Anmeldt af: India Nyrop-Larsen

Devi er sophomore i high school, og beslutter sig for at dette skal være året, hvor hende og hendes to veninder skal være populære. Men det er ikke så ligetil, når man er kendt som den indiske paralyseret pige hvis far døde til forårskoncerten.

‘Never Have I Ever’ viser op- og nedturene for en indisk teenagepige ved navn Devi (Maitreyi Ramakrishnan). Hendes liv har det sidste år været en ren nedtur, da hendes far døde ved skolens forårskoncert, og hendes ben efterfølgende blev paralyseret som chok deraf, og hun kom i en kørestol. Devi er nu tilbage på benene, og er klar på at dette år i high school skal blive hendes.
Devi bor sammen med sin mor Nalini (Poorna Jagannathan) og kusine Kamala (Richa Moorjani), og selvom de har deres uenigheder så har de tre kvinder også et stærkt bånd med hinanden. Udover familien så har Devi to bedste veninder, Fabiola (Lee Rodriguez) og Eleanor (Ramona Young), og som en gruppe bliver de kaldt U.N. af klassekammeraterne. Deres high school er som i de fleste film opdelt i kliker og stereotypiske grupperinger. Devis gruppe er den klassiske outcast/weirdos gruppe. Fabiola er tilbageholdende og er en del af robotklubben, Eleanor er ekstravagant og er i dramaklubben og Devi er kendt som den paralyseret pige som spiller harpe. Devi er dog træt af dette mærkat som mærkelig, og beslutter på gruppens vegne at de skal bryde ud af deres roller og bliver populære. Derfor beslutter Devi at de alle tre skal have kærester, da dette er en sikker vinder på popularitets skalaen.
Igennem Devis rejse i serien, har serien en fortællerstemme, som fortæller seeren Devis tanker og følelser: nemlig tennisspiller John McEnroe. Ikke det oplagte valg tænker man, men det fungerer virkelig godt at have en mandlig fortæller beskrive en teenagepiges kamp i high school. Det mindede mig om fortællerstemmen i ‘Jane the Virgin’, hvor det ligeledes er en mandlig stemme som beskriver Janes liv. Udover fortællerstemmen så er musikken også et vigtigt element i Devis rejse. Devi er forelsket i skolens lækreste fyr, Paxton Hall-Yoshida (Darren Barnet), og den første gang vi ser ham stige langsomt op af skolens svømmehal brager Robyns ‘Dancing On My Own’ derudaf. Soundtracket har dansehits som Robyns sang, men også indiske sange, og mikset af disse to genrer viser Devis liv som indisk amerikaner helt perfekt.
Serien er skabt af Mindy Kaling (The Office, The Mindy Project) og Lang Fisher (The Mindy Project, 30 Rock) og er inspireret af Kalings eget liv. De har både skrevet og instrueret ‘Never Have I Ever’ sammen, og det fungerer virkelig godt. Da Kaling selv har været en indisk amerikansk teenagepige, så virker Devis dilemmaer reelle og dybe. Som seer tror man på hende som karakter og hele hendes omgangskreds.
Jeg kan ikke sætte en finger på noget som manglede eller ikke fungerede i ‘Never Have I Ever’. Jeg elskede serien fra start til slut. Serien sluttede med en cliffhanger, og det eneste jeg manglede var derfor flere afsnit. For mig havde denne serie alt: kærlighed, dybde, familie, venskab, humor og John McEnroe. Jeg kan ikke anbefale serien nok!
Du kan se ‘Never have I ever’ på Netflix
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=HyOCCCbxwMQ
1.sæson har 10 afsnit med en spilletid på ca 30 minutter
