Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Vi lever i en tid hvor gyserfilm ofte virker uambitiøse, og som let og ligegyldig underholdning. Men med ‘Come Play’ virker det, til at Jacob Chase har noget på hjertet, og giver os en god gyserfilm.
‘Come Play’ er baseret på kortfilmen ‘Larry’ fra 2017, som er instrueret af Jacob Chase, der også har instrueret ‘Come Play’. Han har lavet mange kortfilm, men dette her er hans spillefilmsdebut. Han har også skrevet ‘Come Play’, og jeg må sige der er en genialitet i manus.
Oliver Sutton er en stum 8-årig dreng med autisme, som kommunikerer ved at skrive og tegne på skærme. I Skolen er Oliver ensom, og bliver mobbet, og ønsker sig virkelig en ven. Da hans forældre bliver skilt, lukker han sig mere ind i sig selv, og bliver mere afhængig af sine skærme. En aften dukker der en børnebog kaldet ‘Misforstået monstre’ op på hans telefon, og Oliver begynder at læse bogen. Historien handler om en ensom skabning, som hedder Larry, der bare vil have en ven. Oliver indser hurtigt, at jo mere han læser af bogen, jo mere kommer Larry ud i den virkelig verden, på jagt efter en ven.
Jeg syntes det er fuldstændigt eminent at have en hovedrolle, som ikke har noget sprog, og som er afhængig af skærme, hvor monstret bor i, til at kommunikere med andre mennesker. Jeg kan ikke huske at have set en gyser på samme med, med en karakter uden sprog. Det der kommer tættest på er måske film som ‘Hush’ fra 2016, med en døvstum hovedkarakter.
Azhy Robertson, som spiller Oliver, er også vanvittigt godt castet, og spiller rollen fuldstændigt fremragende. Jeg var i løbet af filmen i tvivl om han faktisk havde autisme, eller om han bare spillede. Men eftersom vi har set ham i andre ting som f.eks. ‘Marriage Story’ og ‘The Plot against America’, må jeg bare erkende, at han er en voldsomt talentfuld skuespiller.
Gillian Jacobs som spiller hans mor, er nok mest kendt for sin rolle i komedieserien ‘Community’. Hun gør det også godt i ‘Come Play’, og samspillet med Robertson, og John Gallagher Jr. som spiller Olivers far, er fremragende. Derudover spiller de tre drenge, Winslow Fegley, Jayden Marine og Gavin MacIver-Wright, som spiller Olivers bøller, også fremragende.
Visuelt er filmen mørk, og det føltes som om der er noget virkeligt på spil. Det er en flot film, med et musikscore, som passer godt til stemningen og billederne. Selve lyddesignet er også mørkt og smukt på samme tid, og er igen med til at gøre man sidder tilbage med en film, hvor meget virker gennemtænkt og gennemarbejdet.
Jeg blev også flere steder oprigtigt rørt af filmen, og især af skuespillet. Måske er det igen fordi man har valgt at have en hovedrolle med autisme, som ikke kan kommunikere. Jeg må indrømme at det er længe siden jeg har engageret mig så meget i en hovedrolle i en gyserfilm. Ikke nok med at den lille dreng skal kæmpe med autisme, mobning, ensomhed og sine forældres skilsmisse, så skal han også kæmpe imod et monster, som er efter ham. Jeg følte virkelig med Oliver, og også med hans forældre.
Det her føltes også som en gyserfilm, der har noget på hjertet, og der er flere lag i fortællingen og i symbolikken, at man ikke keder sig et øjeblik. Det er en af de sjældne gyser film, som man faktisk tænker over bagefter.
Der er dog også mange ting som ikke er så originale i handlingen. F.eks. er selve opbygningen af filmen klassisk gyser film, og er noget man har set mange gange før. Mange af gysene er heller ikke så originale, og flere gange kan man se de forskellige gys komme, før de faktisk kommer.
Når det er sagt så virker gysene effektivt, og det er flot lavet.
Jeg syntes det er en flot debut spillefilm, og det er en af de mest rørende og mest tankevækkende gyserfilm, som jeg har set meget, meget længe.
City Lights Filmblog 