Anmeldt af: Charlotte Philips

To skæbner støder sammen og drager ud på en følelsesmæssig rejse, der omhandler identitet, seksualitet, familie og venskab; alt sammen på en amerikansk militærbase i Italien.

Anmeldelsen dækker afsnit 1-4
‘We Are Who We Are’ fortæller historien om teenageren Fraser (Jack Dylan Grazer), der sammen med sin mor, obersten Sarah (Chloë Sevigny), og hendes kæreste, majoren Maggie (Alice Braga), i 2016 flytter ind på en amerikansk militærbase beliggende i den italienske kystby Chioggia. På militærbasen møder Fraser den mystiske og tiltrækkende Caitlin (Jordan Kristine Seamón), som også bor der med sin familie. Et venskab mellem de to 14-årige opstår, og den ellers ensartede hverdag på militærbasen forandres for dem begge. En rejse ind i ungdommens enigmatiske eksistens begynder, hvor Fraser og Caitlin prøver at finde deres sande identitet.
Bag ‘We Are Who We Are’ står den italienske filminstruktør Luca Guadagnino, som er kendt fra 2018-versionen af Dario Argentos klassiker ‘Suspiria’ samt den kritikerroste ‘Call Me by Your Name’ fra 2017. Idéen til serien kommer dog fra den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano, som i samarbejde med Guadagnino har skrevet seriens otte afsnit. Det er tydeligt at mærke, at ‘We Are Who We Are’ omfavner den italienske atmosfære på en autentisk måde, som kun indfødte som Guadagnino og Giordano kan formå at skildre til perfektion. Dette ses i bl.a. i portrætteringen af lokalbefolkningen og byen, hvor Caitlins og Frasers historie udspiller sig – til gengæld er det svært at sige, hvor realistisk deres portrættering af livet på den amerikanske militærbase er.
Seriens to første afsnit følger henholdsvis Fraser og Caitlin ud fra hver deres perspektiv på samme dag, nemlig dagen inden de lærer hinanden at kende. Afsnittene startes på en umiddelbar facon, som ikke gør sig de store anstrengelser for at forklare noget for seeren. Der er intet struktureret narrativ, men derimod en mere observerende tilgang til karaktererne – denne form for observation bliver specielt intim og ufiltreret i scener, hvor vores karakterer er alene. Måden at indfange deres ånd på er
interessant, men kan til tider fremprovokere en undren og overraskelse, da hverken Frasers, Caitlins eller birollers forhold til og følelser for hinanden gøres særligt klare. Et eksempel er Frasers voldelige og barnlige adfærd over for sin mor, hvilken fremstår karikeret og direkte underlig, samt fjerde afsnits bryllupsfest, der pludselig tranformeres til et vildt og sært orgie.
Cinematografien er meget ‘stemningsorienteret’ og skifter mellem håndholdt kamera for at vise ungdommens energiske ånd og stillestående kamera i scener, hvor bl.a. militærbasens stringente stemning skal indfanges. ‘We Are Who We Are’ er altså grundlæggende det, jeg kalder en stemningsorienteret serie. Det vil sige, at seriens udtryk primært prioriterer følelser og atmosfære og ikke narrativ struktur eller plot. Soundtracket er sparsomt, men byder ofte på fin instrumentalmusik, som ikke forstyrrer scenernes organiske lyde, samtidig med der ofte spilles sange af britiske Blood Orange, som Fraser, der i første afsnit næsten ikke ses uden sine høretelefoner på, selv lytter meget til.
‘We Are Who We Are’ er ikke en serie, der byder på store dialoger eller et konventionelt narrativ, men den kan så til gengæld en del andet. Serien fanger ungdommens følelsesliv, som ofte taler sit eget komplicerede sprog, og skuespillet er naturligt og næsten underspillet, hvorfor karaktererne fremstår autentiske og upolerede. Den manglende progression i fortællingen om Fraser, Caitlin og deres venner kan til tider gøre serien lidt tung for den ‘utålmodige’ seer. Dette er altså en serie, der skal ses for dens øjebliksbilleder, indfangen af nuets intensitet og atmosfæriske portrættering af ungdommen; alle er elementer, som Guadagnino brillerer i. Det bliver interessant at se, hvor serien bevæger sig hen i de kommende afsnit! ‘We Are Who We Are’ får tre store Chaplins.
‘We Are Who We Are’ kan ses på HBO Nordic
Første sæson har 8 afsnit
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=2W5iq07VTjg
