Anmeldt af: Clara Miller
Budskabet i filmen er super fint og klassisk – kærlighed er det vigtigste, og du skal værdsætte de mennesker, du har omkring dig. Men undervejs i filmen når jeg aldrig rigtig at føle at der er noget på spil, og derfor bliver slutningen bare rimelig antiklimatisk for ikke at sige forudsigelig.
Fei Fei vokser op med fortællingen om at kvinden Cheng’e lever på månen, hvor hun længes efter at kunne være sammen med sin elskede Houyi, som hun har mistet. Fei Fei mister sin mor som barn, og da hun bliver lidt ældre, mister faren sin tro på det eventyrlige. Derfor bliver det Fei Feis mission at rejse til månen og bevise for sin far, at Cheng’e eksisterer, da hun symboliserer det fantastiske.
Fei Fei bor i en vidunderlig by, med skønne vandløb og træer, og flotte farver. Jeg synes animationen her er ganske glimrende, og Fei Feis familie bliver portrætteret med en masse kærlighed, især omkring madlavningen, som består af alverdens lækkerier. Lige madlavning er dog et ømt punkt for Fei Fei – hendes forældre ejede et bageri, som lavede ’månekager’, og de brugte morens særlige opskrift. Men efter 4 år i ensomhed har faren nu fundet en ny kæreste, og hun laver månekagerne på en anden måde.
Fei Fei står altså pludselig i en situation, hvor det liv, hun kendte, er ved at forsvinde. Og hun skal ikke kun forholde sig til at der kommer en kvinde og ’overtager’ sin mors plads, men også at hun får en bror. Dette emne er superfint, da sammenbragte familier på den ene eller anden måde er en meget hyppig ting, vi ser i dag. Desværre virker det som om at det er dette, som skal bære hele filmen, og jeg synes bare ikke, der er kommet nok guf på følelserne omkring at få en ’ny familie’.
Når først Fei Fei kommer til det eventyrlige måneland, går det dog helt galt. Alt virker underligt forhastet, selvom det i praksis bliver trukket i langdrag og jeg begynder at kede mig. Dertil kommer der den ene karakter efter den anden, som jeg ikke får noget forhold til, og et par mærkelige eurovision-lignende sange, som jeg på ingen måde synes passer ind i stemningen. Animationen i månelandet er også helt baby-agtigt i forhold til hvordan, den var på Jorden. Alt i alt får jeg lidt splittede tanker om, hvad det er filmen prøver at sige, og hvilken målgruppe den forsøger at ramme.
Instruktør Glen Keane har arbejdet med mange animationsfilm før, men ’Til Månen og tilbage’ er hans spillefilmsdebut som instruktør. Steven Price, som vandt en Oscar for musikken i ’Gravity’ (2013), har komponeret musikken og jeg synes, man kan høre, at dette er af høj kvalitet. Scoren er rigtig behagelig undervejs i filmen og omkring knudepunkterne, og selve sangene fungerer også – ser man bort fra Cheng’es to sange, hvor hun efterligner en popstjerne.
Jeg vidste godt, at jeg satte mig for at se en animationsfilm til børn, men alligevel havde jeg håbet at der ville være nogle såkaldte voksenfølelser på spil; noget humor, nogle karakterer eller nogle situationer, jeg kunne sætte mig ind i. Desværre var der ikke rigtig noget. ’Til Månen og tilbage’ er klart en film jeg ville anbefale de små børn, da tempo, farver og tema ikke bliver interessant nok for større børn, eller forældre.
‘Til Månen og tilbage’ kan ses på Netflix
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=26DIABx44Tw
City Lights Filmblog 