Anmeldt af: India Nyrop-Larsen
Da trommeslageren Ruben mister hørelsen falder hans verden sammen. For hvordan fungerer man i en verden af stilhed, hvis man er vant til en verden af larm?
I ‘Sound of Metal’ følger vi trommeslageren Ruben (Riz Ahmed) og hans kæreste Lou (Olivia Cooke) som lever for deres band. De lever et liv på farten i deres RV, hvor de kører rundt og spiller heavy-metal koncerter i USA. De lever et rent nomadeliv og lever i deres egen bobbel med faste rutiner. Denne bobbel sprænges dog brat, da Ruben fra den ene dag til den anden mister sin hørelse. Deres tosomhed i deres kørende hjem bristes, og Ruben må finde hjælp til sin nye tilstedeværelse som døv.
Det er instruktøren, Darius Marder, spillefilmsdebut som instruktør. Han har tidligere skrevet manuskript til ’The Place Beyond the Pines’ og står også bag manuskriptet til ‘Sound of Metal’. Det er en flot film som debut, men jeg forlod lidt biografen med følelse af forvirring over hvad meningen med filmen var. ‘Sound of Metal’ viste en mands kamp for at bevare sin fornuft og sin vilje til at leve, men man havde ikke en idé om, om det reelt lykkedes for ham.
Filmens stjerne er uden tvivl Riz Ahmed, som ikke mindst er troværdig som opgivende trommeslager, men også som et opgivende menneske. Som seer tror man på de dæmoner Ruben kæmper med i stilheden, og på at hvis han ikke får hjælp ender han i et misbrug eller vil skade sig selv. Man får konnotationer til Sylvia Plaths roman ‘The Bell Jar’ om en amerikansk kvinde som mister lysten til at skrive, og får et mentalt breakdown. Hendes eneste passion var at skrive, og således ser vi også Rubens eneste passion hans trommespil. For når mennesker mister deres drømme og visioner, ender det ofte i en ond spiral. Ahmed genkender man måske fra HBO-serien ‘The Night of’ eller filmen ‘Nightcrawler’. Hans karriere i entertainment startede dog som rapperen Riz MC hos gruppen Sweet Shop Boys.
Olivia Cooke, som kæresten Lou var også i den grad troværdig, og Cooke sang selv i de scener hun optrådte i. Man kunne mærke hendes smerte ved tabet af Rubens hørelse, da det også var hendes tab i det univers på vejen, som de havde skabt sammen. Filmen gav løbende små ledetråde til Rubens og Lous liv før de mødte hinanden, og man kunne langsomt samle det store puslespil om hvem de var før og efter de mødte hinanden. Dog var der mange ting som man aldrig fandt ud af, og dette gjorde deres forhold lidt fladt, da vi kun fik præsenteret de ting som havde betydning for selve filmens historie.
Ud over Riz Ahmed var selve lyden en stor stjerne i filmen. Lyden afspejlede Rubens mentale og psykiske tilstand, og vi kunne som seer i biografen mærke alt fra den dunkede bas til koncerten til den bidende stilhed inde i Ruben.
Filmen får tre chaplins, da selvom den var underholdende og tankevækkende, var det en film som godt kan ryge i glemmebogen. Ahmeds præstation som manisk døv trommeslager var helt fantastisk, og man var fascineret af hvordan han skulle overkomme sin værste frygt. Dog endte filmen uforløst, og man sad tilbage med en tom følelse. For lærer Ruben at acceptere sit liv som døv eller benægter han sin nye realitet?
City Lights Filmblog 