‘Little Joe’: Smukt, langsomt psykologisk drama

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

‘Little Joe’ var nomineret til 10 priser ved den østrigske film pris ceremoni i år – b.la. for bedste film, bedste instruktør og bedste kvindelige skuespillerinde, og vandt velfortjent 3 priser for det tekniske arbejde.

Alice bor alene med sin søn Joe og arbejder med at dyrke nye plantearter. Hun får dyrket planten, hun kalder Lille Joe, som er en smuk enkelt blomst der kan fungere som et antidepressiv middel. Lille Joe har dog den fejl at den ikke kan reproducere af sig selv. Alice er arbejdsnarkoman, og for at tjene nogle gode point hos sin søn tager hun en plante med hjem som en gave til ham. Men da hendes søn og kolleger der har inhaleret blomstens pollen begynder at opføre sig underligt og ændre personlighed markant, bliver Alice mistænkelig overfor planten, for måske er den ikke helt så harmløs. Alice er ikke alene i mistanken, for hendes kollega Bella er også mistænkelig og Alice bliver igennem hende forstærket i sin tro. Men hvem er det som forandrer sig – er det Alice som er ved at blive paranoid eller er det alle omkring hende som er påvirket.

‘Little Joe’ havde sin premiere på Cannes filmfestivalen sidste år og Emily Beecham som spiller Alice vandt for bedste kvindelige skuespiller. Beecham er også virkelig god i rollen som Alice hvor hun giver en meget nedtonet præstation. Det er ikke en stor rolle med voldsomme følelses udsving, men den måde som tvivlen og det paranoide vokser i hende i løbet af filmen er meget velspillet. Udover hende spiller Ben Wishaw hendes kollega Chris, Kit Connor spiller sønnen Joe, Kerry Fox spiller Bella og Phénix Brossard spiller endnu en kollega ved navn Ric. Alle disse skuespillere giver også imponerende præstationer, og især er Connor, Fox og Whishaw virkeligt gode.

Selvom filmen er fyldt med engelske skuespillere og filmen egentligt er på engelsk, så er det en østrigsk produktion og er instrueret af Jessica Hausner. Hun har tidligere instrueret ‘Miraklet i Lourdes’, ‘Amour fou og ‘Lovely Rita’ og har modtaget en del priser for hendes film. Sammen med Géraldine Bajard har hun også skrevet ‘Little Joe’.

‘Little Joe’ er ikke en vildt actionpact spændingsfilm, men mere en film hvor mistanken langsomt bliver bygget op i løbet af handlingen og hvor det er i de små dagligdags scener at ændringerne sker. Det lidt langsomme tempo passer rigtigt godt til skuespillet og det look filmen har.

Jeg er meget imponeret over den visuelle side i filmen. Billederne er hele filmen igennem vanvittigt smukke, med en meget varieret farvepalette. Det er også en del stille billeder hvor kameraet enten står stille og filmer skuespillerne eller stille og roligt zoomer ind. Hvis man er til det visuelle, og også hvis man ikke er, så er der her truffet nogle virkelig gennemtænkte og geniale valg. Selve produktiondesignet i filmen er også flot og giver filmen et meget futuristisk look – hele vejen igennem filmen bliver der også leget med lys og kontraster som er meget smukke.

Også lydsiden skal fremhæves, da det er noget af det bedste lyddesign jeg længe har hørt. Det er med til at understøtte billederne og med til at understøtte det paranoide og de følelser som vokser hos Alice. Pga af denne films visuelle overlegenhed vil jeg også anbefale at man ser filmen i biografen, da den vil fungere endnu bedre på en stor skærm i mørket end hjemme i ens stue.

Jeg var grebet af filmen fra første øjeblik og blev hurtigt revet ind i fortællingen, men halvvejs Inde må jeg indrømme at jeg røg lidt ud af filmen. Jeg manglede lidt nogle flere følelser eller mere udsving, for filmen og skuespils præstationerne er som sagt meget nedtonet. Og da filmen er kategoriaseret som en gyser så tror jeg også jeg havde forventet lidt flere gys. Hvis dette er en gyser er det en meget mild form for psykologisk gyser, men jeg vil mere kalde det en spændingsfilm eller psykologisk drama.

Fortællingen om mennesker som bliver besat af noget og begynder at ændre personlighed er heller ikke ny og vi har før set det i film som f.eks. ‘The Faculty’ og ‘Invasion of the Body Snatchers’. En forskel her er bare at i de to film er det rumvæsener som overtager menneskenes kroppe. Dog kom filmen tilbage igen til sidst og i sidste del af filmen var jeg mindst ligeså opslugt som jeg var i første del.

Jeg syntes at filmen formår at tage en drejning som man ikke havde regnet med og jeg prøvede ellers i løbet af filmen at regne ud hvilken retning historien ville tage. Det var da også en film jeg fik lyst til at se igen næsten lige da den sluttede, primært nok pga den visuelle side.
‘Little Joe’ er bestemt ikke en film for alle, og hvis unge teenagepiger går ind for at se en gyser tror jeg de nemt kan blive skuffet. Men hvis man går ind og vil se en langsom, smuk, velopbygget psykologisk spændingsfilm så er dette noget for dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: