‘Wonder Woman 1984’: Pas på hvad du ønsker dig, for du risikerer at ‘Wonder Woman’ får en cheesy 2’er.

Anmeldt af: Emilie Fiirgaard

Wonder Woman er en af de mest ikoniske tegneseriesuperhelte. Hun står side om side med Superman og Batman i DCs pantheon af kendte helte, og det er derfor ikke underligt at Warner Brothers, efter den første films store succes i 2017, hurtigt bestilte en efterfølger.

‘Wonder Woman’-filmen er ofte blevet kaldt for en af DCEUs (DC Expanded Universe) bedste film, og hypen for ‘Wonder Woman 1984’ har derfor været høj. Men måske jeg skal citere filmens egen moral allerede nu: Pas på, hvad du ønsker dig.

I ‘WW84ses igen den smukke Gal Gadot som titelrollen, hvor krig og krigsguder nu er udskiftet med 1980’ernes farverige nostalgi som baggrund. Diana selv, tidløs og elegant som altid, ser dog ikke ud til at være blevet så meget som en dag ældre. Instruktør Patty Jenkins vender tilbage i førersædet, og den gyldne trio fra den første film er komplet med Chris Pine som den charmerende pilot Steve Trevor… [spoiler måske] nej, du husker ikke forkert når du siger ’’jamen døde han ikke’’, jo det gjorde han. Lad mig forklare:

I denne film ser vi hvordan Dianas hverdag i 80’erne går med på skift at arbejde som overskudsagtig antropolog på Smithsonian’s National Museum of Natural History, og med at bekæmpe Washington DCs kriminelle som Wonder Woman. Trods sin popularitet føler Diana sig isoleret, så da Barbra Minerva (Kristen Wiig) starter arbejde på museet, er hendes venskab en velkommen forandring i Dianas liv. Deres forhold når dog ikke langt, før det bliver forstyrret af, hvad man måske bedst kan beskrive som en magisk macguffin; ”drømmenes sten”. Dette artefakt opfylder både Dianas og Barbras dybeste ønsker: Diana får sin Steve tilbage, og Barbra, som ønskede sig at være ligesom Diana, oplever pludselig popularitet og selvsikkerhed, som hun aldrig har haft før – dertil selvfølgelig også et par uventede superkræfter. Det store problem opstår, da den desperate business man, Maxwell Lord (Pedro Pascal), får fingrene i stenen, og overfører dens kræfter til ham selv. Dette gør ham i stand til at gøre stort set alt i verdenen, så længe han kan få nogen til at sige, at de ønsker sig det. Det lyder som superhelte/tegneserie nonsens, og det er det selvfølgelig også, men det skal dog siges, at det giver lidt mere mening, når man ser filmen.

Der er mange gode punkter i denne film: Kristen Wiigs version af superskurken Cheetah er overbevisende og interessant. Til tider virker det næsten som om Barbra er filmens hovedperson, taget i betragtning at hun har en meget mere detaljeret karakterudvikling end Diana. Wiig er god i rollen som den klodsede og usikre kvinde vi møder i starten af filmen, og som Barbra langsomt forvandles til Cheetah, spiller Wiig også ganske godt i rollen som kick-ass kattemenneske.

Pedro Pascals Maxwell er en rigtig tegneserie skurk, komplet med en plan om at overtage verdenen, en bad guy monolog og hele molevitten. Det kan til tider virke en smule overdrevet, men Pascal stråler for alvor i de mere følelsesladede scener mellem Maxwell og hans søn. En anden stand-out er Pine i rollen som Steve, hvorfra en stor del af filmens humor kommer: charmerende som altid, og empatisk som skuespiller, her er det let at forstå, hvorfor Jenkins trodsede døden for at få ham tilbage.

Det største highlight i filmen er dog åbningen: her får vi historien om en ung Diana, der deltager i, hvad der ligner amazonernes version af en triatlon. Disse scener er utroligt smukke, med billeder af øen og den grønne natur for oven i høj solskin; og med amazonernes guld rustninger, får hele atmosfæren et gyldent og magisk skær. Handlingen er rask og river hurtigt en med i historien, mens Jenkins virkelig viser, hvor dygtig hun er som instruktør. Dette gør dog også kun skuffelsen endnu dybere, da hele filmen pludselig skifter til 1980’erne, og man bliver bombarderet med unødvendig 80’er nostalgi, samt en superhelte beat-down i et shopping center, der er så campy, at det kunne være taget ud af en Sam Remy film.

Derudover er der også det faktum, at disse første 10 minutter ikke virker til at relatere til resten af filmen: lille Diana lærer en lektie om ikke at snyde, men det bliver aldrig brugt senere, og relaterer ikke til filmens morale… Den flotteste og mest episke del af filmen ender derfor desværre med at føles lidt ligegyldig.

‘Wonder Woman 1984’ har mange gode ideer, men formår ikke helt at leve nogen af dem fuldt ud. Handlingen med en tidligere bedste ven, der bliver til skurk, er spillet før, og der er bestemt potentiale for, at denne historie kunne have haft en god udvikling imellem Barbra og Diana som karakterer. Desværre bliver Barbra degraderet til andenrangs skurk så snart Maxwell sætter gang i verdenens undergang, og til sidst står vi tilbage med en sølle CGI version af Cheetah, hvor man nemt kunne antage, at DC havde fået råd fra skaberne bag ‘Cats’ til hvordan, man ’bedst’ animerer menneske-katte…

På samme måde er Maxwells baggrunds også gribende; vi får en smag af hans barndomstraumer, og hvordan hans eget forhold til sine forældre har indflydelse på forholdet til hans søn. Scenerne mellem Maxwell og sønnen er ikke mange, men jeg ønskede inderligt, at vi kunne have ofret nogle af de ligegyldige komiske scener for lidt ekstra tid imellem de to. Dette ville også have styrket følelsen bag filmens afslutning, hvor den ’onde’ Maxwell indser, at han ikke behøver at være verdens hersker, så længe hans søn elsker ham.

Selve moralen i filmen virker til at sigte efter noget i stil med ’pas på, hvad du ønsker dig’, da ønske stenen tager det, du mest holder af, når du ønsker dig noget: Diana mister langsomt sine kræfter, Barbra mister sin empati, og Maxwell mister sit gode helbred. Dette er dog overdøvet af alle de andre moraler, som filmen forsøger at jonglere: anti sexchikane; døm ikke en bog på omslaget; alt hvad du ønsker dig, var lige foran dig hele tiden m.m. Det virker lidt som om, hver hoved karakter har sin egen lille morale, hvilket kun gør, at filmens formål bliver en smule utydelig for seerne.

I sidste ende vil jeg sige, at ‘WW84’ lider af det samme som andre superhelte sequels har tendens til: for mange ideer, men ikke nok tid. På trods af en spilletid på 2t31m føles det ikke som om ‘WW84’ formår rigtigt at komme i hus med bare en af de mange temaer. Selve filmen kan sagtens nydes for hvad, den er – en superheltefilm hvor man ikke altid skal tænke for meget over ’hvorfor’ og hvordan’ – men hvis man tænker lidt videre og sætter spørgsmålstegn ved nogle af plotpunkterne, så kan man hurtig komme til at optrevle hele filmens koncept.

Hvis man er DC fan, er denne film selvfølgelig et must. Selv hvis man er en Marvel fan, der er vild med film som ‘Captain Marvel’ eller ‘Civil War’, så er der bestemt også rig mulighed for underholdning hos Wonder Woman. Er man dog ikke super stor superhelte fan, vil jeg nok anbefale en mere sammenhængende eller gennemført sjov superheltefilm såsom ‘Guardians of the Galaxy’ eller måske endda DCs ‘Shazam’.

En film med et interessant koncept, super cast og gode ideer, som desværre bare ikke nåede helt i mål. ‘Wonder Woman 1984’ får 3 ud af 6 Chaplins herfra.

‘Wonder Woman 1984’ kan ses på HBO Nordic fra den 23.marts

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=sfM7_JLk-84

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: