‘On the Rocks’: Charmerende, men bestemt ikke sindsoprivende.

Anmeldt af: Mingus Bjerg Pers

Sofia Coppola er tilbage på pletten, med et lunkent samtids-dramedy, om den kvindelige oplevelse i en fremmedgørende, og overfladisk øvre middelklasse.

I ‘On the Rocks’ følger vi Laura, en kvinde fanget i det moderne livs rituelle tomgang. Alt imens hendes mand farer rundt med sin nystartede virksomhed, kæmper hun for at kunne skrive på sin roman i de få afbræk der opstår fra moderlivets repetitive gang. En monotoni der først afbrydes da en begyndende mistanke om hendes mands udskejelser står for dagen, og et lille hverdags-eventyr, på den eller emotionelt fraværende fars initiativ, skydes i gang. Alt imens de to halser stakåndede rundt i New Yorks gader, opstår det vakuum Laura behøvede for at konfrontere sig selv, og sin omverden, med de skrupler hendes vanlige liv ikke efterlader tid til at dvæle ved.

I ‘On the Rocks’, bliver kameraet vendt. Hvor Coppola i tidligere storværker, mest bemærkelsesværdigt den poetiske og dvælende ‘Lost in Translation’, har fokuseret ene og alene på det sjældne afbræk fra hverdagen, den midlertidige pause fra det trivielle og den deraf følgende sanselige galop, fokuserer hun nu i stedet på netop hverdagen – for en kvinde, nogenlunde som hende selv, og alt hvad denne rytmiske livsførsel indebærer.

Det “normale” er ikke henvist til den kamerasky sidelinje, men agerer derimod
udgangspunkt for karakterernes væren. Filmen tager dermed også favntag med en mere jordnær og relaterbar fortælling, der ikke forsøges realiseret med tidligere films melankolske poesi, men derimod en relativ jævnhed og en række kommunikative og psykologiske troper det intenderede publikum (velhavende middelklassefolk) formentlig bør kunne nikke genkendende til.

Det spejlings-søgende manuskript er relativt vittigt og afbilleder ofte, som efter hensigten, genkendelige og relaterbare situationer, som da den selvstændige og moderne kvindes døtre helst vil have det “lange og flotte hår”, som den kvindeglade bedstefar fortæller dem at drengene vil blive henrykte over. Eller da hun pludselig, på bedste populær-psykologisk vis, aner at hendes partner besidder en række af de samme hedonistiske og dekadente karaktertræk som førnævnte overklasse-far.

Denne, meget konkrete tilgang til filmens realisering, medfører dog også at filmens hovedpersoner, i en vid udstrækning, forfalder til relativt simple karakterer – det moderne småborgerskabs mest fortærskede arketyper:
En kvinde, på en gang fanget af og forelsket i det vaneprægede liv som mor. Omringet af mænd der ikke er hjemme, kæmper Rashida Jones med at tilføje en hvis portion følelse til filmen. Det er dog sjældent, at manuskriptet tillader hende at nå de nagler, hvor Laura fremstår som et helt menneske – mere end blot en type.

En far, grebet af anti-hverdag og overklasse-dekadence, spillet vanligt charmerende (men igen skrevet uden bemærkelsesværdigt indre liv) af ‘Lost in Translation’-gengangeren Bill Murray. En mand, portrætteret uden nævneværdige udsving, af den interessant castede Marlon
Wayans, der dog ligeledes er offer for Coppolas primære fokus på de stereotypiske mellemmenneskelige faldgruber, mere end de enkelte karakterers følelsesliv.

Anskues filmen ud fra en ren æstetisk indfaldsvinkel, kan det ikke benægtes at man allerede nu gribes af en vis nostalgi, ved synet af præ-covids lemfældige og bekymringsfrie New York. En billedside, der i ledtog med det jazz-baserede score, i bagklogskabens lys blotter filmen for enhver alvor, og efterlader den som et overfladisk requiem, fra en sagnomspunden, men for længst tabt tid.

Denne film bør derfor nydes, som enhver art hyggelig eskapisme, med et glas vin i hånden en stille aften i et middelklassehjem. Højere status kan Sofia Coppolas charmerende, men uomtvisteligt mindst intellektuelt og emotionelt pirrende film ikke tilegne sig.