Anmeldt af: Emilie Fiirgaard Rasmussen
Minari er en persille plante, der vokser i Øst Asien, ofte brugt i indisk, japansk, kinesisk og koreansk madlavning. Planten vokser bedst tæt ved vandløb, og blomstrer stærkest på dets andet år.
Filmen ‘Minari’, derimod, er vokset fantastisk fra start af, og dets unikke blend af Americanah med kulturelt drama og koreansk nostalgi er intet mindre end *chefs kiss*.
Lee Isaac Chungs semibiografiske drama udspiller sig i 80’ernes USA, og kan ikke siges at være ’plot-heavy’: filmen flyder som vandet i åen, og som tilskuer kan man kun læne sig tilbage og nyde synet. Strømmen bæres af filmens karakterer, hvilket er grunden til, at Yi familiens farm eventyr ikke bliver kedeligt, trods en spilletid på 2 timer. Man kan opsummere plottet meget hurtigt: Yi familien – bestående af mor Monica (Yeri Han), far Jacob (Steven Yun), bedstemor Soon-Ja (Yuh-Jung Youn), datter Anne (Noel Kate Cho) og søn David (Alan Kim) – flytter til Arkansas i jagten på den amerikanske drøm. Herfra opstår og forløses konflikter. Bland andet bryder lille David på 7 (der aldrig selv har været i Korea) sig ikke om sin meget Koreanske bedstemor: hun bager ikke småkager og siger søde ting som de amerikanske bedstemødre han kender – i stedet giver hun ham ulækker urtete og bander som en sømand. Imens er Jacobs drøm om at forvandle familiens grund til en koreansk gård også grund for konflikt, da det, at skulle bo i et mobile home midt på Lars tyndskids mark, bestemt ikke er en del af Monicas amerikanske drøm.
Filmen formår på en og samme tid at være helt utrolig amerikansk – med det centrale ideal om, at hårdt arbejde og viljestyrke er alt man har brug for – og også helt utrolig koreansk. Selvom ‘Minari’ er filmet og produceret i USA, er der ikke meget mere end små 10 minutters engelsk tale i filmen. Det mest overraskende ved denne film – som ellers kunne have gået med et åbenlyst culture-clash tema, hvor man ser, hvor svært det er at passe ind i USA som ikke hvid amerikaner – er, at sprogbarrieren aldrig bliver et konfliktpunkt.
Filmen undgår en kæmpe cliché, da den ikke forsøger at overbevise publikum om, at det er hårdt at være immigrant. Chung regner med, at folk godt forstår denne problematik, så i stedet for at være hovedkonflikten, bruges det som en backdrop til filmens andre, mere personlige og interessante konflikter. Det er det helt unikke ved denne film: som en historie, der både er helt igennem Amerikansk, men også åbenlyst Koreansk, formår filmen at være helt unikt for den koreansk-amerikanske oplevelse.
Hertil en personlig note: det er utroligt forfriskende at se en film om immigranter, der netop ikke viser deres ’fremmede’ kultur som noget ’mærkeligt’, der skal tilpasses det amerikanske ideal. I stedet er det amerikanerne, der vises som værende småskøre: den Jesus elskende Paul, der til tider taler i tunger, Davids jævnaldrende ven, der ligefrem spørg David ”hvorfor er dit ansigt så flat?” hvortil David svarer ”det er det altså ikke”, til en anden lokal mand, der kræver et par 100 dollars for at lokalisere vand med sin ønskepind. Yi familien er de suveræne hovedpersoner i filmen, og det er derfor fantastisk, at man ikke er i tvivl om, at man ser Amerika igennem deres øjne. Selvfølgelig er deres koreanske mad og accenter ikke mærkelige, det er jo deres.
Ud over den behagelige stemning, der skabes af en organisk og personlig historie, er filmen også utrolig smuk. Den føles varm og nær – det første vi ser, er et close-up på David i bilen på vej mod deres nye hjem. Vi rejser med familien hen til huset, og vi følger dem fortsat nært hele vejen igennem historien. Chung tager sig tid til at lade karaktererne ånde i øjeblikket; vi ser blandt andet Jacobs uro, mens han sidder på hug midt i marken og ryger en cigaret, fuld af bekymring for, hvad han skal gøre med sin koreanske høst. Arkansas er en smuk baggrund til dramaet der udspiller sig, med masser af æstetiske shots af den nærliggende natur, marken og åen – men stort set altid med en eller flere fra familien i centrum.
Det føles på en og samme tid som om verden er stor og åben, men også lille og intim: kontrasten imellem den åbne natur og blå himmel med det nære fokus vi har på familien, gør klimakset, da familien tager til storbyen for at sælge deres grøntsager, endnu større. Pludselig går vi fra Yi farmen, hvor det eneste hus i området er det lille mobile home, til store betonbygninger og asfalt veje midt i en hedebølge. Chungs teknikker understøtter historien mindst lige så meget som det fantastiske skuespil.
For det skal selvfølgelig også nævnes, hvor helt utroligt godt skuespillet er i ‘Minari’. Den fænomenale Yuh-Jung Youn vandt ’Best Supporting Actress’ prisen, både ved årets Oscars og BAFTAs, for sin rolle som den grove bedstemor, den unge Alan Kim vandt en Critic’s Choice Award i kategorien ’Best Young Performer, og Steven Yun var også nomineret til en Oscar som bedste mandlige skuespiller. Selvfølgelig er priser og awardshows ikke altafgørende for, hvad der kan siges at være godt eller dårligt skuespil, men i dette tilfælde kan man ikke argumentere imod den anerkendelse, som dette cast har fået. Familieenheden har generelt en helt fantastisk kemi, og dette gør det nemt bare kan læne sig tilbage, og stole på, at de skubber strømmen i filmen fremad.
Hvis man vil se ‘Minari’, fordi man syntes sidste års store koreanske hit, ‘Parasite’, var spændende, går man til filmen med det forkerte mindset. ‘Minari’ skal ikke ses som en del af en koreansk trend; det er en film, som skal ses, fordi den er god og har noget at fortælle. Her er noget at reflektere over, og noget at lære af. Alt i alt en rigtig god film.
City Lights Filmblog 