‘Erna i Krig’: Trine Dyrholms Erna er endnu en sejr, i måske hendes bedste film nogensinde der får Hævnens Oscar fest til at virke som lysår siden.

Anmeldt af: Kasper Rasmussen

Erna i krig’ dufter ikke særligt godt, men det er heldigvis meningen i Henrik Ruben Genz´flotte krigsdrama, der vil blive stående som en langtidsholdbar krigsfilm.

Jeg har aldrig været i tvivl om Trine Dyrholms talent, men endnu har FILMEN for mig manglet. Den syntes jeg vi har fået nu, for selvom hun har medvirket i fine film som ‘Festen’, ‘En Kongelig affære’ og sidste års ‘Dronningen’, har hun for mig manglet en personlig DEFINITIONS film man vil huske længe efter hendes stjerne en dag slukkes. ‘Erna i krig’ vil jeg huske længe.

Vi er i Sønderjylland under Første Verdenskrigs sidste år: 1918, hvor Englemagersken Erna Jensen(Trine Dyrholm) fra Bramstrup, lever et simpelt liv med store drømme om at åbne sin egen smørrebrødsforretning. Hun er rejst med sin ikke for begavede adoptivsøn Kalle til Flensborg, fordi han er indkaldt til tysk krigstjeneste, hvilket kun vil slå ham ihjel. På vej væk fra kasernen i Flensborg hjælper Erna en ung dansksindet soldat, der deserterer. De to bytter tøj og identitet og Erna lader sig indrullere i Reserveregiment 86 som ’Menig Julius Rasmussen’. For hvis Kejseren kan bruge én som Kalle, så kan han også bruge Erna, mener hun. Ernas drastiske beslutning får dog store konsekvenser for alle omkring hende, i særdeleshed hos mændende. Og er hendes hjerte stort nok til at redde “hele” verden?

Filmen er bygget over Erling Jepsens roman ‘Erna i krig’ som udkom i 2018. Bogen var delvist selvbiografisk og er nu flot filmatiseret af Henrik Ruben Genz, der tidligere har filmatiseret Erling Jepsens ‘Frygtelig lykkelig’ og ‘Undskyld, jeg forstyrrer’. Så den gode opskrift er altså igen en fin cocktail, der nu kan sprænges op.

Rent visuelt udviser filmversionen dog et markent stemningsskifte, hvor der i de tidligere filmatiseringer var plads til både lun humor og sjove grin. Her er humoren gjort til en overlevelsesteknik i de flotte og næsten 3-D “duftende” krigsbilleder af cinematograf Jørgen Johansson, der får os overbevisende henlagt til en næsten glemt tid for 100 år siden.

Man følger i filmen spændt Ernas “kærlighedsmartyrinde” der bluser “skyttegravsblomster” op omkring det mandelige klientel, der som et uønsket barn – “sådan noget går i arv”-, lyser op i de snaskede, fluebefængte og forådnede skyttegrave. “Jeg er ikke nogens kone”, siger hun stolt, mens hun laver kærlighedspandekager fra troppens sidste vanddepot.

Trine Dyrholm bærer den eneste kvindelige rolle i filmen med stolt pathos og med hjertet forrest, i en mandsdominerende verden hvor både daglige voldtægtsforsøg og rottebefængte skyttegrave udgår Ernas “dagligdag”. Hun henleder med sit spil visioner til en fordansket udgave af Fellinis Giulietta Masina, hvilket jeg ikke kan stjernekaste større.

Mændende omkring hende er også alle glimrende i deres roller, hvor Ulrich Thomsens Meier, på en gang militant og stålsat, ligeså hutigt kan falde grådkvaldt sammen som en blodtørret karklud. Endnu en overbevisning. Anders W. Berthelsens Anton er Berthelsen i “Greatest hits” mode, hvilket passer fint ind i historien som Ernas kommende store kærlighed.

Der er meget langt fra ‘Basserne’ og ‘Piger i trøjen’, til denne visuelt internationale krigsmarch, der fortjener et stort publikum.

Filmen bliver i dens markedsføring forsøgt solgt primært med kvinderne for øje, hvilket er synd da filmen vitterligt er “herre” god.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: