage, og i skolen med vennerne og ikke mindst i barnepigen Heimpis kærlige hænder. Dog forandrer alting sig, da faren, og familien med få ejendele pludselig må forlade Berlin – og uden Heimpi.

Man oplever tidens alvor fra Annas synsvinkel: Disse skift fra lethed og leg til flytningen, hvor hun er nødt til at vælge kun et legetøj, at sige farvel til alt det fortrolige og selvfølglige. I starten har børnene stadigvæk håbet om, at de snart kan vende tilbage til Berlin. Som tilskuer er det forfærdeligt at ønske det for dem, når man ved at det aldrig kommer til at ske.

‘Da Hitler stjal den lyserøde kanin’ er en stille og rolig fortælling om familiens flugt gennem Europa, fortalt gennem små hverdagshændelser, der på en intens og meget rørende måde viser, hvordan familien prøver at håndtere situationen. Hver med sine udfordringer: børnene bliver hele tiden konfronteret med en ny skole, et nyt sprog, nye venner, mærkelig mad , og forældrene skal finde en bolig, takle den vaklende økonomi osv.

Man føler på egen krop, hvad det går ud på. Man får et utroligt autentisk indtryk af, hvad det betyder at være på flugt, at møde fremmedhad, og at være nødt til at give slip på ens stolthed og selvrespekt, bare for at overleve.

Hovedkaraktererne er et velkomponeret og perfekt sammensat hold – Anna (Riva Krymalowski) og Max (Marinus Hohmann) som søskendeparret, Dorothea (Carla Juri) og Arthur (Oliver Masucci) som forældre, og Onkel Julius (Justus von Dohńanyi) og Heimpi (Ursula Werner). Caroline Link er instruktøren.

119 minutter uden et eneste kedeligt sekund – tværtimod var jeg overrasket over at filmen ”lige pludselig” var færdig. Jeg havde så meget lyst til at følge familiens forsatte skæbne!

Men rulleteksten, med informationerne om hovedkaraktererne, og hvad der er sket med dem var en dejlig afslutning!

Efter filmen var jeg helt rørt og i en helt anden verden, men jeg følte en glæde og lethed – egentlig fascinerende at en film med sådan et tungt emne formår det.

5 Chaplins – og den skal ses af alle.