Anmeldt: Emilie Fiirgaard
Netflix fører tidens seneste trend med live-action fortolkninger af gamle tegneserier videre ind i 2021. Det nyeste skud på stammen er en serie, der, i grove træk, kan beskrives som en hybrid af ‘Harry Potter’, ‘Supernatural’ og ‘Riverdale’. Og ikke nødvendigvis på en god måde.
Jeg var 8 år gammel i 2004 da en fantastisk og magisk tegneserie ramte TV skærmen hver lørdag morgen. Den originale tegneserie, ‘Winx Club’, er udviklet af italienske Iginio Straffi, og havde alt hvad en lille pige kunne ønske sig fra lørdags TV. Som voksen må jeg indrømme, at serien har en vis nostalgi for mig, så da jeg hørte om en live-action version, vidste jeg, at jeg måtte se den. I dag ruller ‘Winx’-pigerne igen over skærmen, men denne gang er de farverige glitter kostumer, pinke kostskoler og glitrende fe-transformationer udskiftet med… blod, drama og… Zombier.
I ‘Fate: The Winx Saga’ følger vi Bloom(spillet af Abigail Cowen), en typisk amerikansk pige, som har levet et normalt liv i den ’første verden’ (på jorden), indtil hun finder ud af, at hun er en ildfe. Uheldigvis kommer denne åbenbaring, da hun, ved et uheld, sætter ild til huset efter et heftigt skænderi med sine forældre. Hun må herefter leve med hemmeligheden, og lade hendes forældre tro, at hun går på en kostskole i Schweiz, i stedet for at afsløre sandheden om hendes magiske kræfter. Handlingen starter da Bloom ankommer i ’den Anden Verden’ – en magisk dimension hvor hendes rigtige kostskole ligger – feskolen Alfea. Sammen med hendes 4 roomies – Musa (Elisha Applebaum), Aisha (Precious Mustapha), Terra (Eliot Salt) og Stella (Hannah van der Westhuysen) – opdager Bloom langsomt mere og mere om sin mystiske fortid, der måske/måske ikke er forbundet til de zombie-lignende monstre, som truer den Anden Verden.
Denne ‘Winx’-fortolkning er bragt til live af hovedproduceren Brian Young, som også er kendt for sit arbejde som skribent og redaktør for en anden teen drama; ‘The Vampire Diaries’. Indflydelsen herfra er tydelig fra starten. I de første scener, i den første episode, følger vi en ældre mands vandren i skoven. Farverne er kolde, mørke og har det typiske blå/grønlige skær, som dramaer såsom ‘Supernatural’ og ‘Riverdale’ bruger, når ting skal være ekstra dramatiske. Hvis du, ind til nu, stadig troede, at du skulle se en glitrende live-action version af 00’ernes feer, så forsvinder tvivlen så snart du ser den stakkels mand blive brutalt myrdet og flået i stykker af et uset uhyre, mens blodet sprøjter, og musikken når sit klimaks. Min ven, jeg tror ikke vi er på Nickelodeon længere.
Trods Straffis egen deltagelse i udviklingen af serien, så tager ‘Winx Saga’ kun skelettet af Straffis originale historie, klæder den i rødt læder og håber på at ingen lægger mærke til, hvor malplaceret alle de farverige magi-effekter er i den ellers utroligt mørke og grålige verden. Effekterne er, i bedste tilfælde, til at holde ud og, i værste tilfælde, så utroligt grimme, at det tager en totalt ud af historien. I Blooms store kamp fra episode 6 er noget af det mest forfærdelige CGI, jeg længe har set, og det at hele produktionen – fra musik til redigering til skuespil – forsøger, at få det til at se episk ud, gør det kun så meget værre.
Havde produktionen bare løbet lidt mere med ideen om feer og farver, og taget sig selv mindre seriøst, så ville de animerede magieffekter måske ikke være lige så generende. Serien virker mere som en filmatisering af en ‘YA’-bog, ala ‘Hunger Games’ og ‘Twilight’, i dens forsøg på at være dramatisk og seriøs. Desværre ender ‘Winx Saga’ med at følge i ‘Riverdales’ dystre fodspor, hvor Netflix forsøger at appellere til så mange som muligt – her er nostalgi til generation Z, mord og blod til de voksne, og kærlighedsdrama til teenagerne – men i stedet ender de med ikke rigtigt at appellere fuldt ud til nogen.
Lignende kan siges om skuespillet, der, for det meste, enten er yderst tåkrummende eller generelt kedelig. Dette er absolut ikke skuespillernes egen fortjeneste, for når Eliot Salt – en ellers dygtig skuespillerinde kendt fra serien ‘Normal People’ – får replikker såsom ”whilst I appreciate that it is the historical perspective of the patriarchy to save women from upsetting situations, I’ve got this”, er det begrænset hvor meget, man kan gøre, for at få det til ikke at lyder helt utroligt ’cringe’. Lyspunkterne her er desværre få, hovedsageligt på grund af et dårligt konstrueret manus, men til tider kan Mustaphas Aisha, Applebaums Musa og Slats Terra rent faktisk få lov til at vise, at disse kvinder godt kan spille overbevisende skuespil.
Jeg ville sige, at er yngre publikum nok kunne få noget ud af denne serie, for der er bestemt drama, eventyr og et plot der hænger nogenlunde sammen. Serien har en aldersgrænse på 16 år, så de samme seere, som stadig holder af at se fx ‘Riverdale’ og ‘Chilling Adventures of Sabrina’ vil kunne finde noget i ‘The Winx Saga’ at holde af. Der er heller intet galt i at se god ’dårlig’ TV for underholdningsværdien, men hvis du leder efter et en velskrevet serie, med 3 dimensionale karakterer og dynamisk skuespil, som du kan blive opslugt af, så er det nok ikke her du skal lede.
‘Fate: The Winx Saga’ har 6 afsnit med en spilletid på ca 60 minutter
Du kan se ‘Fate: The Winx Saga’ på Netflix
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=dfXRud1AIiw
City Lights Filmblog 