‘The Midnight Sky’: Netflix når de er allerbedst

Anmeldt af: Alice Haulund

Hvis du, ligesom jeg, elsker science fiction og katastrofefilms-genren, så er ‘The Midnight Sky’ helt klart noget for dig, for her har du nemlig et rigtig veludført miks.

Året er 2049 og vi befinder os i efterfølgerne af en global katastrofe. Luften er blevet giftig og mennesker og dyr kan ikke overleve på jordoverfladen mere. Befolkningen er blevet midlertidigt evakueret til underjordiske bunkere, men ikke alle. På Arktis, hvor luften endnu ikke er blevet så slem, men alligevel udvikler sig hurtigere end forventet, er forskeren Augustine blevet tilbage. Han er alvorligt syg og afhængig af en maskine for regelmæssigt at få renset sit blod. Filmen følger ligeledes en tidligere storyline fra Augustines liv. Dengang var jorden stadig som vi kender den i dag, og Augustine arbejder som ung forsker og har netop udpeget Jupiters måne, som en mulig planet hvor jordens befolkning ville kunne leve videre. I år 2049, er de sidste netop blevet evakueret, undtagen Augustine. Han er blevet tilbage på forskningscentret, hvor han venter på at rumstationen, Aether, kommer indenfor rækkevidde af jorden til at modtage hans signal. Aether har været udenfor rækkevidde af jorden i 2 år, hvor de har etableret en koloni på Jupiters måne, og nu er på vej hjem. På forskningscentret finder Augustine pludselig en lille 8-årig pige, som må være blevet glemt af de sidst evakuerede og der er ingen som svarer på radioen. Den syge forsker må derfor nu også passe den lille pige, som hedder Iris. Da Aether kommer indenfor rækkevidde og Augustine forsøger at komme i kontakt med dem, men uden held, går det op for ham, at det er antennens lille størrelse, som er skyld i det. Augustine kender dog til en vejrstation med en større antenne, men den ligger langt væk, og det er en rejse med stor risiko. Augustine og Iris igen tager dog afsted, på trods af den giftige luft og de kolde forhold, for at advare Aether om at vende tilbage til jorden, og råde dem til at besætningen bør tag tilbage til Jupiters måne.

Filmen er baseret på bogen ‘Good Morning, Midnight’ af Lily Brooks-Dalton og er instrueret af George Clooney, som også selv spiller hovedrollen. Begge ting udfører han, ikke overraskende, til ug med kryds og slange. Det øvrige cast er også spækket med yderst anerkendte skuespillere, blandt andet Felicity Jones, som de fleste nok kender fra ‘Star Wars-filmen ‘Rouge One’, David Oyelowo og Kyle Chandler. Den dygtige og smukke pige som spiller Iris, hedder Caoilinn Springall og på trods af at hun blot har én replik, viser hun i denne rolle at skuespil er meget mere end replikker.

Det visuelle i denne film, er helt i top. Særligt værd at fremhæve er de scener på rumstationen, hvor der ingen tyngdekraft er. I de scener, er der mange forskellige kamerabevægelser, vi får både panorering, tilt og kamerakørsel. De mange forskellige kamerabevægelser bidrager til, hurtigt at introducerer seeren for omgivelserne, men de bliver særligt benyttet som virkemiddel til at illustrere det høje teknologiske niveau. Denne her film skal foregive at ske 29 år ude i fremtiden og derfor kan de mange bevægelser bidrage til at give filmen et fremtidigt look. Nogle af de her scener skaber, for mig, associationer til det visuelle mesterværk ‘2001: A Space Odyssey’ – hvilket i sig selv bør etablere et rimelig godt billede af, hvor på skalaen denne film ligger.

På trods af den yderst alvorlige situation som filmen belyser, har denne her film også plads til små søde scener, som skaber lidt luft i den hårde tilværelse. Samtidig får vi næsten også gyseragtige scener som kommer helt bag op seeren. Dette tårevældende, alvorlige og realistiske drama kan dermed mange forskellige ting og efterlader seeren med en opfattelse af, at man er kommet hele følelsesregisteret igennem.

Denne her film berører også, til en vis grad, emner som vi alle selv har tænkt i år, i forbindelse med Corona. Hvad er egentligt vigtigt for mig? Vi er alle blevet tvunget til, at stoppe op og tænke godt og grundigt over, hvad der egentligt rigtig betyder noget i ens eget liv. Dette er tanker som denne her film belyser og hvor de forskellige karakterer tager forskellige beslutninger, såsom at ville bruge sin sidste tid på at hjælpe andre, være sammen med sin familie eller leve videre med en fuldstændig uforudsigelig fremtid.

Filmen efterlader seeren med mange ubesvarede spørgsmål, for eksempel hvad har forårsaget den giftige luft? Hvor mange mennesker er der tilbage på jorden? Og hvad skal der blive af den tilbageværende besætning på Aether? At sidde tilbage uden svar på de her ting, skaber faktisk en ret god illusion over hvordan tingene egentlig ville være i en lignende situation. Rigtig mange spørgsmål og ikke særlig mange svar, samt uvidenhed om hvordan fremtiden ser ud.

For mig kan denne her film det hele og derfor kan jeg ikke andet, end at give den 6 Chaplins.

‘The Midnight Sky’ kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=DXUUqr3AFKs