Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Hele Me-too bølgen startede med filmproduceren Harvey Weinstein, og filmen ‘The Assistant’ virker meget inspireret af beretningerne om selvsamme Harvey Weinstein.
Jane er en ung kvinde, som drømmer om at blive stor indenfor filmverdenen, og har derfor, øjesynenligt, et drømmejob. Hun er assistent for en stor filmproducer, og har derigennem en fod indenfor i branchen. Men alting er ikke så godt som det ser ud. Produceren benytter sig voldsomt meget af magtmisbrug, og Jane bliver næsten ikke bemærket, og overhovedet ikke set som ligemand af sine kollegaer. Samtidig er det tydeligt at chefen ikke bare benytter sig at magtmisbrug overfor Jane og kollegaerne, men også overfor de håbefulde kvinder som håber på at blive den næste store stjerne.
‘The Assistant’ foregår over en enkelt dag, hvor vi egentligt bare følger med i Janes arbejde, og ser de små hint om det magtmisbrug og de overgreb som der er. Vi ser næsten ikke noget direkte, og derfor er det også op til seeren at tænke sig til hvad der sker, meget af tiden. Det er et ret interessant valg, men også et klogt valg, da filmen på den måde virker stærkere i seerens bevidsthed. Vi ser heller aldrig Janes chef, men hører kun han stemme. Det er igen også et klogt valg, da vi som seere her også selv kan forestille os hvilken type han er.
Noget som dog er tydeligt, er at alle på kontoret og i virksomheden ved at der foregår noget, men at ingen gør noget. De vælger at lukke øjnene for det, og tager det som en selvfølge at det er sådan det er. Når man er sådan en magtfuld mand, kan man åbenbart tillade sig alt, uden at nogen vil, eller tør gøre noget. Her kan man heller ikke undgå at tænke på Harvey Weinstein. For efter Weinstein blev afsløret, kom mange ud og sagde at de vidste der foregik noget, men ikke turde stå frem, af frygt for at miste deres job.
Julia Garner som spiller Jane gør det fremragende. Hendes rolle er meget nedtonet, og meget af tiden skal hun spille underkuet. Men vi fornemmer hendes frustration over at vide der sker noget forkert, og ikke kunne gøre noget. Og vi fornemmer også hvordan hun virkelig ikke er glad i sit job, men udfører det, for at kunne være i filmbranchen. Især er hendes samtaler med hendes forældre også stærke. I den ene ende af telefonen har vi hendes forældre, som er stolte og glade for at deres datter arbejder i filmbranchen, og samtidig ser vi Jane, som tydeligvis ikke vil skuffe sine forældre ved at fortælle sandheden om jobbet. På mange måder er det en virkelig stærk præstation, og man føler med hende igennem hele filmen.
Visuelt er filmen meget uamerikansk. Den virker på en måde europæisk. Måske fordi instruktør og manuskriptforfatter Kitty Green, har valgt at holde den i et meget langsomt tempo, og i meget grå nuancer. Og samtidig er der ikke et stort dramatisk klimaks til sidst, som man måske kunne forvente fra store amerikanske produktioner. Der er meget lidt stor drama i filmen, og alt dramaen og det ubehagelige ligger meget i det vi ikke ser, men istedet i de ting der bliver sagt og i den måde som menneskene opfører sig på.
Dette er Kitty Greens debut som spillefilmsinstruktør, hun har tidligere lavet dokumentarfilm. Jeg syntes det er en interessant og modig debut film, som også tør at give os noget andet. Det var på ingen måde den slags film jeg forventede, da jeg havde forventet noget mere actionpacked, på en amerikansk måde. Men Kitty Green har truffet nogle rigtigt kloge valg, og skrevet et godt manus, som gør at filmen ender med at virke meget stærkere.
Og så er det store spørgsmål op til seeren selv. Hvad vil du gøre? Vil du sige fra, og måske miste dit job? Eller vil du se stiltiende til?
‘The Assistant’ kan ses på Viaplay
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=z9761kQCNWc
City Lights Filmblog 