‘Ma Rainey Black Bottom’: Lunt netflix-udspil om “the mother of blues” kan ikke redde biografnedlukningen

Anmeldt af: William Springer

En ellers visuel smuk og velspillet gengivelse af August Nilsons teaterstykke ‘Ma Rainey Black Bottom’ falder til jorden i transformationen til en spillefilm.

1920’ernes Chicago er ekstravagant fremstillet i det nye netflixdrama ‘Ma Rainey Black Bottom’ med visuelle effekter, så man nærmest får assosiationer til Baz Luhrmanns ‘The Great Gatsby’.

Man følger her den autentiske bluessangerinde “Ma Rainley”, som har stor
succes og turnerer hele USA rundt med sit band. En intens og begivenhedsrig recording session tager hurtigt fart, når musikerne skal vente i et småt og indelukket øvelokalet på at stjernesangerinden, som er forsinket, dukker op.
Den narcistiske og dameglade trompetist “Levee”, som drømmer om selv at sætte et fingeraftryk på musikbranchen med sine egne sange, fylder tydeligvist en del mere end resten af bandet. Dette kan man også godt mærke i de relationer, som er på spil i gruppen. Omfattende diskussioner om raceulighed i musikbranchen og om livet generelt er et gennemgående tema og er ofte italesat.
Når den excentriske sanger endelig dukker op, bliver den hvide manager Irwin’s tålmodig sat på prøve. Uenigheder om hvilke versioner af, hvilke sange der skal spilles, om “Ma Rainley’s” stammende nevø skal speake på pladen og om forholdene fra pladeselskabets side bliver diskuteret i stor stil. Bølgerne går højt til denne studieindspildning.

Stor ros skal der gives for stemningen, tempoet og det visuelle udtryk. Den desværre afdøde skuespiller Chadwick Boseman gjorde et fabelagtigt stykke arbejde som den mest interessante karakter “Levee”. Her er det specielt værd at bide mærke i en exceptionel monolog hvor denne unge trompetist taler om en episode fra hans barndom, hvor hans mor var ude for et seksuelt overgreb af en gruppe “hvide mænd”.

Selvom det er interessante temaer, der bliver taget op i dette drama, kan man som seer godt mærke, at fortællingen er skrevet som et teaterstykke, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men i lige netop dette tilfælde falder til jorden.

Gennem de forskellige seancer bliver karakterne udelukkende præsenteret på et overfladisk plan og der er en mangel på tyngde. Når vi har med et plot at gøre som er så relativt simpelt som det i ‘Ma Rainey Black Bottom’, er der som seer et behov for mere end et flot visuelt udtryk for at blive følelsesmæssigt berørt, hvilket det kunne tyde på at denne film søger.

Se denne film, hvis du vil i en stemning af 1920’ernes musikbranche i Chicago og vil have et smukt og vellavet filmbillede, samt vidunderligt dramtisk skuespil. Men hvis du forventer mere end det bliver du skuffet, for dybdegående facetter er en mangelvare i George C. Wolfe’s 2020-version af ‘Ma Rainey Black Bottom’.

Vi må drømme os ind i 2021, hvor de blødende biografer forhåbentlig åbner igen, for den her Netflix-filmatisering kan ikke erstatte dem. Det er højest et lille plaster på såret. Og så heller ikke mere end det.

‘Ma Rainey Black Bottom’ Kan ses på Netflix

Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=ord7gP151vk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: