Anmeldt af: Kasper Rasmussen
Christian Jungersens roman Undtagelsen, der oprindeligt blev udgivet i 2004, er taget i kyndig behandling af instruktøren Jesper W. Nielsen. Men spændings og thriller elementet er ikke helt i top.
Hvem har sendt dødstrusler pr. mail til medarbejderne på et kontor? Hvem er ven og hvem er fjende? Kan modknappen for ondskaben findes, inden den obligatoriske dødelige udgang?
Rammen er, ligesom i bogformen, et kontormiljø på DCIF, hvor kvinderne, Malene, Iben, Camilla og Anne-Lise, arbejder. Veninderne Malene og Iben er tætte og snakker indforstået og lukker ikke mange ind i deres tokløver. Camilla er med på sidelinjen, accepteret, men ikke helt inde i varmen. Og så er der bibliotekaren Anne-Lise, der som forholdsvis ny medarbejder, befinder sig langt ude i den isnende kulde. En dag modtager vores tætteste hovedpersoner Iben og Malene hver deres dødstrussel på e-mail. Beskederne syntes at kende til meget nærgående og private informationer, men hvem har sendt dem? Det er her vores thriller historie går i gang.
Beskrivelsen af kontormobningen er så frustrerende ond, at den går lige igennem beskueren. Man ser vores hovedpersoner sammen og alene, og det “sjove” er, at “bødlerne”, Malene og Iben, ikke selv kan se det onde i deres gerninger. “Offeret”, Anne-Lise, nedbrydes langsomt og begynder at tro, at det måske alligevel er hendes egen skyld, at de andre er på nakken af hende, så måske har hun også selv sendt truslerne? Eller er det en serbisk krigsforbryder, veninderne selv ved en fejl har opsporet? Og hvorfor forholder Camilla sig bare i stilstand på sidelinjen?
Malene og Iben sidder på jobbet og skriver på nyhedsbrevet “Nyt om Folkedrab”. Her beskriver de nogle af de samme psykologiske mekanismer hos krigsforbrydere verden over, som dog også forekommer på kontoret. De er bare ikke selv i stand til at se det, i deres egen lille ”problemfyldte” verden.
‘Undtagelsen’ forsøger at beskrive ”udyret” i os alle. Er vi dyr eller mennesker? Kan det finde sted i form af mobning på en lille arbejdsplads eller finder det kun sted i form af et folkedrab? Er vi rotter som bare følger vores instinkter når vi ser en fordel i det, eller er vi følsomme individer som vil det bedste for alle?
Det kan måske lyde som meget store ting at beskæftige sig med. Men filmen er instrueret og fortalt i et let fordøjeligt ”tv-krimi”-sprog og personerne er beskrevet, så vi alle kan genkende noget af os selv i dem.
”Hovedpersonerne” Iben og Malene spilles henholdsvis af Danica Curcic og Amanda Collin. Det går de rigtigt godt på hver deres måde. Amanda spillede i 2017 En frygtelig kvinde i filmen af samme navn, og det er hun vitterligt igen, uagtet at hun bliver svigtet af kæresten og lider af gigtproblemer. Vi hader hende alligevel.
Danica Curcic har aldrig været smukkere og god til at gemme sin arrede sjæl. Hollywood: send Penelope Cruz på pension, Danica er en bedre forsikring!
Lene Marie Christensen spiller Camilla. Skrøbelig og forsagt med låste hemmelighedskamre. Mest overraskende er Sidse Babett Knudsen som moppeofferet Anne-Lise. Der er meget langt fra ‘Den eneste ene’ til denne paranoide bibliotekar mus af en rolle, med selvudslettende damefrisør hår. Men hun er god i rollen, mere af det næste gang, tak!
Instruktøren Jesper W. Nielsen har tidligere været ude i thriller universet, primært gennem tv-serien ‘Dicte’, men det bliver aldrig her rigtigt gyseligt. Det havde klædt filmen hvis han havde turdet forstærke Hitchcock elementerne og nedskruet lidt for den gængse danske tv-dramatik.
De bedst fungerende scener finder jeg når der ikke kan skelnes mellem fiktion og virkelighed. Her rammer filmen nået den burde have holdt fast i.
Alt i alt en glimrende og velspillet thriller, men ikke en film man hverken vil huske når året er omme eller en film der vil kunne samle det længe ventede biografpublikum.
City Lights Filmblog 