Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Igen og igen bliver der lavet film og serier om Hollywood i de tidlige år. Sidste år fik vi b.la. ‘Once upon a time in… Hollywood’ der foregår i 60erne og med Netflixserien ‘Hollywood’ hopper vi tilbage til tiden lige efter 2.verdenskrig.
I årene efter 2. verdenskrig befinder vi os i en tid hvor der ikke er noget der hedder Me too, homoseksualitet bliver skjult og er strafbart og et forhold med en sort og en hvid er ikke accepteret. Men drømmen om at blive en Hollywood stjerne er ligeså stor som den er for mange i dag. Vi følger de to mænd Jack Castello og Rock Hudson som drømmer om at slå igennem og blive den næste helt store stjerne, samtidig med at vi følger den nye instruktør Raymond Ainsley der har fået muligheden for at instruere en spillefilm, hans sorte kæreste Camille som er skuespiller men er hensat til at spille roller som tjenestepiger og drømmer om det store gennembrud og den daglige gang på Ace studios, med producere, agenter, skuespillere og alkohol og sex i lange baner.
Vi møder både fiktive karakterer i ‘Hollywood’, b.la. er Jack Castello, Raymond Ainsley og Ace studios opdigtet, men der er også skuespillere som portrætterer rigtige filmfolk som George Cukor, Noël Coward, Vivien Leigh og Rock Hudson. Historierne er dog opdigtet, men er skrevet ud fra hvordan de rigtige personer var i virkeligheden. F.e.ks er Rock Hudson genert, homoseksuel akavet og havde ikke meget andet kørende for sig end et godt udseende mens Vivien Leigh har en bipolar lidelse.
Jeg syntes blandingen af de fiktive karakterer og rigtige karakterer fungerer rigtigt godt. Men jeg elsker også film og serier om det gamle Hollywood og om de personer som levede deres vilde overklasseliv.
‘Hollywood’ er skrevet og instrueret af Ryan Murphy som er er manden bag et utal af serier – b.la. ‘American Horror Story’, ‘Glee’, ‘Feud’, ‘American Crime Story’ og ‘Nip/Tuck’. Jeg er ret vild med ‘American Horror Story’, ‘Feud’ og ‘American Crime Story’, og mange ting i ‘Hollywood’ kunne jeg bestemt også lide.
Dialogen i ‘Hollywood’ er imponerende god og i nogle scener er der flere samtaler kørende, hvor ordene flyver igennem rummene og man får lyst til at følge med i alle samtalerne. Det er også fordi det selvfølgelig er en gruppe yderst kompetente skuespillere som virkelig formår at leverer replikkerne perfekt. Men derudover investerer man sig virkelig også i mange af karaktererne, noget som kan være svært når der er sådan et stort cast som der er her.
Murphy har taget sin frihed i ‘Hollywood’ og har ændret på hvad der var accepteret i film på det tidspunkt og ladet personerne turde stå ved hvem de er, ved b.la. at lade to mænd møde op hånd i hånd til en premiere og lade sorte og hvide danne par. Jeg var ikke klar over at serien vil handle om et alternativt Hollywood, men de små ændringer i historien gjorde at jeg indimellem blev rørt over serien. Det er især en fin omskrivning af tiden, når man ved hvordan filmindustrien og hvad der var accepteret på det tidspunkt egentligt var.
Visuelt er der heller ikke en finger at sætte på serien. Billederne er virkeligt flotte og kostumer, produktiondesign og rekvisitter rammer tiden perfekt. Musikken er en god blanding af sange man kender fra tiden, noget fedt jazz og originalt musik. Det danner en virkelig flot ramme omkring billederne. Der er også et virkelig højt tempo i klipningen, som passer godt sammen med dialogen og det musik som er med.
Murphy har samlet nogle af hans faste skuespillere fra hans andre serier og har også fundet nogle nye til hans nye. Darren Criss som spillede med i ‘Glee’ og ‘American Crime Story’ er virkelig solid som Raymond Ainsley og sammenspillet med, især David Corenswet som Jack Castello, Laura Harrier som Camille, Jeremy Pope som Archie Coleman og Jake Picking som Rock Hudson, er virkelig charmerende og stærkt.
Det er svært at udnævne en hovedrolle i denne serie, men hvis man skal pege på nogle er det vel disse 5 unge skuespillere da det er de karakterers historier som fylder mest.
Men dem med lidt mindre roller som Samara Weaving, Jim Parsons, Dylan McDermott, Rob Reiner og Joe Mantello gør også et fantastisk stykke arbejde. Parsons er bedst kendt fra ‘The Big Band Theory’ som den kiksede nørd, men her spiller han et rigtigt dumt svin, og han passer virkelig godt i den rolle.
Jeg elsker den tid hvor serien udspiller sig i og syntes der er noget fascinerende over tiden. På mange måder var det en sværere tid. Der havde endnu ikke været den film med en sort hovedrolle og der var mange som ikke vil se en sort kvinde på samme niveau som en hvid. Det var også en tid hvor det var ok at misbruge unge drømmende skuespillere til sex og behandle dem virkelig ubehageligt. Heldigvis noget som er ændret den dag i dag.
Men der var også gode ting. Der var en lethed over livet hvor der ikke var så mange fordomme og hvor det var mere velset at leve det søde liv med vilde fester, klasse, affære og alkohol.
Ligemeget hvad syntes jeg altid det er spændende at få et indblik i en anden tid, og nu hvor jeg er filmnørd elsker jeg at få et indblik i filmindustriens tidlige år.
Der er nogle gange en fare i denne slags serier at det bliver for poleret, pænt og overfladisk hvor skaberen ikke tør gå ned hvor det gør rigtigt ondt. Og man kunne da godt ønske at Murphy turde gå mere ned i de hårdere ting. Som f.eks. det seksuelle misbrug, de indre kampe de homoseksuelle mænd har for at skulle deres seksualitet og de trusler Camille får da hun bliver annonceret til at have hovedrollen i en film. På nogle måder bliver ‘Hollywood’ derfor lidt for pæn. Og jeg havde dog ønsket en lidt anderledes slutning da jeg egentligt syntes det ville passe mere til serien og ville tegne et mere realistisk billede af tiden. Udover det er ‘Hollywood’ underholdende og fortæller en spændende historier om ambitioner og drømme, men også om at blive accepteret for den man er ligemeget hvad ens seksualitet eller hudfarve er.
‘Hollywood’ kan ses på Netflix
Serien har 7 afsnit med en spilletid på ca 50 minutter
Du kan se traileren her: https://www.youtube.com/watch?v=Q3EASLgzOcM
City Lights Filmblog 