Af: William Alkærsig Springer

Mere end 60.000 gange er Thomas Vinterbergs komediedrama ‘DRUK’ blevet set på streamingtjenesterne, siden den blev gjort tilgængelig i December. Det gør den til den bedst sælgende film digitalt i Danmark nogensinde.
Tårnhøjt billetsalg, fire European Film Awards og en Oscarindstilling. Succesen ser ikke ud til at have en ende for den danske filmkomet ‘DRUK’. Nu er det så kommet frem, at mere end 60.000 digitale eksemplarer er solgt i Danmark, hvilket er det højeste hidtil.
Nordic Head of Digital Sales i Nordisk Film, Jesper Dahlsgaard siger i en pressemeddelelse at: “Det er meget positivt at opleve, hvordan danskerne har taget de digitale filmtjenester til sig, og er begyndt at købe og leje de nyeste film i det omfang vi ser nu”.
Det påpeges dog at restriktioner fra Covid-19 kan have indflydelse på det høje salgstal. “Det er klart at nedlukningen af stort set alle kulturelle institutioner, seværdigheder og oplevelsesøkonomien som helhed, har skubbet til udviklingen. Så vi er glade for, at vi med ‘DRUK’ har haft mulighed for at underholde hjemme i stuerne med en stor dansk film”, siger Jesper Dahlsgaard.
‘DRUK’ er et komediedrama, som handler om de fire gymnasielærere spillet af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe, der begiver sig ud i et eksperiment, hvor de vil teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Ifølge teorien åbner alkohol
i blodet op for sindet til omverdenen og får ens kreativitet til at stige.
De fire venners resultater er opsigtsvækkende, da både undervisningen og livsglæden skyder i vejret. Mens nogle nyder godt af de mange genstande skaber det udfordringer for andre.
Frem til nedlukningen af de danske biografer, nåede ‘DRUK’ at blive set af mere end 800.000 danskere. Fra mandag den 25. januar kan filmen lejes digitalt hos alle filmtjenester.