‘Rosemary’s Baby’: Gyserklassiker uden jumpscares, blod eller specieleffects

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Rosemary’s Baby’ er en af Roman Polanskis første spillefilm, og i manges øjne, stadig en af hans bedste, og en af de største gyserklassikere.

Rosemary og Guy er et ung smukt par, som flytter ind i en ny lejlighed i New York. Guy er en skuespiller, som prøver at få sit store gennembrud, og Rosemary er hjemmegående. Da de en aften kommer hjem finder de en af deres naboer død på fortovet, noget som tilsyneladende er selvmord. Rosemary og Guy viser venlighed overfor de naboer, som havde den unge pige boende, og efter at Rosemary også fortæller den ældre kvinde, Minnie, at de gerne vil have børn, bliver de ældre, og meget specielle naboer, meget meget nærgående. Da Rosemary endelig bliver gravid, er hun selvfølgelig lykkelig, men samtidig bliver lykken overskygget af en paranoid rædsel for at noget i lejlighedskomplekset ikke er som det skal være, og for at nogle vil skade hende og hendes barn.

Roman Polanski havde primært lavet kortfilm inden han i 1966 lavede spillefilmen ‘Repulsion’, som også i dag er set lidt som en klassiker. Derefter lavede han ‘Cul-de-sac’, som også kom i 1966 og ‘Vampyrenes nat’ i 1967. Allerede året efter, i 1968 lavede han så sin 4.spillefilm, nemlig ‘Rosemary’s Baby’. Det er en voldsomt flot start på en instruktørkarriere, med 4 så klassiske og stærke film, på bare 2 år. Det er ikke nogle undren af han derfor i 60’erne blev set som en af de helt store, unge, nye filmgenier.

Roman Polanski har også skrevet manus, som er baseret på bogen er samme navn fra 1967, af Ira Levin. Polanski har lavet en virkelig godt manus, med god dialog og som har en intens og ubehagelig tone, lige fra første sekund. Det er et ubehag som stiger i løbet af filmen, og som især kommer til udtryk af naboernes opførsel, Rosemarys underlige drømme, hendes paranoia og Guys ændrede opførsel.

Men ubehaget bliver gjort ekstra ubehageligt, iform af det fantastiske musikscore. filmen starter med en nynnen, af Mia Farrow, som sætter tonen, og filmen formår så, igen blandt andet med musikken, som er komponeret af Krzysztof Komeda, at holde tonen hele vejen igennem filmen.

Der er også nogle vinkler, og nogle fantastisk filmet sekvenser, og drømmeagtige sekvenser, som igen gør at seeren føler et ekstremt ubehag. Der er også tider, hvor man som seere oprigtigt er i tvivl, ligesom Rosemary nok er det, på om det der foregår er noget hun drømmer, eller noget som faktisk sker. Meget af det som også er så godt i filmen, er at der er mange ting vi ikke ser. Vi kan fornemme der sker ting omkring Rosemary, og fornemme hvordan Guy ændrer sig, men vi ser det aldrig upfront, og igen, ved vi ikke om det bare er Rosemary som er paranoid, eller om der faktisk sker ændringer og underlige ting omkring hende.

Skuespillet i ‘Rosemary’s Baby’ er der heller ikke en finger at sætte på. Castingen er også eminent. Mia Farrow er perfekt, som den blege, sarte, lidt forsigtige Rosemary, og især når hun bliver rigtigt paranoid er hun fremragende. Også den måde hvordan hun bliver mere og mere bleg, og virker mere og mere museagtig, i løbet af filmen er ret godt lavet. I rollen som hendes mand Guy, har vi John Cassavetes, som mange nok mest kender som instruktør. Men Cassavetes har også været med i en imponerende bunke film, som skuespiller, og er mindst ligeså god som Farrow. Han er dog næsten, den diametrale modsætning til Farrow, da han virker som den stærke i forholdet, og samtidig er drevet af ambitionen om en karriere, og er smuk og charmerende.

Men den skuespillerinde som, nok har fået mest ros, og omtale for sin rolle i filmen, er Ruth Gordon, som spiller naboen Minnie. Hun er også kendt fra sit ægteskab med instruktøren Garson Kanin, som hun skrev en række film med. Især har hun været med til at skrive Spencer Tracy og Katharine Hepburn filmen ‘Adams Ribben’. I ‘Rosemary’ Baby’ er hun perfekt som den alt for nærgående, ubehagelige og meget mystiske nabo. Man kan fornemme der er noget galt, og ubehageligt bag den venlige, og alt for nærgående facade. Men man kan bare ikke putte fingeren på præcis hvad det er. Hun endte også med at vinde en Oscar for sin rolle.

Der er sikkert mange unge som vil syntes at ‘Rosemary’s Baby’ er en kedelig, langtrukken og ikke særlig uhyggelig film. Men det er mere fordi, at vi i dag er blevet alt for vant til film, som er proppet med gys, jumpscares, blod og vold. ‘Rosemary’s Baby’ er en langsom film, og der går lang tid før den går fra at være ubehagelig, til rigtig uhyggelig. Men det er et bevis på, at når en psykologisk gyser virkelig fungerer, så er den uhyggeligere og mere ubehagelig, end nogle af de moderne, jumpscares gysere som vi får i disse tider.

Måske er det fordi, at vi efter ‘Rosemary’s Baby’ har fået 50 år med gysere og ubehagelige film, men filmen virker ikke så original, som den måske gjorde i 1968. Jeg syntes jeg har set nogle film som prøver det samme, som denne film gør.

Dog gør de slet ikke det ligeså godt, og man kan ikke komme udenom, at ‘Rosemary’s Baby’ især var en af filmene, som startede bølgen med de 60’er og 70’er gysere, som kom efterfølgende, og er en film som stadig inspirerer mange filmskabere i dag.

‘Rosemary’s Baby’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=Ffw1u0aXn0o

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: