Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Endnu et kærlighedsdrama til teenagepigerne, og måske også drengene, lander nu i vores biografer, og bringer desværre ikke noget nyt og spændende til genren.
Jeremy Camp er en ung upcomming kristen musiker som møder pigen Melissa, han hurtigt bliver forelsket i. Hun går med til at gå på en date med ham og hurtigt bliver Jeremys følelser gengældt. De begynder derfor at date, men der opstår hurtigt problemer i forholdet. B.la. vil Melissa ikke officielt være kærester og de har to forskellige syn på deres forhold – derudover har Melissa også en fortid med Jean Luc som bliver Jeremys producer. Da Melissa bliver dødeligt syg tager Jeremy dog tilbage til hende på hospitalet og er ved hendes side i hele sygdomsforløbet.
Jeremy Camp har selv skrevet manus til filmen som er baseret på bogen han skrev om mødet og forholdet til Melissa der udkom i 2013. Man kan godt fornemme på manus at det ikke er en særlig dygtig manusforfatter der har skrevet filmen. Nogle ting i filmen går meget hurtigt, men andre ting bliver trukket ud i langdrag. Og karakterene har det med at træffe nogle underlige valg og skifte personlighed eller har nye holdninger fra den ene scene til den anden. Mange gange giver personernes handling ikke rigtigt mening.
Filmen er selvfølgelige også spækket med Jeremys musik, som desværre ikke er nogen stor musikalsk kunst. Det er sange som er en smule patetiske og virkelig lyder som noget en teenagedreng har skrevet. Jeg har aldrig hørt om Jeremy Camp før eller hørt noget af hans musik før, så ved ikke hvor stor stjerne i USA han egentligt er. Men jeg vil da håbe at hans sange er blevet bedre med tiden.
Da Jeremy er en meget kristen mand flyder filmen desværre over med snak om gud og tro. Det bliver simpelthen for meget moralsk prædiken og tager overhånd. Man kan sagtens lave film eller serier om meget kristne mennesker, men det skal bare mere raffineret end her.
Filmen går meget tydeligt efter teenagepiger og er en af de amerikanske film med lidt for smukke mennesker der egentligt ikke har så mange problemer i deres liv, men som virkeligt gør et stort drama ud af dagligdagens små situationer. Jeg bliver lidt stødt på teenagepigernes vegne. Jeg bliver især stødt over at man ikke tror de har bedre smag eller højere standarder til en film de skal se, og at man kan komme afsted med at lave en så forudsigelig, banal og intetsigende film.
Ja – der sker da triste ting, men filmen er så overfladisk og glat at man aldrig bliver rørt eller engageret. Der er heller ikke noget dybde i skuespillet som kan veje op for det dårlige manus.
Der er ellers en dygtig skuespiller som Gary Sinise med. Men hans præstation er hurtigt glemt. Det samme er hovedrollen K.J. Apas præstation også, som måske er fin i serien ‘Riverdale’ men som her viser at han ikke er en særlig stor skuespiller. Britt Robertson som spiller Melissa formår også at give en præstation som ikke imponerer.
Visuelt er filmen ikke noget specielt. Jeg tænker at man igen her ikke tænker at publikummet har de store krav til hvordan en film skal se ud, før de bliver imponeret. Ellers har der bare været en instruktør og et filmselskab på som ikke har haft den store lyst til at gøre noget ud af den visuelle side.
Instruktørene er brødreparret Andrew Erwin og Jon Erwin som tidligere har instrueret en anden film om en kristen musiker, nemlig filmen ‘I can only imagine’. De har også instrueret filmene ‘Woodlawn’, ‘October Baby’ og dokumentaren om Steve McQueen.
Man kunne have lavet denne film rørende og interessant med bedre skuespillere, et bedre manus og en instruktør som kunne lave en film med dybde, som ikke ender med at blive lidt patetisk. Men desværre er det denne version vi har fået i stedet. Den får dog to chaplins fordi det egentligt ikke er en grim film og skuespillerne er ikke forfærdelige. Det hele virker bare så uambitiøst og forudsigeligt.
City Lights Filmblog 