Anmeldt af: Susanne Schatz
I 1929 udkom Alfred Döblins roman med samme navn, den er efterfølgende blevet filmatiseret flere gange: I 1931 som film, instrueret af Phil Jutzi og i 1980 som serie i 14 afsnit instrueret af Rainer Werner Fassbinder.
Som søn af afghanske flygtninge, men født i Tyskland, har Burhan Qurbani noget på hjertet med sin nyfortolkning af klassikeren ‘Berlin Alexanderplatz’. Filmen er en slags fortsættelse af emner, der spiller en stor rolle i hans andre film (fx ‘Shahada’, ‘Wir sind jung wir sind stark’), og samtidig er det en konsekvent overførsel af hans egen historie. Den oprindelige hovedperson Franz Biberkopf bliver til Francis, en flygtning i nutiden, men de har det til fælles, at være en fremmed, der må finde en vej og finde sig selv i en ny verden.
Flygtningeskibet forliser og Francis og hans kæreste er kastes ud i en overlevelsenskamp, kæresten drukner, mens Francis selv får reddet sig op på stranden. Han lover sig selv, at blive et godt menneske og at være taknemmelig over livet. Med håbet om et bedre fremtid kommer han til Berlin, hvor han prøver at finde sin vej. Han lærer tysk, arbejder hårdt, men træffer et uheldigt, skæbnesvangert valg ift. venskab. Reinhold, en skrøbelig, men på en måde tiltrækkende og karismatisk skikkelse, rammer præcis hans længsel med ordene, at ingen har fortjent sådan et liv, og at det er nemt at tjene penge. Francis følger derfor Reinhold ind i Berlins underverden med druk, stoffer og ludere! Men da han til et tidspunkt møder og forelsker sig i Mieze, der arbejder i ”escortbranchen”, synes lykken at blive håndgribelig – næsten …
Jeg må indrømme, at jeg har et generelt forbehold overfor film, som varer 3 timer, hvor man ofte godt kunne klippe mindst en ½ time væk – i hvert fald efter min smag! Men jeg er i tvivl om det også gælder for Berlin Alexanderplatz, der måske præcist, har den rigtige længde!?! Måske skal tilskueren selv vurdere det.
Det er en langsom film, som nænsomt inddrager publikum i situationer; følelserne ”smitter” direkte fra lærred, og man bliver direkte udsat for ubehag, ambivalens og katastrofer – man kan ikke undslippe!
Allerede den første scene er ”forstyrrende” og giver en forfærdelig følelse af at være fanget i havet, at miste kontrollen og stedsansen. Sikke et mareridt, og det er ikke engang det værste, der sker for Francis.
Hovedrollerne – Welket Bungué (Francis), Albrecht Schuch (Reinhold) & Jella Haase (Mieze) – er fantastiske! De udstråler en utrolig autenticitet og intensitet og har et perfekt sammenspil.
Reinhold er en frastøttende, klam og ubehagelig person; som man gradvist bliver introduceret til: Hans psykopatiske karakter, kamufleret af en venlig facade og til hans sårbarhed, som gør ham livsfarlig! Han tilintetgør alt, som er mod ham eller krydser hans planer … Albrecht Schuch har lige vækket opmærksomhed som Micha i Systembryderen!
Welket Bungué som Francis virker fascinerede og meget troværdig i hans stolthed og ydmyghed – et perfekt valg!
Mieze, eller rettere sagt hendes stemme, bliver gennem hele filmen – brugt som voice over til at introducere os til historien. Hun har en enorm skrøbelighed, men alligevel havde jeg lyst til at lytte til hende, og jeg blev nysgerrig på forløbet. Næsten lidt hypnotisk.
Filmen rummer flere forstyrrende overraskelser; den er rigtig godt lavet, belyser et brandaktuelt emne fra en usædvanlig synsvinkel, den er en helhedsoplevelse, som sætter sig dybt ind i kroppen og hjernen! Også efter man har forladt biografen.
Nå, jeg beslutter mig altså for, at længden er lige som den skal være!
Giv dig hen til ‘Berlin Alexanderplatz’ og til en rutsjebane af følelser – god fornøjelse!
City Lights Filmblog 