Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers
Bare idéen om at være vidne til en filmatisering af Jerzy Kosinskis sagnomspundne og kontroversielle roman ‘Den Bemalede Fugl’, bør udløse en vis portion panderynker hos enhver potentiel seer. Har man derudover i mente at Václav Marhouls film eftersigende har udløst masseudvandringer på filmfestivaler i hvv. Toronto, Venedig og London, kan man muligvis spore sig ind på oplevelsens natur. Et grænsesprængende samsurium af verdenskrigens ondskaber.
I en Hieronymus Bosch-lignende verden hvor blod og ødelæggelse hele tiden eroderer alle menneskelige forhold, er en ung knægt vidne til en kavalkade af hadet, håbløsheden og eksternaliseringens mest gruopvækkende manifestationer. Med den ene scene efter den anden der pendulerer mellem pessimisme og sadisme, afmonterer filmen, som genrens dystre forgængere, enhver snert af krigsromantik eller sensationalisme den Hollywood-vante seer muligvis skulle sidde inde med.
Filmen kan, i en filmhistorisk kontekst, anses som den nyeste i rækken af Østeuropæiske anti-krigsfilm skabt som kunstnerisk terapi i forsøget på at bearbejde de dybtsiddende traumer verdenskrigen efterlod. I disse film spiller den barndommelige uskyldigheds kollision med omstændighedernes ondskab ofte en essentiel rolle, og derfor er det også nærliggende at sammenligne ‘The Painted Bird’ med den tydeligste inspirationskilde, Elem Klimovs mesterværk fra 1985, ‘Gå og Se’. ‘Gå og Se’ kan, om nogen, konkurrere med ‘The Painted Bird’ i visuelle afbildninger af krigens forfærdeligheder.
Det er dog ikke disse billeder alene der gør ‘Gå og Se’ til det uovertrufne mesterværk det er. Disse sceners styrke opstår derimod i kraft af det psykologiske og emotionelle bånd der knyttes mellem publikum og protagonist, og det er her den primære forskel på de to film træder frem. For hvor Elem Klimov og Ales Adamovichs manuskript lægger vægt på netop dette barns menneskelig og hans mangefacetterede psykologi, virker ‘The Painted Birds’ hovedperson oftere objektificeret – som et remedie for instruktøren til at drive historien frem. Som en brik der sammenkæder en ellers næsten antologisk film-konstruktion. Og hvis man skal være grov, som en humanitær undskyldning for eksplicit og mystik-forladt at afbilde de mest groteske umenneskeligheder man kunne forestille sig.
Der er utvivlsomt en samfundslig pointe i den langt hen ad vejen pacificerede hovedperson, men ikke desto mindre afføder denne beslutning en grad af immunitet i den distancerede og fremmedgjorte seer, der til syvende og sidst gør filmen til en mindre mindeværdig og emotionel oplevelse end de mere menneskeligt fokuserede film i samme genre. Det skal dog også nævnes, i denne sammenhæng, at en film, der i så udpræget grad som denne afhænger af seerens fysiske og psykiske reaktion på billederne, er garant for en subjektiv oplevelse. Filmer falder dog ikke helt til jorden for mig.
I sjældne øjeblikke titter en underliggende humanisme frem, og ligesom den pulserende skønhed kilometer fra overfladen i groteske og perverse filmværker som ‘Salo’, eller de ‘120 dage i Sodoma’ manifesterer sig i en pludselig dans, viser også Vaclav Marhoul at menneskeligheden kan blomstre, selv fra den hårdeste cement. Denne inderlighed opretholdes ligeledes af Petr Kotlárs lettere emotionelt monotone, men ikke desto mindre dybtfølte præstation som den unge dreng Joska, samt Vladimír Smutnýs lige dele fortvivlede og smukke cinematografi.
I enkelte scener formår filmen derudover at transcendere lidelsens monotoni og strejfe noget af den allegoriske poesi der karakteriserede Kosinskis roman. Det er også i disse øjeblikke man fornemmer filmens potentiale som et grusomt eventyr – en metafysisk refleksion over ondskabens altopslugende smitsomhed. En fabel der dog alt for ofte drukner i dens stræben efter publikums fysiske reaktion. Derved får man det indtryk at filmen ikke stoler på sine egne metaforer, og for en sikkerheds skyld lader dem ledsage af et skingert volds-bombardement uden ophør.
Samlet set formår ‘The Painted Bird’ derfor ikke, i min optik, at balancere sine elementer. Det uproportionelle forhold mellem håbløshed og menneskelighed resulterer i en interessant, men ikke menneskeligt bemyndigende følelse, der sommetider tenderer kynismen. På samme måde afføder beslutningen om at nedprioritere det allegoriske filmsprog til fordel for den konkrete og udpenslede vold en til tider trættende repetition af ondskabens manifestationer.
Om filmen for dig opleves som et emotionelt slående storværk eller en udholdelsesprøvende tur gennem krigens håbs-forladte inferno, skal jeg dog ikke kunne afgøre. For mig hælder den desværre mod det sidste.
City Lights Filmblog 