‘Antebellum’ ender med at føles lidt for meget som to forskellige film

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

I en tid hvor vi igen kan se at racisme og racedebatten lever, især i USA, kommer ‘Antebellum’ på et perfekt tidspunkt, og lægger op til debat.

Veronica Henley er en sort kvinde, som er en succesfuld sociolog, foredragsholder og forfatter. Hun udforsker især umyndiggørelsen af sorte mennesker i USA, og hvordan det stadig lever i landet. Men på tværs af tidsperioder, og forskellige verdener er Veronica bundet sammen med borgerkrigs slavinden Eden, og deres skæbner er uløseligt forbundet. Før hun ved det må, Veronica kæmpe for at redde sig selv, og andre i samme situation.

Det er svært at skrive en synopsis af ‘Antebellum’. Især fordi de to kvinders liv er bundet sammen, på en måde som seeren selv skal opleve, og som det vil være en skam at spoile.

Det er sangeren og skuespillerinden Janelle Monáe, som spiller både Veronica og Eden. Hun har efterhånden spillet med i en del film, f.eks. ‘Hidden Figures’ og ‘Moonlight’, men jeg tør godt love at det bliver hendes store internationale skuespilsgennembrud. Hun er fremragende, især i rollen som Eden, hvor man kan mærke den indestængte vrede og frustation, men som må lægge under for de hvide mænd for at overleve. Udover hende er Jack Huston, Gabourey Sidebe, Eric Lange og Tongayi Chirisa med i mindre roller.

Filmen er skrevet og instrueret af Gerard Bush og Christopher Renz, som begge to indtil nu, primært har lavet kortfilm og musikvideoer. Dette er dermed deres spillefilmsdebut. De vil med filmen gerne sætte fokus på racismen, og jeg syntes de formår at gøre det rigtigt fint, og viser hvordan racismen var i borgerkrigstiden, men bestemt også hvordan det lever den dag i dag. De to former for racisme bliver ret fint stillet op overfor hinanden.

På den ene side syntes jeg det er en vildt flot debut, og på den anden side er jeg knap så overvældet. Det skyldes at filmen foregår i to meget forskellige tidsperioder, som har to meget forskellige udseende og stemninger. Perioden under borgerkrigen er vildt smukt filmet, ubehagelig, langsom, stemningsfyldt og virkelig velspillet. Musikken i denne periode er også smuk, og selve filmen har en fantastisk smuk og ilevarslende åbningssekvens.

Den anden del af filmen, den som foregår i vores tid, er ikke særligt visuel imponerende. Den minder meget om mange andre ungdomsgysere, dog uden at være uhyggelig eller særligt nervepirrende. Skuespillet her er heller ikke på niveau, med de scener som foregår under borgerkrigen. Monáe er god, men ellers er der lidt for mange irriterende karakterer her, og lidt for mange stereotyper.

Det er også først i den nutidige del af filmen, hvor der kommer lidt gysersekvenser. Stemningen i første del af filmen er, som skrevet, ubehagelig, men der går lang tid før det bliver til gys. Det er en film med mange forskellige genre, og hvis man forventer gys for alle pengene, bliver man nok slemt skuffet. Især fordi gysene ikke er særligt uhyggelige.

Der er dog nogle vilde tvist undervejs, som binder de to fortællinger fantastisk sammen, og som jeg virkelig ikke havde set komme. Og sidste del af filmen leverer også vold og aktion for alle pengene. Men desværre ender jeg lidt med en følelse af, at have set to forskellige film, som er presset sammen, især fordi de to tidsperioder er så forskelligt i udtryk og stemning.

Hvis filmen bare havde foregået i nutiden havde jeg været på 3 Chaplins, og hvis filmen bare havde foregået i borgerkrigstiden ville jeg være på 5 Chaplins. Jeg lander derfor i midten og giver den 4 Chaplins.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: