Anmeldt af: Lene Brandt

‘The Outpost’ handler om en militær enhed, der har til opgave at forsvare et lille stykke jord i Afghanistan. Gerne ved at samarbejde med lokalsamfundet, som man håber med tiden vil fatte sympati for amerikanerne og dermed lette deres arbejde.

Vi møder gruppen i en rolig periode. Soldaterne fordriver tiden med spil og drillerier, mens de venter på de daglige angreb. Deres lejr ligger i bunden af en dal. Et perfekt sted – specielt for fjenden, der har fuldt overblik over lejren og kan følge soldaternes dagligdag og lejrens militære struktur, mens de selv er skjult i højderne bag sten, træer og buske. En dag rammes lejren af et massivt angreb fra Taliban. Under angrebet ser man hvordan soldaterne samles i opgaven om, at holde hinanden i live, også når det betyder at sætte sit eget liv på spil. Det er en hård kamp, hvor vi følger alle fra ham, der løber efter ammunition til basens top, i de intense timer, der går inden hjælpen når frem. En kamp, der resulterede i en mængde udmærkelser i det virkelige liv og for mig den del af filmen, der virker mest troværdig.
Lejrlivet virker flere steder lidt søgt, utroværdigt, som om man vil skabe noget, der ligner TV-serien MASH med episoder, der overdrives for at underholde, forarge eller more dem, der kigger med over skulderen. Det gør det svært, at leve sig ind i deres dagligdag.
Vi hører også fra starten at denne lejr er en, hvor man ikke forventer, at nogen vil overleve og det kan så undre, at man bemandede den med unge og gifte mænd, der har alt at leve for og også undre, at man senere sender andre tropper afsted for at forsvarer noget man allerede har opgivet. Det virker som en efterrationalisering, der skal forklare det uforklarlige, måske for at få os til at tænke på typiske amerikanske helte, der kæmper alene og mod alle odds også selv om det ikke stemmer overens med det aktuelle handlingsforløb.
Skuespillerne spiller godt. Jeg vil især fremhæve Scott Eastwood for hans spil. Han viser en meget troværdig soldat og hverdagshelt. Samtidig viser Orlando Bloom en mere voksen karakter end vi er vant til at se. Instruktøren Rod Lurie er et specielt godt valg. Han hørte om gruppens oplevelser ved et foredrag og følte sig født til opgaven, Han har selv haft en karriere i den amerikanske hær og borger derfor for filmens autenticitet. Vi kender ham blandt andet for film som ‘Nothing but the truth’, ‘The Last Castle’ og ‘The Contender’. Derudover har det givet været en fordel for skuespillerne at flere af de soldater, der var i delingen besøgte sættet under optagelserne, enkelte har sågar fået en rolle i filmen.
Der er ingen tvivl om at filmens tyngde og mest troværdige scener ligger i den afsluttende kamp. Denne skildring sikrer filmen 4 Chaplins uagtet der er episoder og udsagn, der forvirrer mig i den samlede film.
