Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Den første amerikanske corona ”aftermath” film, er en heftig omgang katten efter musen jagt der fint veksler mellem b-films underholdning og gedigen kvalitetsspænding.
Rachel bliver vækket via sin telefon af sin nye kæreste, der lige minder hende om hendes forestående skilsmisseproblemer. Udover dette har hun sovet over sig og hendes søn Kyle skal køres i skole så han ikke får en eftersidning for at komme for sent – igen! Men dette viser sig at være småproblemer for da hun og Kyle endelig kommer afsted på motorvejen, bliver hun ringet op sin bedste kunde – og bliver fyret! Kan det blive værre? JA for den stærkt medicinerede, skilsmisseramte, psykisk ustabile og SINDSFORVIRREDE morder The Man(vi får ikke hans navn at vide), har en dårlig dag. Vor hovedperson Rachels problemer skal dog ganges op med tusind, hvis de skal nå op på den sindsforvirredes blodige problemer. De mødes begge ved et lyssignal, og kørt op i begges spidsbelastning eskalerer vor historie til en dødelig omgang ”katten efter musen”. Nu skal Rachel lære at sige undskyld! – Siger The Man!
I det amerikanske ordsprog figurerer udtrykket Road rage hyppigere end det gør her, med den danske oversættelse ”vej raseri”. Der skønnes at amerikanerne årligt udsættes for mere end 1200 meldte episoder. Ja meldte episoder og det er primært den mandelige del af befolkningen der ”angriber” den forsvarsløse billist. Tallet har været støt stigende de sidste seks år.
Det er altså sådan en person vi her har med at gøre og 56-årige Russell Crowe fylder rollen pondusstort ud både fysisk og i skuespillet. Det er STORT på alle områder det her.
Den forsvarsløse enlige mor bliver fint spillet af Caren Pistorius, som nogle måske kan huske fra filmen ‘Mortal Engines’ og filmens tredje største rolle bliver også fint spillet af Jimmi Simpson der spiller hendes teenage søn Andy.
Filmens instruktør Derrick Borte har jeg ikke de store erfaringer med, men han har leveret en effektfuld thriller, der fint veksler mellem underholdende b-films action og gedigen professionel velplaceret top underholdning. Han giver sig stor interesse i at præsentere os for en verden i fri kollaps, hvor alt bogstaveligt talt er lort, uden menneskelig forståelse og god gammeldags pli. Det er ikke The Man der er synderen. Det er vores grusomme verden, der minder om en tikkende bombe der bare venter på at eksplodere.
Vi ser f.eks. i flere scener hvor The Man hensynsløst terroriserer uskyldige mennesker og uden at hjælpe de sagesløse ofre, bliver mobiltelefonerne bare tændt og alt filmes, men ingen griber ind. Realisme eller fejlslået scener? Begge dele synes at sejre i filmen.
Jeg vil også nævne David Buckleys lydspor, der blander buldrende trommer med truende synth colager. Det FUNGERER!
Der er ikke noget nyt og særligt originalt ved filmen. Men der er vitterligt nu gået 27 år, siden nu afdøde Joel Schumacher instruerede den dengang 49-årige Michael Douglas i rollen som D-Fens i filmen ‘Falling Down’. Det er lidt af den samme rolle Russell Crowe har fået, dog er vi nu i et corona inficeret 2020, så der skal altså lige skrues op ”to 11” som der siges i kultfilmen ‘This is Spinal Tap’.
Offerets rolle er den enlige mor der naturligvis ”vokser med rollen” senere i filmen, og vor histories karakter minder lidt om Dennis Weavers rolle som David Mann i Steven Spielbergs gennembrudsfilm fra 1971 ‘Duellen’. Mellemlægningspapiret i historien kunne snildt have været inspireret fra 80´er klassikeren På ‘Stop med en dræber’, hvor Rutger Hauer skruer op for psykopat ”charmen”.
Så har man et blødende hjerte for disse film, vil ‘Unhinged’ ubetinget begejstre sit publikum, da den heldigvis ikke holder tilbage med grusomhederne. Selvom jeg følte filmen ville have godt af at være lidt længere.
Andre rådes til at lade bilen stå og få skiftet kørekortet ud med et månedskort, så kør nu forsigtigt i trafikken!
City Lights Filmblog 