Anmeldt af: Anders Davies

Sidste Babett Knudsen, bliver mandsopdækket af stærke skuespils præstationer, i et provinsielt familie/forbryder-drama, hvor den velkendte italiensk/amerikanske gangster-setting, er blevet udskiftet med ostemadder, kaffe og kage.

Den 17-årige Ida, sidder med rifter i hovedet og armen i gips. Hendes mor er omkommet i en bilulykke, og Idas fremtid er usikker. Heldigvis træder Idas moster Bodil til, og tilbyder hende kost og logi i sit hjem i provinsen, på trods af de ikke har en relation. De er nemlig familie. Idas moster, spillet af Sidse Babett Knudsen, tager imod Ida med åbne arme, arme prydet med raslende guldarmbånd, hænder udsmykket med guldringe og en iøjnefaldende manicure. Hos Bodil møder vi Idas tre fætre. Mads(spillet af Besir Zecir), der udgør en proletarisk stereotyp, iført træningstøj, hvid wife-beater, som sidder i sit kælderværelse, spiller PlayStation, ryger joints og drikker Redbull, når han da ikke træner eller leger voldsomt med sin muskelhund. Den anden fætter, David(spillet af Elliot Crosset Hove), går vist nok og kommer lidt som det passer ham, men som Bodil uopfordret forsikrer Ida om, så er han en god dreng. Den tredje og ældste bror, Jonas(spillet af Joachim Fjelstrup), bor med sin kæreste, men er også tit forbi det lille villavejskvarter.
Hurtigt lærer vi, at familien kører noget lyssky pengeudlåning, ledelse af det lokale diskotek og at Bodil ikke er bange for at sende sønnerne ud efter dem, der ikke kan betale. Og i dette villavejshus, ved dets morgenbord, bliver den nu forældreløse Ida placeret. Og herfra handler anmeldelsen om hænder.
Et gennemgående motiv i ‘Kød og Blod’, er nemlig et fokus på hvordan hænder, bruges til at skabe kontakt – negativ og positiv. Familien er nemlig en kærlig familie. Der bliver omfavnet, kærtegnet pjusket og nuset i håret og aet kinder. En fysisk opmærksom, som den lukkede og mutte Ida finder bekræftelse i. Men ligeledes bliver der på samme måde, givet lussinger, slag og skub. Familien er nemlig en fysisk familie.
Sidse Babett Knudsen, formår i særdeleshed at skabe et fokus på hænderne med fremtrædende, og fattede håndbevægelser, strittende fingre og hænder der generelt søger fysisk kontakt. Med hjælp fra sin iøjnefaldende manicure, der skaber et slags visuelt blikfang. Hende hænder fungerer nærmest som et centrum for sønnernes opmærksom, på samme måde som det trækker seernes øjne. Det er nemlig igennem hænderne at bekræftelsen og afkræftelsen kommer til udtryk. Som et pædagogisk virkemiddel, en slags hundetrænings teknik, virker sønnerne styret eller mere præcist ’conditioned’ af morens fysiske afstraffelser og belønninger.
Denne fysiske går igen hos sønnerne, der på samme måde fysisk bekræfter Ida på kærligste familiære vis, en form opmærksomhed, man får indtrykket af at Ida måske ikke har kendt til før. På samme måde bruger de hårdere fysiske interaktioner. En scene står især stærkt ud, hvor den ældste Jonas, giver broren David lussinger, for at opildne ham og få ham op og køre, inden han skal ind og agere tæskehold. En scene, der er spillet intenst af Elliot Crosset Hove, der er igennem meget af filmen er i stand til at fremmane et sindssygt og uforudsigeligt ansigtsudtryk, muligvis en af filmens mest stærke præstationer – der nok af sammen grund er blevet brugt i traileren.
Filmen går aldrig hen og bliver en decideret gangster genre-film, men arbejder hovedsageligt med dette motiv af hænder, videre ud i det overordnede tema af magt i sammenspil med kærlighed, loyalitet, og familiedynamikker. Ligesom Sidse Babett Knudsens portræt aldrig går hen og bliver en udpræget ubehagelig og skræmmende gangsterboss karakter, men mere et portræt af noget der i virkeligheden er meget mere jordnært, og måske derfor også mere skræmmende: En repræsentation af en usund familiedynamik, en manipulerende forælder, der er i stand til at manipulere sine børn, i et kompleks spil af omsorg, manipulation og social arv.
I en markant og betydningsfuld scene, ser man et barn blive aet på kinden, som det første efter at være blevet født. Som en slags kommentar på hvor svær social arv er at bryde, og hvor konditioneret vi er af det.
