Af: Lou von Brockdorff

Dracula er måske et af de mest kendte filmmonstre, som vi har set i flere filmversioner. Og i næste film, kan vi måske se ham komme ridende på en hest og med en lasso.
Sidste år overraskede Universal Pictures mange gyserfans med Leigh Whannells fremragende version af monsterfilmen ‘The Invisible Man’, og det har åbenbart givet studiet mod på mere, og på mere syrede projekter.
Det er nemlig kommet frem, at Universal har en helt ny monsterfilm i støbeskeen om selveste Dracula – og ikke nok med det: Filmen bliver angivelig en sci-fi-western med ‘The Rider’ instruktøren Chloé Zhao som manuskriptforfatter, instruktør og producer.
Zhao er netop blevet den første asiatiske kvinde, der er nomineret til en Golden Globe i kategorien Bedste instruktør for dramaet ‘Nomadland’, som efter planen rammer de danske biografer 25. marts.
Derudover er hun også kvinden bag Marvels kommende superheltefilm ‘The Eternals’, der skulle komme til november.
Hvad angår den nye Dracula-Western, er der stadig meget få detaljer ude, og det vides ikke hvornår filmen får premiere.