‘Mælkekrigen’: Bliver aldrig rigtigt sjov eller interessant nok

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Island er ved at etablere en interessant filmindustri og vi har efterhånden fået nogle islandske film i de danske biografer. B.la. ‘Om mænd og heste’, ‘Blandt mænd og får’, ‘Kvinde på Krigsstien’ og ‘En hvid, hvid dag’. Efter ‘Blandt mænd og får’ er Grímur Hákonarson nu tilbage med sin 3. spillefilm.

Inga er en middelaldrende kvinde som bor med sin mand på Island og driver et mælkelandbrug. Da hendes mand pludseligt dør må Inga drive landbruget alene og finder ud af at hendes mand har efterladt hende med en stor gæld. Inga vil gerne drive landbruget uafhængigt, men det går op for hende at det islandske landbrugsmonopol, eller brugsforeningen som det også hedder, er fyldt af korruption der gør alt for at udnytte hende og det lokalsamfund som hun er en del af. Inga må derfor finde sin stålvilje og bruge alle sine kræfter for kampen om at leve livet og drive sit landbrug som hun selv ville.

Grímur Hákonarson har instrueret filmen ‘Blandt mænd og får’ fra 2015, som blev utroligt godt anmeldt af verdens filmanmeldere og på mange måder satte islandske film på verdenskortet. Eller den var ihvertfald, sammen med filmen ‘Om heste og mænd’ fra 2013, starten på at vi i Danmark nu får en del islandske film til landet. Derudover vandt ‘Blandt mænd og får’ også prisen Un Certain Regard ved det års Cannes Film Festival. ‘Blandt mænd og får’ havde en perfekt balance af sort komedie og drama og afbillede det islandske samfund og de islandske folk på en rigtigt fin og finurlig måde. Det er tydeligt at Hákonarson har prøvet at få noget af den samme stemning ind i ‘Mælkekrigen’. Der er også nogle ligheder imellem ‘Blandt mænd og får’ og ‘Mælkekrigen’.

Begge film handler om mennesker i isolerede områder, som arbejder med landbrug. Hvilket nok de fleste af den islandske befolkning gør. ‘Blandt mænd og får’ handlede dog mere om familierelationer og hvor svært det kan være i familier, hvor ‘Mælkekrigen’ handler mere om det islandske samfund og de problemer der er der.
Den viser virkelig den lille kvindes kamp mod den store og korrupte brugsforening, som bliver beskrevet i filmen som en forening der bruger ‘mafiametoder’.

Det er måske en lidt voldsom formulering, men det er med til at understrege Ingas frustration og modvilje overfor brugsforeningen. Der er også noget humoristisk i den formulering, som passer med den sorte humor.
Men for mig falder humoren ofte lidt igennem. ‘Mælkekrigen’ aldrig rigtigt sjov nok til at man griner højlydt. Istedet sidder man nogle steder og smiler lidt skævt, men ikke mere end det. Måske er det også fordi jeg har svært ved at sætte mig ind i figurene, og der gik noget tid før jeg egentligt fandt ud af hvad brugsforeningen var og hvordan det fungerer i det islandske samfund. På den anden side er det måske også derfor jeg aldrig rigtigt bliver interesseret i de dramatiske aspekter af filmen. Jeg syntes at filmen mange steder er lidt tung og også ret forudsigelig.

Jeg syntes også at skuespillet er noget unuanceret. Arndis Hrönn Egilsdóttir som spiller Inga har ikke nogle store følelsesmæssige udsving og spiller med det samme, lidt surmulende ansigt, igennem hele filmen. Selvom hendes mand dør og hun kæmper for noget godt, får jeg aldrig sympati med hende eller engagerer mig i hendes historie. De andre skuespillere skal klart være de mere komiske indspark, men mange af dem spiller lidt for karikeret til at det bliver sjovt.

Hele stemningen i filmen er meget islandsk. Billederne er meget tåget og grå og meget af det virker ret trøsteløst. Men alligevel får man også en fornemmelse af hvor smukt et land det kan være og hvor meget det kan byde på. Filmen er filmet af Mart Taniel som i sine billeder virkeligt formår at lave nogle flotte billeder som kombinerer det kolde og trøsteløse med noget dagligdags og med noget ufattelig smukt.

Dialogen i filmen er også velskrevet og Ingas situation og samfundet giver et godt billede af Island. Men på mange måder virker den mere som en film der er interessant for personer fra Island. Måske fordi det islandske samfund alligevel er så langt fra os, og der der kunne være interessant for os ender med at blive lidt for tung og uengagerende.