‘Where’s The Friends House’ (1987): Den barndommelige perception, og mødet med en voksenverden.

Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers

Abbas Kiarostami, den iranske nybølges mest prominente internationale repræsentant, begik i 1987 et lille storværk, ved navn ‘Where’s The Friends House’. I denne filmkunstneriske bevægelse, der oftest karakteriseres på dens lighed med den Italienske neorealisme, tilsat en hvis portion fabulerende allegori og poesi – kendes Kiarostami på sine naturalistiske og mellemmenneskeligt fokuserede parabler.

‘Where’s The Friends House’ markerer begyndelsen på Kiarostamis nu vel anerkendte Koker-trilogi, navngivet efter den landsby hvor de alle udspiller sig. Til trods for deres geografiske fællesnævner, gør det dog ikke filmene retfærdighed at italesætte dem som “blot” Iranske samtidsdiagnoser. I stedet forsøger disse film at indkapsle universelle menneskelige oplevelser – i dette værks tilfælde, barnets.

Ahmed er kommet til at tage Mohameds notesbog med hjem efter skole, og i løbet af den unge protagonists humane jagt på muligheden for at aflevere den tilbage, ruskes man som publikum rundt i den emotionelle manege ved synet af den tilsidesatte, overhørte og fremmedgjorte barndommeligheds kamp for at trænge igennem og lade sig høre.

Spillet med dyb indlevelse hinter den lokalt castede Babek Ahmed Poor om Kiarostamis dokumentariske evner, og fungerer som perfekt repræsentant for uskyldighedens insisterende godvillighed, selv idet den løber, med hovedet mod muren på det etableredes ugidelighed.

Filmens konstante tempo, karakteristisk for den barndommelige energi, udgør i samspillet med det simple narrativ og Farhad Sabas mystik-omspundne cinematografi, alle de filmiske remedier det kræves for at vi, for en stund, kan genopleve barndommens følelse af eventyr og den dertilhørende poesi. Dette uskyldighedens kaleidoskop, fremmanet af en instruktør i minutiøs kontrol over sine virkemidler, skaber en trance der leder tankerne mod de barns-koncentrerede passager i Robert Mulligans ‘To Kill a Mockingbird’, eller Fellini såvel som Tarkovskys brug af det drømmelignende barndomsminde udgjort af lige dele nostalgi og melankoli.

‘Where’s the Friends House’ er, i den bogstaveligste forstand, et pusterum væk fra voksenlivets hast og jag. En, langt hen ad vejen, ikke intellektuel, men nærmere sanselig og emotionel oplevelse. Ikke ved brug af bombastisk filmsprog eller udpenslende pathos, men som resultat af en insisterende poetik med det formål at indfange en nu for længst svunden tid.

Voksenlivet handler langt hen ad vejen om tilpasning og impuls undertrykkelse, men vi slipper formentlig aldrig helt af med det barndommelige sinds fortabelse i kafkaske feberdrømme. Det er måske derfor at film om børn er så mentalt og revolutionært bemyndigende – de lader os genfinde et hint af noget uassimileret.

Den her film kan mærkes i mellemgulvet, og kan ikke anbefales kraftigere.

‘Where’s The Friends House’ kan være svær at finde på leje og stream.

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=vWTL9AFrxUo

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: