Anmeldelse: Lou von Brockdorff
Henrik Kauffman fik en kæmpe betydning for dansk politik, og det internationale samarbejde, og blev efter krigen fejret som helt, selvom han tidligere blev kaldt landsforræder. Ulrich Thomsen spiller ham i ny dansk 2.verdenskrigs film.
Henrik Kauffmann er ny dansk ambasadør i Washington i 1940 hvor 2.verdenskrig bryder ud og Danmark bliver besat af tyskerne. Da den danske regering og kongen bukker under for de tyske magter, vil Kauffmann nægte at tage ordre fra Danmark og vil erklære sig uafhængig. Han allierer sig derfor med sin kone Charlotte, som er nære venner med den amerikanske præsident Franklin Roosevelt, for at få amerikanernes opbakning til at agere som den danske regering. Samtidig får han også hjælp af den unge Povl Bang-Jensen som arbejder på ambassaden og den amerikanske mand Berle. Men i Danmark er Kauffmanns beslutning meget upopulær og Kauffmann må derfor også bruge sine amerikanske kontakter som en sikkerhed, så han ikke kan blive tvunget tilbage til Danmark. Som om det ikke skulle være nok så må Henrik også håndtere interne familiedramaer.
Christina Rosendahl som har instrueret ‘Vores mand i Amerika’ fik sin spillefilms debut i 2006 med filmen ‘Supervoksen’ og hendes sidste film var den anmelderroste film ‘Idealisten’. Hun har også instrueret forskellige dokumentare og tvserier men dette er egentligt bare hendes tredje spillefilm. Sammen med Kristian Bang Foss og Dunja Gry Jensen har hun også skrevet manus på ‘Vores mand i Amerika’
Manus er ret velskrevet med en god dialog som bliver leveret virkelig godt. Der er dog tider hvor der bliver kørt for meget rundt i tingene og hvor det føles som om filmen står lidt stille. Der er b.la. en jalousi historie som jeg syntes kommer til at fylde alt for meget, og som ikke har særligt meget betydning for historien. Der er også steder hvor der er skøjtet lidt for let hen over det politiske beslutninger og dilemmaer, hvilket er en skam for det er klart her filmen er mest interessant.
Indimellem er der truffet nogle lidt specielle tekniske valg. Oftest scener med billeder af gæster som slapper af i USA eller af tomme rum, og så med lyd fra krig eller fra krigstaler. Det skal nok vise dobbeltheden i krigen, med det amerikanske overklasse liv og alt den død og ødelæggelse, men jeg syntes ikke helt det fungerer efter hensigten. Jeg blev ihvertfald aldrig berørt af det. Hvis dette ikke er hensigten med disse scener så forestår jeg endnu mindre hvorfor man har truffet disse tekniske valg.
Castet som Rosendahl har fået med i filmen er ret imponerende og velspillende. Altid gode Ulrich Thomsen fører an som Henrik Kauffmann og mindst lige så dygtige Mikkel Boe Følsgaard spiller Povl Bang-Jensen. De har en super god kemi og lever op til de forventninger som er til dem. Derudover er der også en del engelske og amerikanske skuespillere med. B.la. Denise Gough som Charlotte Kauffmann, Henry Goodman som Franklin Roosevelt og Burn Gorman som Berle. Skuespillerene er med til at løfte filmen, da den let kunne have føltes mere tung og langtrukken med svagere skuespilspræstationer.
Selvom den politiske historie og det politiske spil er ret spændende, så syntes jeg at filmen er en smule for langtrukken. Det føles som om man har puttet ekstra fyld ind, fordi man ikke ellers har haft nok materiale til at lave en spillefilm på næsten to timer. Efter at have set en time, føles det simpelthen bare som om at den politiske historie man vil fortælle er for tynd. Men det er en skam, for når man læser om Henrik Kauffmann er han som en meget interessant og vigtig person i dansk historie. Man kunne stadig godt have skåret ca 20 minutter væk og lave en mere intens og stram film, som ikke vil føles langtrukken.
City Lights Filmblog 