Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Selvom man måske ikke er stor fan af socialrealistiske dramaer, kan man godt alligevel tage ind og se ‘Herself’, da den på nogle måder også er en feelgood film.
Sandra er gift med en voldelig mand, som hun ikke selv kan sige fra overfor. Hun har dog forberedt sig på at forlade ham ved at give hendes datter et kodeord, som skal bruges til at tilkalde politiet, og har også lagt penge til side. Da dagen kommer, er retten hurtigt til at give Sandra en skilsmisse, og forlanger at faderen skal betale børnepenge, så længe Sandra overholder aftalen om at hendes eksmand skal have børnene i nogle weekender. Sandra og hendes to piger bliver midlertidig indlogeret på et hotel, hvor udsigterne til et ordentligt hjem er lange. Men da Sandra finder ud af at hun kan bygge sit eget hus, forholdsvist billigt, og samtidig får tilbudt en grund at bygge på, af en af hendes afdødes mors gamle veninder, begynder arbejdet med det nye hus og drømmen om et nyt hjem og en ny start.
‘Herself’ er instrueret af Phyllida Lloyd, og er inspireret af en veninde, som mistede sit job, og stod til at blive hjemløs i Dublin, hvor det er nærmest umuligt at få en ordentligt bolig. Og da Lloyd på samme tid blev præsenteret med et manuskript fra Clare Dunne om en kvinde i lignende situation, vidste hun at hun vil lave en film om disse kvinder. Lloyd har tidligere instrueret filmene ‘Mamma Mia’ fra 2008 og ‘Jernladyen’ fra 2011 – begge med Meryl Streep i hovedrollen.
Manus er skrevet af Clare Dune og Malcolm Campbell. Campbell har tidligere primært skrevet serier, som f.eks. ‘Shameless’ og ‘The White Queen’. Og Dunne har sin manuskriptdebut med dette manus. Jeg syntes man får et godt indblik i det irske system, hvis man er enlig kvinde og er i samme situation som Sandra. Karakterene er også nogenlunde skrevet, selvom jeg ikke helt forstår Sandra karakteren indimellem. Hun er lidt en enespænder, og jeg ved ikke om det er pga. hendes tid med den voldelige mand, eller hvad der er årsagen til at hun ikke har nogle i sit liv, udover dem hun arbejder for og med og hendes to børn.
Jeg syntes også dialogen indimellem bliver lidt for forklarende – der er ting som bliver sagt, som ikke rigtigt får nogle betydning, men klart bliver sagt fordi seeren skal vide det her.
Clare Dunne spiller også rollen som Sandra i ‘Herself’. Dette er hendes første store hovedrolle, men hun har haft mindre roller i f.eks. ‘Spider-man: Far from home’. Jeg syntes hun er ganske fin og troværdig i rollen som Sandra. Det meste af filmen har hun godt nok det samme fortvivlede, og triste udtryk i ansigtet, men indimellem lever hun lidt op og viser andre følelser, og det gør hun ganske fremragende. De fleste af de andre skuespillere er også nogle, forholdsvist udkendte, i hvert fald herhjemme. Det er lige pånær af Harriet Walter, som har en lang karriere bag sig og har spillet med i alt, ligefra ‘En kongelig affære’, ‘The Young Victoria’, ‘Babel’ til ‘Star Wars: Force awakens’, ‘Rocketman’, ‘The Crown’ og ‘Killing Eve’. Jeg syntes godt man kan mærke at hun er lidt mere erfaren. Hun giver en mere neddæmpet præstation, som dog emmer af autoritet. Men alt i alt gør alle skuespillerne det meget godt. Især skal de to piger, som spiller Sandras døtre fremhæves. Molly McCann og Ruby Rose O’Hara, er virkelig gode.
‘Herself’ er meget et kitchensink, socialrealistisk drama, og det er sjældent disse film er visuelle mesterværker. De kan på nogle måder teknisk minde om Dogme-film. Dog er der i ‘Herself’ brugt filmlys, og der er brugt underlægningsmusik. Men visuelt er filmen lidt kedelig, og der er meget få virkeligt flotte billeder.
Selvom det er kitchensink drama, så er der dog også feel good elementer i ‘Herself’, som løfter den lidt op, og gør at den ikke bliver alt for tung.
City Lights Filmblog 