‘Mit tunesiske eventyr’: Fransk komedie tager fat i kulturelle forskelle mellem Frankrig og Tunesien med et glimt i øjet!

Anmeldt af: Susanne Schatz

Sommerens franske feel good film underholder, selvom den aldrig går rigtigt ned i dybden.

Må man gøre en lille bitte smule grin af den arabiske kultur og deres ”ikke eksisterende” forhold til psykoterapi? Instruktøren Manele Labidi Labbé giver med sin nye film Mit tunesiske eventyr et klart svart og viser oven i købet, hvordan man kan lege med emnet på en sympatisk og ret morsom måde!

Selma forleder Paris for at tage tilbage til sine rødder i Tunesien, og med i bagagen har hun en uddannelse som psykoanalytiker. Hos noget familie får hun bolig, som også skal være stedet for den nye klinik. Men hvordan skaffer man patienter? Araberne snakker meget, drøfter fx deres problemer med og hos frisøren og går så lettet hjem. Så hvad skal man bruge en terapeut til? Det er ikke det eneste problem Selma bliver konfronteret med! Selvom samfundet nogle gange virker totalt kaotisk, næsten anarkistisk, findes der alligevel regler, som skal overholdes, bl.a. skal man have en tilladelse til en klinik. Selma er med andre ord udfordret! Vælger hun at kæmpe for succes eller tager hun rådet alvorligt om at rejse tilbage til Paris?

‘Mit tunesiske eventyr’ starter sjovt med en samtale mellem hovedpersonen og en flyttemand, som spørger hende, om en mand på billedet er hendes far eller bedstefar, og Selma svarer, at han er jøde og hendes ”chef” – hvorefter man ser et portræt af Sigmund Freud med en fez.

Jeg er selv psykoanalytiker og kender godt alle de små og store udfordringer, man møder, som ung psykoanalytisk uddannet kvinde. Derfor er det personligt interessant, hvordan dette tema belyses på film.

Jeg kan rigtig godt lide, den friske og også ukonventionelle tilgang Selma har, blandet med seriøsitet og klarhed – og selvom hun ser ret ung ud (men hun er faktisk 36) virker hun troværdig og som en pige med ben i næsen! Det er underholdende at opleve hendes klienter og deres issues og hvilke misforståelser, der undervejs opstår, som fx når en mand forventer noget helt andet af en ”pige fra Paris med en sofa”. Man får også indblik i en helt anden kultur, og hvordan myndigheder fungerer.

Skuespillerne er godt valgt, man bliver underholdt, og historien flyder let i 88 minutter. Dog mangler jeg lidt dybden eller også lidt mere end en svag antydning omkring Selmas historie. Det ville give filmen endnu mere ”kød”.

Jeg vil kalde ‘Mit tunesiske eventyr’ en feel god-film, som fortjener strålende 4 Chaplins.