Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Alfred Hitchcock lavede et mesterværk med sin version af ‘Rebecca’ fra 1940 ,hvor han havde skuespillere som Laurence Olivier og Joan Fontaine, i hovedrollerne – nogle personer med talenter, som ‘Rebecca’ fra 2020 mangler.
I Monte Carlo møder den unge kvinde, den flotte, charmerende og velhavende enkemand Maxim de Winter, som hun starter en intens romance med. Da hun fortæller De Winter at hun nu skal rejse fra Monte Carlo, gifter de sig og han tager hende med tilbage til sit hus, Manderley. Her møder den nyligt gifte Mrs. de Winter husets personale, som blandt andet består af husholdersken Mrs. Danvers, og hun skal nu falde til i det kæmpe hus og i den nye rolle. Men Maxims afdøde kone, Rebecca overskygger lykken og hendes arv lever stadig videre i det gamle hus.
Ligesom versionen fra 1940, er denne version igen baseret på Daphne Du Mauriers roman fra 1938, og derudover har Jane Goldman, Joe Schrapnel og Anna Waterhouse skrevet filmen. De er alle tre ret erfarne manuskriptforfattere med titler som; ‘Kick-ass’, ‘X-men: Days of future past’, ‘Kingsman-fimene’ og ‘Frankie & Alice’ på cv-et. Så det burde være folk der kunne skrive en film, og replikker nogenlunde. Men her har vi filmens første problem, for meget af tiden er replikkerne forfærdeligt skrevet, hvor de enten skal overforklare ting, eller bare virker utroværdige, og de er leveret fra skuespillerne uden nogen rigtigt indfølelse.
Lily James og Armie Hammer spiller Mrs. de Winter og Maxim de Winter. Jeg har set Armie Hammer være ganske godt i ting – b.la. i ‘The Social Network’, men det er tydeligt, at han her ikke er nogen Laurence Olivier. Der er ikke den samme dybde i hans skuespil, og han formår ikke at udtrykke de samme slags følelser, som rollen kræver, og som Olivier gjorde så eminent. Der er heller ikke nogle kemi mellem ham og Lily James, og man tror aldrig på deres forhold. Lily James begyndte virkeligt at irritere mig halvvejs igennem filmen. Hun formår at spille en i rolle i en to timers lang film, hvor hun har det samme ansigtsudtryk igennem hele filmen, og ikke formår at vise mere en to forskellige følelser. Et lille lyspunkt i skuespillet er Kristin Scott Thomas i rollen som Mrs Danvers, som har et par scener hvor hun er god, men hun er bare ikke skræmmende, på den måde som karakteren skal være, og som Judith Anderson gjorde hende i den oprindelige film. Til sidst bliver Scott Thomas’ spil ligeså overfladisk, som hos alle de andre.
Det er også tydeligt at instruktør Ben Wheatley ikke er nogen Hitchcock. Han formår simpelthen ikke på nogen måde at opbygge spænding eller suspence. Indimellem var jeg i tvivl om han forsøgte at lave en gyserfilm i stedet, for der er sekvenser der kunne være i en gyserfilm. Det virker bare helt misforstået her, og slet ikke uhyggeligt. Filmene indeholder heller ingen charme, som den gamle film gjorde. Måske er det også skuespillernes skyld, de mangler simpelthen Oliviers og Fontaines charme.
Der er også foretaget nogle underlige visuelle valg. Klipningen, især i starten, undrede mig ret meget. Der er nogle underligt hurtige klip, og scener som er klippet forvirret sammen. Der er også flere montager, som virker underligt klippet sammen. Musikken i filmen er ret forglemmelig, men passer på samme tid overhovedet ikke til filmen, så efter at have siddet igennem hele filmen, begyndte musikken også at irritere mig.
Der er dog nogle flotte billeder indimellem. Ikke fuldstændigt fantastiske billeder, men billeder som løfter filmen en lille smule op.
Alt i alt mangler filmen simpelthen bare charme, suspence, et god manus, skuespillerer som kan spille rollerne, og som har forståelse for karakterene, og en instruktør som har forståelse for historien, og brugen af filmiske virkemidler. Det bedste jeg kan sige om ‘Rebecca’ fra 2020 er at jeg fik lyst til at se den gamle film igen, og det er også det jeg vil anbefale jer at I gør.
‘Rebecca’ kan ses på Netflix
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=LFVhB54UqvQ
City Lights Filmblog 