‘Nomadland’: Oscar-vindende social-drama viser bunden af det amerikanske samfund

Anmeldt af: Susanne Schatz

Skuespillerstjernen Frances McDormand (bl.a. kendt fra ‘Fargo’) købte rettighederne til Jessica Bruders bog ‘Nomadland’ og hyrede instruktøren Chloé Zao. Filmen er båret af hovedkarakteren Fern (Frances McDormands) suppleret med nogle få ”rigtige” skuespillere, men først og fremmest med et hav af ”almindelige” mennesker.

Fern har mistet sin mand, sit job, huset og ikke mindst byen – dens postnummer blev slettet efter minen er blevet nedlagt. Men Fern kan lide at arbejde, hun knokler hårdt og tager hvad som helst job – hun har intet krav om luksus, hun vil bare overleve. Fra en kollega hører hun om nomadelejeren ”Rubber Tramp Rendevousz” i Arizona, hvor folk mødes for at finde fælleskab, ro og fred. Hun føler sig ikke tilknyttet til noget eller nogen, hun er fri, så tager hun på en lang rejse i sin ”husvogn”.

Hverdagen er trist og trøstesløs, heller ikke på længere sigt anes en chance for forbedring, men hvis du vælger at være sammen med ligesindede – de udstødte, nomaderne, så bliver alt … – nej, alt bliver ikke godt, men måske bedre, måske kan det mere køre på dine egne præmisser? De moderne nomader, inklusiv Fern, fravælger ”kapitalismes diktatur” – drømmen om at være noget og eje noget, noget de alligevel aldrig kan nå.

Vi bliver som tilskuere inddraget i tragiske historier, kommer lidt tættere på mennesker, som man normalt ikke har så meget at gøre med. Vi følger Ferns hverdag, hendes kamp, vi oplever al hendes opfindsomhed (fx ift. at indrette vognen), beskedenhed og menneskelig varme – Frances McDormand gør det virkelig afsindig godt. Hun bliver til Fern, man føler som hende og ser verden gennem hendes øjne.

I ‘Nomadland’ sker der ikke noget spektakulært, intet stort drama, man ser hende lave mad, kaffe, køre i bilen til det næste sted, arbejde. Hun lytter til folk, hjælper andre og nyder naturen, som er utrolig og overvældende. Når der opstår problemer, så finder hun en løsning, hun gør, hvad der kræves, men uden fortvivlelse, uden vrede – Fern giver ikke op. Udsagnet ”Jeg er ikke hjemløs, jeg er husløs!” siger alt om hendes måde at være på.

Det er en ”lang” film, selvom den varer under 2 timer. Det er mere en beskrivelse end en fortælling og føles delvis lidt som ”real life-dokumentar”. Jeg må sige at jeg er imponeret over Frances McDormands præstation, og jeg blev nysgerrig på Fern, på hende som person, på hendes skæbne. Hun virker hverken bitter eller hård – trods alt – men man er ikke i tvivl om, at hun har lagt låg på følelserne.

Jeg blev nysgerrig på ideen om at leve i sådan en bil, hvordan man kan optimere pladsen; at bilen får så meget personlighed, den rummer hele ens liv, så hun vil gøre alt for at beholde den – der opstår en intim relation mellem Fern og bilen.

Det er en anderledes, speciel, men en god film, måske også overraskende, den griber et overset emne, dermed er den vigtig, men.

Ja, og hvad dækker mit ”men”?! For meget socialromantiscisme? Er det nu rigtigt, at det kun er på bunden af samfundet, man finder det rigtige og ægte fælleskab, at alt er kapitalismes skyld?? Ingen tvivl om, at der er mange mennesker, som intet valg har, som bliver glemt, overset, og som falder ud af systemet. I filmen får Fern nogle muligheder undervejs, der kunne forandre hendes liv, men hun vælger ikke at gøre det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: