Anmeldt af: Clara Miller
Den nye, meget omtalte, dokumentar om Quentin Tarantino tager os på en ukritisk rejse gennem instruktørens første otte spillefilm.
En skare af folk kommenterer på samarbejdet med Tarantino, hvilket for mange involverer flere film og taler for denne lille ’Tarantino familie’. F.eks. udtaler skuespillerne Christoph Waltz, Samuel L. Jackson, Michael Madsen, Jamie Foxx og Tim Roth sig om arbejdet med Tarantino. De er alle særdeles enige om at han er en nyskabende, sjov og behagelig samarbejdspartner, og som instruktør giver han dem plads til at skabe deres karakterer. Producer Stacey Sher og stuntkvinde Zoë Bell kommer også med deres meninger om Tarantino, og alle er de enige om at han bryder de regler, han vil. Vi får nogle sjove små historier at høre, og blandet sammen med klip fra de ikoniske film, føler man sig næsten som en del af filmholdet og produktionen.
Det, som jeg godt kunne lide ved dokumentaren, var dens meget ligetil tilgang, og dens overskuelighed ift. Tarantinos arbejde. Der er en dejlig struktur, som først tager os til ”The Revolution” med ‘Reservoir Dogs’ (1992) og ‘Pulp Fiction‘ (1994) med fokus på hvordan han skabte sit navn. Herefter dykker vi ned i ”Badass women & genre play” med ‘Jackie Brown‘ (1997), ‘Kill Bill Vol.1 og 2′ (2003 og 2004) og ‘Death Proof‘ (2007), som har seje kvinder i hovedrollen og sætter fokus på ligestilling indenfor film, samt nye måder hvorpå genre skal forstås. Til sidst når vi til kapitel tre: ”Justice”, hvori ‘Inglorious Bastards‘ (2009), ‘Django Unchained‘ (2012) og ‘The Hateful Eight’ (2015) diskuteres.
Eller måske er ’diskuteres’ det forkerte ord at bruge, da der ikke er én eneste i løbet af de 100 minutter, som har noget negativt eller provokerende at sige om hverken Tarantino eller hans film. Der bliver næsten givet så meget ros, at man begynder at kede sig. Den insiderviden og åbenbaring, jeg sad og ventede på, kom aldrig. Jeg ville gerne have været blevet overrasket eller forundret over en begivenhed eller udtalelse – men det skete aldrig. Jeg synes ikke, der blev dykket langt nok ned i hans arbejde eller hans værker, og det hele blev derfor lidt overfladisk, og man ville have kunne finde de fleste informationer med en søgning på nettet.
Eksempelvis tror jeg ikke, at det er ny viden for nogen at Tarantino benytter sig af sin egen form for product placement (Red Apple Cigarettes) eller at Kahuna burgeren er skabt af ham. Personligt finder jeg intertekstualiteten blandt Tarantinos film interessant, og ville gerne have dykket længere ned i det univers, han har skabt omkring alle sine karakterer – hvordan og hvorfor har han gjort dette? Og hvad er egentlig hans egen holdning til de temaer han berører i sine film? Der bliver aldrig rigtig tolket på noget.
I stedet bliver der brugt tid på at præsentere hele sagen mod Harvey Weinstein, og hvordan Tarantino og de medvirkende tager stor afstand fra dette. Sekvensen kommer lidt pludseligt i en film, der ellers omhandler Tarantinos dejlige, skøre og nyskabende film, og i min smag ødelægger det fuldkommen stemningen og tager fokus hen på noget, som ikke er relevant for denne fortælling. Jeg kan godt forstå vigtigheden omkring dén side af historien, da Weinstein var Tarantinos ven og samarbejdspartner, men jeg synes ikke det bliver brugt på en god eller ordentlig måde i denne dokumentar ift. det fokus, som filmen ellers har haft.
Slutningsvis ville jeg gerne have haft nogle kommentarer fra Tarantino selv, da det ikke bliver mere autentisk end det, men igen er det bare et bevis på den ikke-revolutionerende dokumentar, som i mine øjne kunne være stykket sammen af hvem som helst. Dog havde den da nogle interessante anekdoter og en struktur, som gør den nem at se for enhver. Så hvis man gerne bare vil have en basisviden om Quentin Tarantino og hans film, så kan man sagtens nyde denne dokumentar.
City Lights Filmblog 