Anmeldt af: Kasper Rasmussen
På grund af udbredelsen af COVID-19, blev den nye ‘Mulan’ fjernet fra alverdens biografer og gik direkte til Disney +, og vi får nu endelig den danske premiere her 4. december. Men var ventetiden det værd?
Lad mig være yderst ærlig, når jeg nu frivilligt stiller mig op til alverdens dødstrusler og evig foragt: 90-ernes bedste Disney tegnefilm for mig hedder hverken ´Løvernes Konge´ eller ´Skønheden og udyret´. Jeg ligger personligt og vakler mellem Aladdin og “offeret” for dagens anmeldelse, nemlig den formidable ´Mulan´ fra 1998.
Historien om den mageløse kinesiske kvinde der bliver en rigtig m… øh kvinde, der ifører sig sin fars gamle rustning, klipper sit lange hår og forklæder sig som en mand, så hun kan tilmelde sig hæren i stedet for sin forælder, var for mig en næsten perfekt Disney film. Et af højdepunkterne i filmen var for mig overgangssekvensen, der tjente som et afgørende øjeblik til udviklingen af Mulans karakter og det er desværre én af mange scener i den nye ´Mulan´ liveaction version der enten er “sakset” helt eller forkortet. I modsætning til en masse af Disneys live-action genindspilninger, er ´Mulan´ dog ikke en “shot-for-shot” genindspilning a la sidste års `Løvernes konge`. Dette kræver kreative friheder, men de er alle relativt små, og handlingen i 2020-filmen er næsten kønsløst identisk med originalen fra 1998.
Det er også den dyreste film nogensinde der har haft en kvindelig instruktør, den første Disney-film til at have en asiatisk helt med asiatisk-amerikanske stemmer, og den første af Disneys live-action genindspilninger til at have en såkaldt PG-13 rating i USA. Presset er derfor stort for at ´Mulan´ bør blive en svimlende succes, men jeg vil med det samme sige, at det resultat dukker ikke op. Hvorfor føles `Mulan` som en biograftur uden popcorn?
Fans af tegnefilmen vil også blive forfærdet over at høre, at genindspilningen udelader sangene, vittighederne og den talende drage Mushu. Niki Caro og manuskriptforfatterne er gået efter en humoristisk og en endda til tider dyster tone, der erstatter alle de vittige jokes med ildevarslende taler om ære og loyalitet.
Til tider virker ´Mulan´ næsten som et voksent periode drama, men i sidste ende falder filmen et sted mellem to lejre. Børn kan blive afskrækket ved synet af flammende kampesten der bliver slynget gennem himlen på vores betrængte helte, mens teenagere kan bemærke, at en kvinde deler en sovesal og endda en hel seng med en flok svedige mænd. Mulan selv rødmer dog forlegent, når et håndklæde glider fra taljen af en af hendes mandelige kammerater, men ellers er filmen endnu mere koket end tegnefilmen var.
På plussiden har Caro og hendes team tilføjet nogle energiske “wire-fu” action sekvenser, hvor krigere sprinter op ad vægge og på tværs af flisebelagt hustage, og kameraet vender på sin side for at holde trit med dem. Der er intet, der matcher de smukke tyngdekraft-trodsende kampe i film som ´Crouching Tiger, Hidden Dragon´ eller Zhang Yimou’s ´Hero´ (hvor Jet Li også medvirkede), men ´Mulan´ vil forføre sine yngre seere, som en spændende introduktion til en kampsport versions “greatest hits”. Det er helt sikkert mere voldeligt end hos de fleste Disney-film, selv om forældrene ikke behøver at være bekymrede. Snesevis af unavngivne soldater bliver stukket ned, men de har alle for meget ære og loyalitet til at bløde. Der er også et nyt lag af mystik, der skylder lige så meget til Star Wars og superhelte film, som det gør til kinesisk “folklore”. ´Mulan´ skjuler ikke bare sit køn i hæren, hun gemmer sin ånd eller ‘chi’, som her bliver en magisk energi, der svarer til “Kraften”.
I en anden afledning fra originalen, introducerer filmen magi. For det meste i form af troldkvinde Xian Lang (Gong Li), en “shapeshifter” i tjeneste for Rouran angriberen Bori Khan (Jason Scott Lee), hvis magt tilføjer endnu mere visuel flair til en film der føles fyldt med det. Det er nemlig en film af den slags smukke visioner, der får dig til at savne flere “bockbusters” i biograferne her i 2020. De drabelige kampe er faktisk vidunderligt sammensat og konsekvent iscenesat i de interessante steder. På trods af kampe, der for det meste udfolder sig i “bjergrige ørkener”, finder Mulan måder at spilde sin farveglans på tværs af skærmen.
`Mulan´ bliver følelsesløst instrueret af Niki Caro og hovedpersonen er også utroligt upersonligt spillet og “martial arts” fremført af smukke men anonyme Yifel Yiu. Men det værste er at “martial arts” legenderne Donnie Yen og Jet Li bliver fuldstændigt spildt. Donnie Yen får sporadisk lov til at skinne, men specielt Jet Li er udsat for så rædderlig dubbing at man skulle tro at man kørte en vhs kassette igennem en 80´er portal af dårlige kungfu film.
`Mulan` ender dog i sidste ende med desværre blot at levere en “brugbar” film, der er ret let at glemme når det sidste “Happy meal” er fordøjet. Den lever ikke op til de forventninger, der visuelt stilles til den, og den argumenterer heller ikke overbevisende over for sine tidligste kritikere og langlivede fans af originalen. Det er en film der mest viser, hvad der ikke er der. Hvis du kan lukke det ude fra hjernebarken, er filmen dog ofte smuk at se på.
Personligt tror jeg at Disney burde have fundet sig en asiatisk instruktør, der kunne have bragt Disneys kultur mere spændende til live på skærmen, og mere effektivt rettet filmen og appelleret til det asiatiske publikum bedre. Det betyder naturligvis ikke, at Caro ikke er en talentfuld instruktør, men hun er måske ikke det bedste valg til en film af denne kaliber.
Niki Caros film er et velkonstrueret familievenligt wuxia-drama med lyse farver, storslået natur og prisværdige temaer. Men det bør bedst nydes, hvis du forventer en solid tween film i stedet for en monumental filmisk vartegn. Ses vi på McDonalds?
Hvilket valg træffer du?
‘Mulan’ kan ses på Disney + fra den 4.december
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=KK8FHdFluOQ
City Lights Filmblog 