Anmeldt af: Lou von Brockdorff
‘Mank’ er om noget, en film om Hollywood, og historien om en af de bedste film som nogensinde er lavet, nemlig Orson Welles’ ‘Citizen Kane’ fra 1941.
Herman Mankiewicz er i 1940 en erfaren manuskriptforfatter i Hollywood, men mangler stadig at skrive sit mesterværk. Den unge Orson Welles hyrer ham til at skrive manuskriptet til hans første film, ‘Citizen Kane’, som skal skrives på 60 dage. Mankiewicz, som har brækket benet, og er fuldblods alkoholiker, indlogerer sig på et hotel, med en ung britisk kvinde som han dikterer manuskriptet til. Samtidig med det får vi flashback til hans tid i Hollywood og til hans forhold med multimilionæren og avismanden William Randolph Hearst.
‘Mank’ er skrevet af David Finchers far, Jack Fincher som har skrevet forskellige essays og artikler, men her 17 år efter sin død får han sin debut som manuskriptforfatter. Jeg er meget begejstret for hans manus, og især dialogen. Dialogen er hurtig og skarp, og især i scenerne med mange skuespillere, flyver dialogen eminent.
Jeg er også meget stor filmnørd og ser mange film fra 1930erne og 1940erne, så jeg elsker også altid at se film som omhandler Hollywood i den tidsperiode. i ‘Mank’ får vi virkelig et indblik i Hollywood i de år, og det studiesystem som de havde dengang. Vi møder også nogle af de helt store producere, som f.eks. Louis B. Mayer og Irving Thalberg, og vi møder den unge bror til Herman, nemlige Joseph Mankiewicz, som senere blev Oscarvindende instruktør.
Eftersom ‘Citizen Kane’ er baseret på avismanden William Randolph Hearst, og eftersom filmen er instrueret af Orson Welles, så dukker de selvfølgelig også op flere gange, ligesom Hearsts kæreste Marion Davies også får et tæt forhold til Herman. Derudover bliver flere store Hollywood personligheder, og offentlige personer i den periode også nævnt.
Det er her at filmen godt kan være rigtig svær at forstå, og følge med i, for folk som ikke er ligeså nørdet, når det kommer til film, og for folk som ikke kender noget til den periode. For der er som sådan ikke nogen introduktion til nogle af karakterene, og hvis man ikke aner hvem de er, eller hvilken status og betydning de havde, kan det være rigtigt svært at finde rundt i hvad der sker og hvad der bliver snakket om. For mig virker det som om at det her er en mand der elsker filmbranchen, og især det gode gamle Hollywood, som har lavet en film til folk der er lige så store filmelskere, og som kender til ‘Citizen Kane’ og historien omkring den. Jeg så den selv sammen med nogen der ikke er så meget inde i den periode som jeg er, og det er tydeligt at de ikke opfangede alle de samme små detaljer som jeg, og de mistede hurtigt interessen for filmen. Jeg elsker derimod at møde alle de forskellige personligheder, og få et indblik i den tid.
Skuespillet i ‘Mank’ er i særklasse. Gary Oldman, som i 2017 vandt en oscar for ‘Darkest hour’ er her på jagt efter sin tredje oscarnominering, og er fantastisk som Herman. Også Amanda Seyfreid ligner en som er på oscarkurs med, hendes, nok bedste skuespilspræstation nogensinde, som Marion Davies. Begge viser flere dybder i deres karakterer og især er sammenspillet imellem dem fantastisk. Også Lily Collins, som spiller den unge pige der skriver hvad Herman dikterer, giver her en af hendes bedste præstationer. Derudover er Charles Dance, som næsten altid, fremragende som William Randolph Hearst, og spiller på en måde, så man kan fornemme noget farligt ligge og ulme under den venlige overflade. Derudover er Tuppence Middleton, Tom Burke, Tom Pelphrey, Toby Leonard Moore og Ferdinand Kingsley med. Sammen giver alle disse skuespillere, nok en af de bedste all-cast skuespilspræstationer i en film jeg længe har set. De formår også alle sammen at levere den velskrevne dialog, som den skal leveres, nemlig hurtigt og skarpt.
Visuelt er filmen i sort/hvid, men alligevel fantastisk smuk. Erik MesserSchmidt har filmet ‘Mank’, og formår at lave imponerende billeder. Han formår også at bruge de sort/hvide nuancer rigtigt flot, og leger med skygger og lys. Musikken har et jazzet lag over sig, som passer fantastisk til billederne, stemningen og klipningen. Det er igen Atticus Ross og Trent Reznor som har lavet musikken. De har tidligere arbejdet sammen med Fincher på ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ og ‘The Social Network’, som de vandt en Oscar for. Iforhold til ‘The Social Network’, er det her noget helt andet, og viser bare Ross og Reznors alsidighed og talent, og hvordan de formår at ramme forskellige tidsperioder med deres musik.
David Fincher har instrueret mesterværker som ‘Seven’, ‘The Game’, ‘Fight Club’, ‘Zodiac’, ‘Kvinden der forsvandt’ og Netflixserien ‘Mindhunter’. Med ‘Mank’ har han lavet en film som giver et indblik i en tid og en branche som har en utrolig charme, og med mange rigtigt store personligheder. Og han formår at hoppe imellem nutid og flashback, på en måde som kan virke forvirrende, men som alligevel fungerer.
Spilletiden på over 2 timer, er dog lige til den lange side, og da det er en film der kræver at seeren, at man følger med og lytter til hvad der bliver sagt, kan den indimellem godt føles lidt tung at se, og indimellem ryger koncentrationen lidt. Jeg kan især forestille mig at man nemt kan give op, hvis man som udeforstående har svært finde ud af hvad de snakker om, og hvem der er hvem. Filmen kræver simpelthen, måske for meget, at man har styr på tidsperioden og de forskellige personer.
Men udover det har David Fincher taget sin fars manuskript og skabt en jazzet, underholdende, velspillet og visuelt smuk film. Fincher har endnu ikke vundet en Oscar, men han ligner også allerede en nu, som er i spild til en nominering. Ligesom flere andre, både foran, og bag kameraet på ‘Mank’ er det.
‘Mank’ kan ses på Netflix
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=aSfX-nrg-lI
City Lights Filmblog 