Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

I denne dokumentarserie genforenes high school musical forestillinger med den originale musical besætning. Serien viser at uanset alder og baggrund, så er musicals feel good, humoristiske og fængende.

Over 12 afsnit følger vi forskellige musical forestillinger med forskellige casts på forskellige skoler. I det første afsnit følger vi ‘Annie’ forestillingen fra 1996 på Santana High School i Californien, og vi ser musical holdet mødes samlet for første gang i 23 år. I det andet afsnit følger vi ‘Skønheden og Udyret’ forestillingen fra 2007 på Saginaw High School in Ft. Worth, Texas.
Serien er klippet sammen således at vi ser klip fra den originale forestilling, samt hvordan castet bliver trænet af en professionel koreograf, musikleder og instruktør. Derudover ser vi klip hvor de enkelte individer fortæller kameraet hvordan musicals var et højdepunkt i deres liv, og hvordan de gode kvaliteter de lærte af musicals lever videre i deres daglige liv.
‘Encore!’ viser ægte mennesker som ser tilbage på deres high school musicals som emotionelle og mindeværdige øjeblikke. Det er en slags reunion for åben skærm, og vi ser disse voksne mennesker genopleve et af højdepunkterne fra deres ungdom. Selvom der er gået 10-20 år, så falder personerne tilbage i deres velkendte rolle fra high school. De griner og hygger sig sammen, og det er som om ingen tid er gået. Det er som én af deltagerne så fint beskriver: “It still feels like high school”.
Instruktøren af serien, Hisham Abed, har tidligere lavet ‘Queer Eye’ fra 2019. Endnu en serie som er emotionel og feel good, og viser de bedste kvaliteter hos mennesker. Ligesom ‘Queer Eye’ har nogle af personerne i ‘Encore!’ oplevet nederlag, som de kom over gennem glæderne ved musicals. Den amerikanske skuespiller Kristen Bell er executive producer på serien, og præsenterer hvert afsnit og sidder blandt publikummet til premieren på den endelige forestilling. Hendes egen karriere startede i musicals, og har også et særligt sted i hendes hjerte.
I denne serie følger vi en tankevækkende og følelsesmæssig rejse fra ungdom til voksen. Det er ikke en serie som man behøver at gense, og det er ikke en serie som alle vil elske. Men det er en rar, hyggelig og skøn serie. Det er som en kop varm kakao en søndag morgen, ikke livsnødvendig men et dejlig supplement på en kold dag.
‘Encore!’ kan ses på Disney+ fra d.15. september 2020
Første sæson har 12 afsnit med en spilletid på ca. 1 time
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=VgR3DLLm_j4
