Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Med film som ‘The Lighthouse’, ‘Ida’ og ‘Cold War’ har vi oplevet at sort/hvid film stadig kan fungere den dag i dag og kan være mere stemningsfulde end film i farver. Det viser Mike Jenkin også med ‘Bait’.
Fiskeren Martin er en godhjertet, men stolt og rå fiskermand som har det bedst med at tingene i hans lille by forbliver som altid. Men tiderne har skiftet og det lille fiskerleje bliver nu overrendt af turister fra storbyen, hans barndomshjem er solgt til rige folk fra London og hans bror bruger faderens gamle båd til at sejle turister ud på vandet. Martin har ikke selv mange midler, da han fisker med net fra strandkanten hvorefter han sælger sine fisk til lokale i byen. Da Martin får nok af de nye tider og turisterne fra storbyerne som har forandret hans lille samfund leder det til en uundgåelig konfrontation.
‘Bait’ har allerede fået rigtigt god omtale i Storbritannien og vandt en Bafta for bedste debut for en instruktør, producer og manuskriptforfatter. Den var også nomineret til en Bafta for bedste britiske film og til Britisk independent film award var den nomineret til flere priser.
Mark Jenkin har lavet en del kortfilm og små projekter, men dette er hans første rigtige spillefilm som han også selv har skrevet, klippet og filmet. Filmen er som sagt filmet i sort/hvid og med et meget kornet look, som leder tankerne hen på ‘The Lighthouse’ eller meget gamle film. Det sort/hvide look gør at alting virker lidt mere trøsteløst og koldt og hårdt. Det passer ret godt til den fortælling som Jenkin vil fortælle, og jeg kan ikke forestille mig at man vil få den samme følelse frem som hvis det var i farve. Mange af billederne er også meget stille billeder og nærbilleder af ansigter, hænder eller ting hvilket fungerer godt og igen er med til at understrege spændingerne som ligger i samfundet og hos menneskerne.
Jenkin har også lavet musikken, som på nogle måder igen minder lidt om ‘The Lighthouse’. ‘The Lighthouse’ havde bare et lidt mere ubehageligt lyddesign og soundtrack, men det er svært ikke at sammenligne de to film, både ud fra den setting handlingen foregår i, men også i forhold til de visuelle valg.
I ‘Bait’ følger vi meget hverdagslivet i den lille by, hvor alle på hver sin måde prøver at overleve og prøver at tilpasse sig nye tider. Det er derfor en meget stille film hvor mange af følelserne ligger i stilheden og i de små pauser eller usagte ting imellem personerne. Det fungerer godt, især fordi skuespillerne giver gode præstationer. Der er ikke nogle store skuespillere med, eller ihvertfald ikke nogle som jeg kender. Men mange af deres præstationer, især Edward Rowes som spiller Martin, er ret intense. Dog er der nogle af de unge skuespillere som falder lidt igennem og ikke spiller helt så godt.
Selvom tempoet er meget langsomt og der egentligt ikke sker voldsomt med i ‘Bait’ så bliver man alligevel fanget af filmen, da der er noget fascinerende over det lille samfund og personerne som bor der. Jeg nød at følge de forskellige karakterer, og selvom jeg egentligt ikke blev rørt på noget tidspunkt i løbet af filmen, kunne jeg alligevel ikke undgå at få en del medfølelse med mange af karakterene. Man kan føle med Martin som bare vil have at tingene skal forblive som det gamle og med de unge som virker til at kede sig i det lille samfund hvor der ikke er meget at lave. Og samtidig kan man også føle med dem som har tilpasset sig, selvom det måske er meget modvilligt, de nye tider og de mange turister.
‘The Lighthouse’ brugte stort/hvid, musik og lyddesign til at understrege den ubehagelige følelse og vanviddet, men i ‘Bait’ bliver de forskellige ting brugt til at understrege frustrationen, kedsomheden og den tiltagende konflikt. Jeg syntes på nogle punkter at ‘The Lighthouse’ fik brugt sine metoder bedre, men i ‘The Bait’ bliver det alligevel brugt rigtigt fint og skaber sit eget look og stemning.
City Lights Filmblog 