‘Ondskabens øjne’: En ondskabsfuld god film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Ondskabens Øjne’, skabte historie i 1992, da den som, en ud få film, vandt de fem største Oscars. Den dag i dag er den stadig set, som et mesterværk.

Clarice Starling bliver, som ung FBI trainee, hyret til at interview kannibalen Hannibal Lector, for at finde frem til en ny seriemorder som huserer. Opgaven kræver at Starling lærer Hannibal at kende, og skal lære at tyde hans små hints. Men hvem er det egentligt som manipulere med hvem? Er det Clarice som manipulere med Hannibal for at få information, eller er det Hannibal Lector som manipulere Clarice? Og hvad skal der til for at stoppe den nye seriemorder?

‘Ondskabens øjne’ vandt som sagt de fem største Oscars i 1992. For bedste film, bedste skuespiller, bedste skuespillerinde, bedste instruktør og bedste manus. Det er noget som kun 2 andre film, ellers har gjort, nemlig filmene ‘Gøgereden’ og ‘It Happened One Night’. Og lad mig starte med at sige – det der fuldt fortjent, for ‘Ondskabens øjne’, er meget tæt på at være en perfekt film. I løbet af hele filmen er der små hints, som leder videre til de næste scener, eller gør seeren, og Clarice klogere på at komme tættere, på den seriemorder hun jager. Det hele er bundet sammen af en ekstremt velskrevet dialog, hvor man virkelig kan bruge tid på at tyde, og studerer de forskellige replikker.

Filmen er instrueret af Jonathan Demme, der startede sin karriere i 70’erne, og derfor har haft en lang karriere inden denne film. Dog var mange af hans første produktioner kortfilm. Han har med, ‘Ondskabens øjne’ instrueret en film hvor alting går op i en højere enhed, og hvor selv den mindste replik, det mindste ansigtstræk eller den mindste birolle, kan få en vigtig brik at spille. Det er i det hele taget, bage skidegodt filmhåndværk.

Selvom ‘Ondskabens øjne’ måske den dag i dag, ikke er den mest prangende visuelle film. Ihverfald ikke hvis man snakker om billederne. Billederne er lidt grynet meget af tiden, og man er ikke blæst bagover. Men på en måde er billederne meget 90’er agtige, og det har også sin charme.

Novellen er skrevet af Thomas Harris i 1988, og filmen er derefter skrevet af Ted Tally. Dette er måske et af de mest velskrevne bog til film adaptioner. Dialogen og handlingen er så velskrevet, at det er svært at finde en film som når de samme højder. Det er også derfor at filmen fanger en så meget som den gør. Man har ikke lyst til at gå glip af en eneste replik eller panderynken, da man ved, at den kan være altafgørende for filmens handling og filmens klimaks. Jeg har også hørt flere podcasts hvor de snakker om filmen, og når man først går ned af den vej, indser man pludseligt hvor meget der ligger i de forskellige replikker. Der er så meget symbolik, i mange af de ting som bliver sagt, at man næsten umuligt, kan opfange det første gang. Fra første sekund, og til rulleteksterne, sidder man fanget til skærmen.

Det er også en af de film, hvor man opdager flere og flere detaljer, jo flere gange man ser filmen, og for mig vedkommende, er det stadig en film, hvor jeg kan opdage nye ting.

Skuespillet er også i sær klasse. Dette er måske, Anthony Hopkins, mest kendte rolle. Selvom han kun med i filmen i ca 16 minutter, er hans præstation så stærk og skræmmende, at man kan føle ham igennem hele filmen. Det er mange år siden jeg sidst så ‘Ondskabens øjne’, og hans præstation stod stadig, inden jeg så filmen igen, som en ekstrem stærk præstation. Når man først har set ‘Ondskabens øjne’, er det stort set umuligt at glemme Hopkins’s, korte, men vandvittigt stærke og skræmmende præstation.

På en måde er det også fuldstændigt absurd at en mand kan vinde en Oscar for bedste hovedrolle, for en præstation på 16 minutter. Men som sagt, så føles det som om Hopkins er med i hver scene af filmen. Det er lidt ligesom med Heath Ledger, som kun var med i 33 minutter i ‘The Dark Knight’, men hvor man føler ham igennem hele filmen. Jeg kan huske, at da jeg var yngre, så jeg kun ‘Ondskabens øjne’ for Hopkins’s præstation – det siger også noget om hvor sindsygt god han er i denne film.

Jodie Foster, som spiller Clarice Starling er også imponerende god. Hun spiller den lidt, usikre, men samtidig ekstremt stærke og egenrådige unge FBI agent. Hun er drevet af sin efterforskning, men kan samtidig ikke lade være med at blive lidt, og måske lidt for, interesseret i Hannibal Lector. Hun er med, i stort set hver scene, og bær filmen vandvittigt flot.

Hvis man skulle komme med noget negativt om ‘Ondskabens øjne’, er det som sagt at billederne til tider er lidt kornet og meget 90’er agtige. Måske kan man finde den i fuld HD nogle steder, men jeg så den på Viaplay i normal kvalitet. Der er dog nogle skud som er ret geniale, og som lægger endnu en lag til filmen. I nogle af scenerne, hvor mændene snakker direkte til Clarice, er det filmet, så de mandlige skuespillere kigger direkte i kameraet. Det får os til at føle, at vi er Clarice, og vi sætter os mere i hendes sted.

Musikken er ekstrem stemningsfuld, og er med til at skabe en nervepirrende, og stemningnsfuld, følelse igennem hele filmen. Det føles som om der altid er noget nyt, og ubehagelig som lurer under overfladen. Enten i form af de forskellige karaktere som dukker op, eller i form af karakterenes handling. Det er Howard Shore der er komponisten på filmen. Han har udover denne film, også lavet musik til ‘Ringenes Herre’-trilogien, ‘Se7en’, ‘The Aviator og ‘Hugo’.

Ligemeget hvad er ‘Ondskabens øjne’ stadig en, undskyld sproget, pisse god film, som holder 100% den dag i dag. For mig står den, og vil sikkert stå i mange år, som en af de bedste, og mest ikoniske film fra 90’erne, og vil altid være den film jeg husker Hopkins mest for. Og det er sikkert meget nemt for mig, bare at sige det er en sindsygt god film, men lige nu har filmen 8,6 på imdb, og er nummer 23, på top 250 over verdens bedste film nogensinde – det taler vist for sig selv.

‘Ondskabens øjne’ kan ses på Viaplay

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=ZWCAf-xLV2k