‘Soul’: Pixars ‘Soul’ er animationsstudiets mest ambitiøse til dato og muligvis også årets film, men er den overhovedet for børn?

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Animationgigantens 23. animationsfilm, hører til toppen af Pixar klassikerne og er muligvis allerede nu, en personlig favorit.

2020 har mildest talt været et underligt år, og blandt de mest ventede film for mig i år, var Denis Villeneuves ‘Dune’ og Pete Docters ‘Soul’. Så hvor er det dog “heldigt”, at ‘Dune’ nu er blevet corona udskudt,: for hvilken film skulle jeg mon have valgt som årets film?

Joe er en middelalrende afroamerikaner, ugift uden børn, får stadig lappet sit tøj af sin mor og så er han musiklærer. Kort sagt Joe er en “TABER”. Eller det er ihvertfald hvad omverdenen, hans mor og han selv syntes. Joe drømmer imidlertidigt om, at blive en anderkendt musiker med fast job og en dag øjner chancen sig: han får ekstraordinært chancen for et ´gig´ med den anderkendte jazzmusiker Dorothea. Men i glædesrusen over ENDELIG at få CHANCEN, lander Joe i et kloakhul…….og dør! Joe er nu på vej til himlen, mod sin vilje. Mon han nu kan nå at ændre dette, når han nu var så tæt på at leve det liv han drømte om og kan man overhovedet det i “himlen”?

Pete Docter er nok min favorit Pixar instruktør. Han står b.la. for perlene ‘Op’ fra 2009 og ‘Inderst inde’ fra 2015. Docter har været i gang med ‘Soul’, eller ‘Sjæl’ som den hedder på dansk, siden 2016 og det er noget der kan ses i denne fonøjelige, veloplagte men meget udfordrende fabel, om at lære at elske og værdsætte det man har.

Filmen handler om de to sjæle: musikeren Joe, der ikke ønsker at dø, og pigen 22 (Joes såkaldte “hjælpementor” fra “himlen”), der allerede syntes “verdens-træt” uden nogensinde at have levet. Ja såmænd ønsker hun ikke engang at blive født her på jorden. De to synes at være uoverensstemmende partnere, men ender med at hjælpe hinanden med at lære vigtige livserfaringer undervejs. Denne formel er en del af mange film – især Pete Docters, hvis film alle syntes historiefortalt og plotdrevet, omkring den følelsesmæssige rejse. Dette må dog ikke tages som en kritik.

Filmen er spirituel uden at blive klistret religiøs, persontegningerne er glimtvis nogle vi “gider” at følge og som i vanlig Pixar stil, er både animation og stemmer “topnotch”.

‘Soul’ er næsten umulig ikke at blive sammenlignet med et andet Pxar mesterværk nemlig ‘Coco’, Pixar’s festligere, mere levende, mere musikalske, og mere meningsfulde kig på liv og død, som provokerer en dybere og mere resonant følelsesmæssig reaktion end noget ‘Soul’ fremmaner. Selv når man vejer ‘Soul’ mod Docters egne film, er intet her så tårevædet eller katartisk som Bing Bongs farvel i ‘Inderst inde’ eller åbningen af de første 10 minutter af ‘Op’.

Kløften mellem krop og sjæl ender faktisk med at blive en central del af ‘Soul’, så det er bemærkelsesværdigt, at historien er stærkere og mere særskilt, når det kommer til specificitet af den legemlige, levende verden, end det er at forestille sig en “andenverden” blottet for kultur og kunst og familie. ‘Soul’ føles mest levende, eller i det mindste mere som sin “egen” film, når Joe kommer tilbage til Jorden. Filmens skildring af New Yorks jazzscene og Joe’s jordlige verden er levende realiseret, især i nabolagets barbershop, Half Note klubben, og dens respektive stamgæster. Og jazz spiller en musikalsk fremtrædende rolle og lyder vidunderligt, med Jon Batiste der gengiverden oprindelige jazzmusik og Trent Reznor og Atticus Ross, der komponere den minimalistiske, æteriske score, hvilket gør ‘Soul’ ligeså behagelig for ørerne, som den er for øjnene.

‘Soul’ markerer Pixar’s første film med en afrikansk-amerikansk bly, og sammen med ‘Coco’, er det for det meste befolket af (og stemmer med) mennesker af farve.

En karakter som jazzmusikeren Dorothea Williams (udtrykt med cool autoritet af Angela Bassett), føles i ‘Soul’ levende og har så meget nærvær, som var vi i en live-action film. Dette “lever” b.la. bedre end en den udveksling, Joe har med 22.

‘Soul’ ender slutligt som en slags animeret riff på ‘Heaven Can Wait’, og er altså slet ikke hvad man forventer af en en “kids film”. Ikke engang ‘Bambi’ gik så langt som til at dræbe sin hovedperson før åbningstektsten. Men ‘Soul’ vil ikke køre efter reglerne. Helt ærligt, kan dette ikke være en “kids film” for alle. Joe’s død i sig selv er ikke skræmmende, men det beder sit unge “Disney+” publikum om at anerkende spørgsmålet omkring dødelighed på en måde, uagtet teknik, få film tør. Og så fortsætter det med at bøje – selv om “form” kan være et mere præcist ord – deres forståelse af, hvad der sker før og efter “os” her på Jorden.

Filmen lander faktisk i sidste ende til, at være bedre egnet til det voksne Disney+ publikum. Som et animationsvar til Capra’s ‘It’s a Wonderful Life’ eller Dickens ‘A Christmas Carol’ krydret med lidt livserfaring. ‘Soul’ er altså i sidste ende, ikke et budskab børn har brug for at høre, når “juletømmermændende” siger godmorgen 25. december, selvom de sikkert nok ved at pizza har mest smag her på landjorden.

‘Soul’ kan ses på Disney+, både med dansk og engelsk tale

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=4TojlZYqPUo

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: