‘Sandheden’: et øjebliksbillede af et kompliceret mor- og datterforhold

Anmeldt af: Mathilde Bolt

‘Sandheden’, eller ‘La Vérité’, som den oprindeligt hedder, er en fransksproget film, der handler om den aldrende skuespillerinde Fabienne Dangeville (Catherine Deneuve) og hendes komplicerede forhold til sin datter Lumir (Juliette Binoche).

I begyndelsen af filmen ser vi Fabienne sidde og tale med en journalist, og inden de er færdig, ankommer familien, bestående af Fabiennes datter Lumir, svigersøn Hank (Ethan Hawke) og barnebarn Charlotte (Clémentine Grenier). Fabienne lader sig ikke mærke med det, og fortsætter interviewet, med en tone af ligegyldighed. Familien er der for at fejre udgivelsen af Fabiennes selvbiografi, men besøget handler mere om Fabiennes nyeste projekt som skuespillerinde og hendes modvilje mod hendes medskuespillerinde, Manon (Manon Clavel), end både selvbiografi og familiebesøg.

‘Sandheden’ har en fortælling, som er svær at beskrive med ord. Den er ikke en hæsblæsende action-komedie med et tydeligt plot, men et følsomt drama, hvor det der siger mest, er det der bliver sagt uden ord. Filmen omhandler Lumirs anstrengte forhold til sin mor, og man ser hende kæmpe med sig selv igennem hele filmen – en kamp imellem en lille piges ubetingede kærlighed til sin mor og vægten af de svigt, hun har oplevet igennem sin opvækst.

Japanske Hirokazu Kore-eda, der har skrevet og instrueret ‘Sandheden’, har tidligere fået stor ros for lignende arbejde med ‘After The Storm’ fra 2016. ‘Sandheden’ er den første af hans film, som ikke foregår i Japan, og det er derfor første gang han arbejder med en film på andre sprog end sit modersmål.

Filmen er desværre ikke hans bedste, men han indfanger dog flot charmen fra en fransk film, hvor han samtidig blander lige nok amerikansk stil ind til, at filmen ikke bliver for smal og fransk.

Når det så er sagt, så er jeg ikke udpræget fan af rollen Hank, som spilles af Ethan Hawke, da den virker ligegyldig og tjener mere som en del af Lumirs baggrundshistorie end noget andet, men på trods af dette får han uforholdsvis meget skærmtid.

‘Sandheden’ handler primært om kvinderne i filmen, nemlig Fabienne og Lumir, der spilles af de meget dygtige og erfarne skuespillerinder Catherine Deneuve og Juliette Binoche, som selvfølgelig gør det bedre end fremragende. Særligt Catherine Deneuve har en vidunderlig evne til at gøre de mest tragiske udtalelser en smule komiske på den fede, tørre franske måde. Clémentine Grenier spiller barnebarnet Charlotte, og lader kameraet indfange den barnlige uskyld og naivitet, som kendetegner børn under en vis alder. Det er meget indtagende og man kan ikke lade være at trække på smilebåndet, når hun toner frem på skærmen.

‘Sandheden’ er en sød film, som ikke kommer helt op at ringe, men alligevel har noget relevant at sige om indviklede familieforhold og den kærlighed som man finder i en familie på godt og ondt.

Efter at have set traileren til filmen, tænkte jeg, at det ville være det amerikanske islæt i form af Hank, som jeg bedst ville synes om, da jeg ligesom de fleste andre er mest vant til at se amerikanske film, men jeg tog fejl. Den franske del var uden tvivl den bedste, og historien kunne godt have undværet den amerikanske Hank.

‘Sandheden’ passer godt til en eftermiddag, hvor der er brug for at skrue lidt ned for tempoet, og man mest bare har lyst til at sætte sig i biografsædet med en café au lait og en croissant.