Anmeldt af: Mathilde Schirripa

Hvis jeg beder dig om at forestille dig Marvels cinematiske univers, så kommer du næppe i tanker om noget, der minder om MCU’s seneste skud på stammen.

I ’WandaVision’ følger vi to af MCU’s mest magtfulde og tragiske figurer, heksen Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og androiden Vision (Paul Bettany), i en humoristisk og til tider mystisk tidsrejse gennem amerikansk sitcom-historie.
Sidste gang fans så Wanda og Vision sammen var i ’Avangers: Infinity War’. Efter at have indledt et hemmeligt forhold, i skjul fra de andre Avengers, bliver de to helte tvunget tilbage i kamp, for at hjælpe med at stoppe titanen Thanos. Vision dør i et forsøg på at redde universet – Ikke én gang, men hele to gange. Siden har fans spekuleret i, om Vision ville vende tilbage fra de døde, som Marvel-universet også er kendt for at være i stand til.
Nu er de to superhelte forenet igen, men denne gang forestiller de hovedpersonerne i en amerikansk sitcom. Serien er udviklet af serieskaber Jac Schaeffer og instruktør Matt Shakman, der formår at skabe et overbevisende univers, hvor hver episode filmisk repræsenterer en ny tidsalder med referencer til svundne sitcoms. De to første episoder er i sort-hvid og hylder blandt andet shows som “The Dick Van Dyke Show”, ”I Love Lucy” og “Bewitched”.
I serien følger vi parret i deres forsøg på at passe ind i den billedskønne forstad Westview. Her skal de to navigere sig igennem klassiske sitcom plots samtidig med, at deres naboer ikke må opdage, at de bor ved siden af en heks og galaksens mest magtfulde AI. Men alt er ikke som det ser ud til. Der er ingen forklaring på, hvorfor Wanda og Vision tilsyneladende lever ud af en arketypisk forstadsfantasi, men det bliver efterhånden klart, at det måske ikke er deres eget valg.
For det idylliske billede begynder langsomt at briste. Farvede objekter dukke pludselig op i den sort-hvide verden og noget udefra prøver tydeligvis at bryde igennem. Universet tyder på at være skabt af Wanda, men spørgsmålene er alligevel mange. Hvorfor har Wanda skab denne verden? Får nogen hende til at gøre det? Eller er det et resultat af hendes omtumlede liv, der nu efterlader hende i denne sindstilstand? Og hvorfor fortsætter henvisninger til HYDRA og STARK med at dukke op?
Jeg er dog ikke i tvivl om, at disse spørgsmål nok skal blive besvaret, i takt med at serien gradvist udvikler sig hen imod nutiden – rodfæstet i det Marvel-univers vi kender. Det kan dog blive en udfordring for de fans, der længes efter det actiondrivende plot, at hænge ved og vente på at historierne flettes sammen. Men for nu er det finurlige univers også det, der gør ’WandaVision’ til den mest interessante og uforudsigelige spinoff i MCU-franchisen.
‘WandaVision’ kan ses på Disney plus
‘WandaVision’ har 9 afsnit med en spilletid på ca. 30 minutter
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=sj9J2ecsSpo
