‘Parasite’: i sort/hvid – et mareridtsscenari

Anmeldt af: Gry Jefsen

’Parasite’, det sydkoreanske mesterværk fra 2019, som vandt Guldpalmen i Cannes og ikke mindst fire oscars ved 92. Academy Awards, vises nu i sort/hvid i de danske biografer.

Mange har nok op-levet den originale version allerede, da den kørte i biograferne. Dette er dog ikke en undskyldning for ikke at tage ind og se den nye version i sort/hvid, og selv, hvis man har misset det originale mesterværk ved biografvisningerne, bør man ej holde sig tilbage nu.

’Parasite’ fortæller en historie om Familien Kim, som lever i fattige kår i Sydkorea fyldt med støv og urin, hvor de må klare sig med at folde pizzaæsker for at skaffe mad på bordet. Da sønnen, Ki-woo, kommer i arbejde hos en overklassefamilie som datterens engelskmentor, bliver dette starten på en manipulativ forbedring i familien Kims hverdag. Før tilskueren ved af det, befinder man sig i et overlevelseskaos, hvor grådighed råder over samvittighed.

Da ’Parasite’ først kørte i biograferne, ønskede instruktøren Bong Joon Ho ikke at afsløre for meget af filmens handling. For dem som kender handlingen, er det ikke nødvendigt at gengive for meget, og for dem som ikke gør, vil jeg lade filmoplevelsen være op til resten.

’Parasite’ blev originalt vist i makabre farvekontraster mellem familien Kims grå og beskidte hjem mod overklassefamiliens rene, frodige farver, som omgiver den arkitektoniske stolthed af en bolig. Overklassefamiliens hus er den centrale kulisse for filmens handling, hvor tilskueren blændes af de skønne toner, der lægger en dæmper på handlingens makabre udfald. Dette er dog ikke tilfældet i sort/hvid-versionen. Alt er mørklagt, frodigheden forsvinder og i stedet føles det som om, at man befinder sig i et mareridtslignende scenarie.

Man bemærker i højere grad de lyse og mørke kontraster mellem de to familier, hvor særligt hvid er gennemgående for overklassen, som får dem til at fremstå rene og uskyldige frem for Kims mørke, og beskidte nuancer. Sort/hvid-kontrasten bliver dermed et stærkere symbol på ulighed blandt de to familier. På baggrund af dette bliver filmen mere intens, hvilket demonstreres yderligere gennem soundtracket. Det dramatiserede violinstykke og minimalistiske klaverspil er tydeligere end før og bemærkes i højere grad i den måde, hvorpå det bryder den nervepirrende stilhed.

Humoren svinder ind til blot at bestå af en humoristiske undertone og erstattes i stedet med et gys, som løber tilskueren længere ned ad ryggen end i forhold til den originale version. Hvad der før var dystert og foruroligende, skubber nu tilskueren yderligere ud på kanten af biografsædet.

’Parasite’ i sort/hvid bør opleves på det store lærred eller hjemme i stuen ved mørkets frembrud. Det er ikke hver dag, at man får lov til at overvære en moderne klassiker i både farvet og sort/hvid og man bør ikke snyde sig selv for at se, hvor stor en forskel det egentlig gør for oplevelsen af en film, som har efterladt de fleste måbende.

Jeg anbefaler primært ’Parasite’ i farvet version, fordi Bong Joon Ho’s kombination af farver, humor og gys er det, som gør filmen til en fabelagtig klassiker. Dette betyder dog ikke, at sort/hvid-versio-nen ikke er stærkt anbefalelsesværdig, idet man om noget bør se eller gense ’Parasite’, som her mørklægges bogstavelig- og billedlig talt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: