‘Allen v. Farrow’: Woody Allen møder sin ‘MeToo-skæbne’ i denne bitre skildring af en ellers folkekær filminstruktør

Anmeldt af: Charlotte Philips

Ny HBO-dokumentarserie behandler beskyldningerne og 1992-retsagen Allen mod Farrow anno 2021.

I starten af 1980’erne møder ‘Rosemary’s Baby’-stjernen, den fraskilte Mia Farrow filminstruktør og skuespiller Woody Allen. Trods Farrow har syv børn (inklusiv Allens nuværende kone Soon-Yi Previn) i bagagen fra sit tidligere ægteskab med André Previn, finder de sammen. Farrow ender med at være stjernen i mange af Allens film og inden længe vælger parret at adoptere trods Allens overvejende ulyst til at få børn. Parret adopterer bl.a. datteren Dylan i 1985, og to år senere føder Farrow hendes og Allens eneste biologiske barn, Ronan. Allen udvikler hurtigt et unaturligt tæt forhold til datteren Dylan, som nu qua denne dokumentar står frem og fortæller om Allens mange tilnærmelser gennem hendes barndom.

Jeg har aldrig været fan af Woody Allen eller hans film, men har haft et perifert kendskab til hans kontroversielle forhold med Farrows adoptivdatter (et forhold som dokumentaren slår fast begyndte, da Soon-Yi blot var teenager). Dermed er jeg som seer gået til denne dokumentar uden stor forudgående viden. Trods det kan være lidt svært at holde styr på Farrows mange forskellige adoptivbørn, synes jeg, at dokumentarens primære fortællere, Dylan og Farrow, er gode til at ‘guide’ mig gennem historien. Og foruden interviews med Dylan og hendes mor er der en vifte af interviews med resten af familien, venner og filmkritikere m.m. Det skal nævnes at hverken Allen eller Soon-Yi har ønsket at deltage i dokumentaren.

Seriens format er ikke specielt nytænkende, men fungerer godt. Flotte atmosfæriske klip er med til at skabe stemning, og hjemmevideoer gør, at man som seer inddrages i det liv og den hverdag, der for mange år siden var kulisse for Allens angivelige overgreb. Telefonopkald og lydbøger er også med til at støtte seriens argument, nemlig at Allen var skyldig i overgreb på Dylan, trods at Allen faktisk blev frikendt i retsagen fra 1992. Fra denne retsag indrages der retsdokumenter og ekspertudsagn. Serien gør altså brug af mange former for materiale og fremstår meget grundig og modstandsdygtig over for kritik. Denne kritik er bl.a. den som Allen i 1992 fremførte, nemlig at Farrow havde ‘coachet’ Dylan til at lyve om at være blevet misbrugt, fordi hun var vred over Allens og Soon-Yis forhold. En kritik som dokumentaren, synes jeg, formår at modbevise.

Serien stiller også det vigtige og svære spørgsmål, nemlig om man skal adskille kunsteren fra værket – og om man overhovedet kan? Én af seriens filmkritikere fortæller, at hun har valgt ikke at se nogen af Allens film, før han er død – på denne måde vil hun nægte ham monetær magt. Jeg sidder derfor med en følelse af, at denne dokumentar skulle være lavet før, eftersom at Allen nu er 85 år og nok aldrig bliver stillet ansvar for sin adfærd. Men som mange sager om ‘sexual misconduct’ og direkte misbrug ser denne sag først dagens lys nu i kraft af MeToo-bevægelsen og dens ønske om at ‘rense’ filmbranchen.

‘Allen v. Farrow’ er en interessant og bevægende dokumentarserie, der har dét en god og nuanceret dokumentar skal have. Der er grundige og autentiske interviews, og specielt den nu voksne Dylan drager mig – hendes smerte når ud til mig flere gange. Hun, samt Farrow, udstråler en autenticitet, som gør, at jeg som seer overbevises om Allens skyld. Og selv om Dylan for år siden har været fremme med sin historie, er det først nu, at hendes fremlæggelse af Allens overgreb rigtigt kommer frem. Med denne dokumentar får Dylans historie endelig den opmærksomhed, som den fortjener, og den vil uden tvivl nå mange mennesker og Allen-fans.

Er man Allen-fan, hvilket jeg ‘heldigvis’ ikke er, tvinger denne dokumentar én til at stille sig selv spørgsmålet: kan man stadig se hans film med god samvittighed?

‘Allen v. Farrow’ får 5 Chaplins.

‘Allen v. Farrow’ kan ses på HBO Nordic

Serien har har 4 afsnit med en spilletid på ca. 60 minutter

2 kommentarer til “‘Allen v. Farrow’: Woody Allen møder sin ‘MeToo-skæbne’ i denne bitre skildring af en ellers folkekær filminstruktør

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: