Anmeldt af: Lene Brandt

Skaberne og studiet bag ‘Shrek’ vender tilbage med nye animationsfilm, om hunden Bølle, for hele familien.

Den privilegerede hund Bølle, der er elsket af sin ejer, den 80 årige Fru Vanderburgen og i det daglige serviceres af både bulter og afslapningsterapeut, bliver ved et “uheld” sat på gaden hvor han pludselig må lære at klare sig selv. Bølle kommer hurtigt og ofte i problemer. Han starter sit eventyr med at genere 5 egern, der i bedste Michael Jackson style jagter ham gennem filmen med dans og trusler. Men han får også venner, blandt andet den ensomme gadehund Rousley, en gruppe hjemløse hunde og hunde fra den lokale løbegård. Bølle lægger ikke skjul på, at hans eneste opgave er at elske sin ejer. Da han ved et tilfælde møder pigen Zoe knytter de hurtigt bånd. Også selv om Bølle undrer sig over, at man kan være så fattig, at man kun har et værelse. At Bølle havner på gaden skyldes et uheld. Hans tidligere ejer dør og hendes slægtninge, der ikke er hunde elskere, skynder sig at skille sig af med ham. Da arven viser sig at være knyttet til Bølle hyres en sporhund Thurman til at finde ham igen.
Thurman er næsten mere hund end hundene, en fin detalje. Han sludrer med de fem egern, snuser, mediterer, kaster ben og tyder tegn under sin succesfulde jagt. Figuren fungerer rigtig godt og giver filmen et anstrøg af uforudsigelighed. Ligesom de 5 egern skabes dramatik på en fin, mere sjov end farlig måde.
Filmen er tegnet med en let streg og dejlige klare farver, der gør det svært at støde nogen. Den er fyldt med musik og dans, heldigvis uden tju-bang og unødvendig larm, som mange børnefilm er oversået med. Jeg er ikke begejstret for synkroniseringen af den danske tale, men hvis jeg holder mig fra læberne fungerer stemmerne fint til figurerne.
Jeg vil gerne fremhæve Tara Toya og Simon Stenspil, der lægger stemmer til henholdsvis Zoe og Bølle. Tara har deltaget i utallige musicals og lagt stemmer til mange tegnefilm. Vi kender hende blandt andet fra ‘Hannah Montana’, ‘Harry Potter’ og ‘Lego star wars’. Hun har en dejlig stemme, der giver tegnefilmen en ekstra tak. Sanger og musikeren Simon kender vi fra både teater, tv og tegnefilm, hvor han blandt andet giver stemme til Pelle i ‘Rasmus Klump’. Han fungerer rigtig godt som Bølle. Filmen er instrueret af Kevin Johnson, der er et for mig ubeskrevet blad.
Filmen er let og hyggelig, fint til børn, forældre og bedsteforældre, med en fin lille historie, søde personer/hunde, lidt overraskelser og uden overskuelige dramaer. Jeg giver den 4 Chaplins.
