‘De Smukkeste år: En smuk fortælling om fire meget forskellige liv

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Vi har vel alle venner som vi brugte meget tid med i vores barndom og teenageår, som vi er gledet fra i vores voksne liv. Men selvom ens liv måske er blevet meget forskellige, føler man stadig en forbindelse, fordi man har delt så meget i sin barndom.

I ‘De Smukkeste år’ følger vi de fire venner, Guilio, Gemma, Paolo og Riccardo, fra de unge teenageår, med alt fra opgør med familier, spirrende forelskelser og og nye venskaber i starten af 1980’er. Derefter følger vi deres venskab, igennem de næste 4 årtier, på godt og ondt, hvor flere af dem også mister kontakten med hinanden, og samtidig skal kæmpe for at få en god tilværelse. De fire meget forskellige personer, ender da også med at tage meget forskellige valg i livet, men i voksenlivet har de stadig flere af de samme ting som de dealer med, og deres ungdoms venskab binder dem stille og roligt sammen igen.

Det er filmskaberen Gabriele Muccino som er instruktør på ‘De Smukkeste år’. Han har ellers instrueret filmene ‘Jagten på Lykke’, ‘Min italianske familie’ og ‘Kærlighed på sidelinjen’. ‘De smukkeste år’ er også skrevet af ham, sammen med Paolo Costella.

Jeg syntes de har lavet en smuk hyldest til livet, hvor vi starter med at se de unge, uskyldige og ubekymret teenageår, med alt hvad det indebære, og vi ender med et par middelaldrende mennesker, som har været igennem en længere rejse med op og nedture, og nu er landet der hvor de gerne vil være i livet. Det er også en fin fremstilling af de forskellige årtier, hvor vi jo starter med 80’erne og slutter i nutiden.

Filmen er lavet lidt anderledes, på den måde at der flere gange er steder hvor hovedpersonerne taler direkte til kameraet og publikummet, og forklare hvad de føler eller hvad der sker. Jeg syntes det er et ret fedt take på det, selvom det er noget der måske nemt kunne falde til jorden og føles overforklarende. Men det virker her – måske fordi skuespillerene gør det så godt – eller fordi det egentligt bare passer ind i filmens stemning. Og selvom man hopper rundt imellem de fire hovedpersoner, så mister man aldrig overblik over hvor man er i fortællingen, eller hvor vi er i de forskellige personers liv.

De fire hovedpersoner bliver spillet af Pierfrancesco Favino, Micaela Ramazzotti, Kim Rossi Stuart og Claudio Santamaria. Jeg syntes alle disse fire skuespillere spiller fuldstændigt fremragende, og giver os nogle dybe og mange nuanceret præstationer. En lille anke er dog at disse skuespillere skal spille karakterene fra de er i midten eller starten af 20’erne, og til de bliver omkring de 50. Men skuespilleren Favino, som spiller Guilio, er ikke overbevisende som en mand i 20’erne, selvom de har brugt alt muligt make up. Han ser simpelthen bare for gammel ud. De andre er lidt mere overbevisende i at ligne unge mennesker.

En ekstra ros skal gå til Michaela Ramazzotti som spiller den eneste kvinde i blandt de 4, nemlig Gemma. Det er hende som skal vise flest forskellige følelser, og hun leverer en rutche banetur af følelelser iløbet af filmen.

Filmen er visuelt vildt smuk og gennemført. Man kan sagtens se hvilket årti man befinder sig i, især i tøj, men også i musikvalget der er brugt i filmen. Og derudover kan man også se det i det teknologi som bliver brugt i løbet af filmen, som passer til tidsalderen.

Billederene er også virkelig smukke og filmen emmer simpelthen af italiansk stemning. Der er også en varme i billederne, og alle billeder er godt beskåret, som gør det en fryd at se. Jeg fik flere gange lyst til at komme til Rom og gå rundt i byens gader.

I løbet af de første 30 minutter begyndte jeg at frygte at filmen vil føles lang, da spilletiden er på over 2 timer, men det var kun i et meget kort øjeblik at denne frygt var hos mig, da filmen havde min interesse stort set hele vejen. Jeg nød virkelig at følge med i de fire personers liv, og nød at drømme mig tilbage til Italien. Derfor føltes filmen heller ikke, i hvert fald for mig, som en film på over 2 timer, da der kun er meget få øjeblikke hvor filmen ikke er underholdende.

Dog syntes jeg til sidst at der måske var lidt for mange steder hvor man kunne slutte filmen, men hvor den blev ved – men efter at have set filmen, syntes jeg alligevel at den har den helt rigtige, og den bedste slutning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: