‘Tysktime’: Nazisternes hjernevask vises i smukke billeder via en familietragedie.

Anmeldt af: Susanne Schatz

Siegfried Lenz skabte med romanen ”Tysktime” en klassiker, og en af de største tyske efterkrigsromaner. Den behandler emner, som har en evig gyldighed – loyalitet, etiske værdier, forkert forstået pligt-opfyldelse, skyld.

Siggi Jepsen er anbragt i en institution for adfærdsvanskelige unge, hvor han nægter at skrive en tyskstil om ”Pligtens glæder”, men gradvist skriver han om sin egen opvækst i den lille landsby Rugbüll ved den dansk-tyske grænse. Hans far, Jens Ole Jepsen (Ulrich Noethen), var før den lokale politibetjent, men efter nazisternes magtovertagelse er han en loyal håndlanger. Når nazisterne siger eller mener noget, så er Jens fuldstændig ukritisk – der skal omgående handles. Uden hensyn. Han betros opgaven med at overvåge Max Nansens maleforbud. Opgaven kompliceres af, at de er gamle venner.

Instruktøren Christian Schochow har delvist valgt at optage filmen ved det danske vadehav – det er utrolig dejlige billeder, og en fantastisk stemning, som afspejler ensomhed, længsel, naturens kræfter og uendelighed! Jeg fik meget lyst til selv at være der – mærke havets lugt, føle vinden og sandet.

Instruktøren giver historien meget tid til at udvikle sig – ”Tysktime” varer 125 minutter – men trods længden har karakternerne få replikker.

I starten ved man ikke særlig meget om de forskellige relationer, eller hvordan familierne er flettet sammen – på godt og ondt. Man bliver bare kastet ind i handlingen, og stille og roligt bliver man introduceret til, hvordan det hele hænger sammen. Max var kærester med Jens´ kone i gamle dage, og har nu et meget tæt forhold til hans børn, specielt til Siggi. Max lever udelukkende for sin kunst, han er loyal, og han er én som vil gå gennem ild og vand for at redde en ven. Jens har modsat fuldstændig mistet en naturlig fornemmelse for andre, han har helt glemt, hvad de havde sammen, for han brænder for nazisternes idealer! Fx prøver han at misbruge Siggi som stikker i forhold til Max, og hans loyalitet for partiet er stærkere end over for hans egen familie. Der er få øjeblikke, hvor man aner, at han måske alligevel tvivler mellem pligt eller medfølelse, men pligten vinder.

Siggi er en dreng, som elsker og beundrer Max, men som også er fanget i – ja, egentlig i hvad!?! Måske loyalitet, en slags kærlighed til faren eller bare angst.

Det er vanskelige tider – ingen tvivl om det – men hvad med tiden efter krigen? Her var det ikke længere et krav, men en beslutning om forsat at leve efter de nazistiske idealer?

Jeg må sige, at jeg er meget begejstret over skuespillerne, speciel over Tobias Moretti (Max) og Leni Eisenblätter (den unge Siggi). Om Sonja Richter (Jens´ kone) kan jeg desværre ikke sige så meget – hendes præstation er både og, men hvis det skulle være, så var hun god.

Filmen er i hvert fald interessant og godt lavet, men mister lidt i den sidste del, hvor afklaringen kommer, hvorfor Siggi er anbragt i institutionen. For mig er det ikke helt logisk eller rettere sagt kunne jeg ikke helt følge med, hvorfor han havde gjort hvad han havde gjort. Og ellers føltes filmen lidt for lang, dog alligevel er den værd at se!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: