Anmeldt af: Lou von Brockdorff
Animationsserier som ‘Family Guy’, ‘South Park’, ‘The Simpson’ og ‘Rick og Morty’ har længe været et hit blandet voksne. Men nu er der en ny spiller på banen i form af ‘The Midnight Gospel’
Clancy er en spacepodcaster som bor alene ude i rummet med sin rumhund og sit computersystem. Via sit computersystem kan han teleportere sig ned til andre planeter, hvor han interviewer de forskellige beboere. Det bringer ham ud i absurde, og ofte dødsensfarlige, situationer på de forskellige planeter hvor han blandt andet oplever en zombieapokalypse, at blive lavet om til hakkekød og at kæmpe mod absurde monstre, alt sammen noget som han med godt mod kommer igennem for at få hans interviews i hus til hans podcast.
Først skal det siges at selvom ‘Midnight Gospel’ er en animationsserie er den absolut ikke for børn. Det er lidt ligesom ‘Rick og Morty’, South Park’ og ‘Family Guy’. Sproget i ‘The Midnight Gospel’ er grovkornet og serien indeholder vold, voldelige episoder og død, men også filosofiske tanker og samtaler.
Serien er skabt af Mike Mayfield og Pendleton Ward. Mayfeld har tidligere instrueret episoder af ‘The Cleveland show’ og ‘Big Mouth’ og Ward er nok mest kendt for at have lavet ‘Adventure time’.
Stilen i ‘The Midnight Gospel’ er meget enkel, selvom stilen af og til skifter efter hvilken planet han kommer ned til. Men det virker ikke som en avanceret animation. Der er også tider hvor animationen er så simpel at det virker en smule uambitiøst og nærmer sig noget som jeg vil kalde barnligt.
Det minder i mange måder, både i animationsstil og i tone om ‘Rick og Morty’. Fælles for de to shows er at det er grovkornet og når man ser det kan man ikke lade være med at tænkte på om skaberne bag har taget en masse stoffer og derefter skrevet showet. Det er både i selve handlingen i episoderne, men bestemt også i samtalerne at det virker meget syret.
‘The Midnight Gospel’ er noget af det mest skøre jeg længe har set. Det hele er bygget op omkring de interviews Clancy laver på de forskellige planeter og ligemeget hvor absurde ting han kommer ud for på de forskellige planeter, fortsætter interviewet om alt imellem himmel og jord.
Jeg må indrømme at jeg indimellem glemte at følge med i selve samtalerne, da jeg fulgte mere med i de visuelle ting der sker, da ingen af samtalerne har noget at gøre med hvad der ellers sker i afsnittene. Dette kan både være en fordel eller en ulempe, men for mig gjorde det simpelthen bare at jeg indimellem blev uopmærksom. Alligevel opfattede jeg essensen af afsnittene og kunne følge med.
Der er derfor ikke nogle overordnet handling i de forskellige afsnit, da det eneste der binder dem sammen er Clancy, og det gør at man sagtens kan se afsnittene uafhængigt af hinanden og få ligeså meget med.
Stemmerne er ok, men det er ikke det man lægger mest mærke til. Nogle af stemmerne bliver desværre lidt anstrengende og irriterende, og på mange måder er jeg glad for at det er nye stemmer i hvert afsnit, da jeg ellers tror man vil få nok af nogle enkle stemmer hvis de skulle gå igen i hvert afsnit. Duncan Trussel som Clancy er dog ganske ok.
Jeg havde på nogle måder ønskede mig at der var mere sammenhæng i de forskellige afsnit og at der var en mere overordnet handling, da man godt kunne have ønsket at have flere biroller man kan forholde sig mere til. Det er svært at få et forhold til en karakter på bare 19 minutter, som man derefter ikke møder igen.
Jeg tror ‘The Midnight Gospel’ vil være den perfekte serie at se hvis man er virkelig fuld eller skæv, da det ikke er en serie hvor man behøves at følge koncentreret med hele tiden, og selve serien minder om et langt syretrip. Men hvis man ikke er fuld eller skæv følger man lidt at man mangler en mere sammenhængende handling.
‘The Midnight Gospel’ kan ses på Netflix
1.sæson har 8 afsnit med en spilletid på ca 20 minutter
Serien har 8 afsnit med en spilletid på ca 20 minutter https://www.youtube.com/watch?v=0kQWAqjFJS0
City Lights Filmblog 