‘The Plot Against America’: Historisk drama med et twist

Anmeldt af: Mathilde Bolt

HBO har kastet sig ud i en historisk kontrafaktisk serie om en jødiske familie i New York under 2. verdenskrig. I ‘The Plot Against America’ tager historien derfor en anden drejning, end den vi alle sammen kender fra historietimerne i folkeskolen. Serien leger med ideen om USA som et antisemitisk land, der af hensyn til Tyskland ikke ønsker at blande sig i en europæisk krig.

I den første scene i serien ser vi børn lege i, hvad der ved første øjekast ligner et helt almindeligt boligkvarter med helt almindelige familier. Der høres baseball i radioen og aftensmaden spises med familien. Kvarteret er dog ikke helt som alle andre, da familierne der bor her, er jødiske. Kalenderen siger juni 1940, og vi følger de historiske begivenheder fra en jødisk families synspunkt. Franklin D. Roosevelt er præsident og 2. verdenskrig raser i Europa, hvor Frankrig falder i kampen mod Hitler og Storbritannien oplever daglige bombardementer. Amerikas befolkning følger udviklingen i Europa tæt, men er splittet om, hvorvidt USA skal gribe ind og i så fald til fordel for hvem. Charles Lindbergh (Ben Cole), den første mand som fløj over Atlanten og amerikansk national helt, kommer med et populært svar på spørgsmålet på alles læber og erklærer, at USA bør forholde sig neutral og ikke lade sig trække ind i endnu en af Europas krige. Samtidig erklærer han jøder for krigsagitatorer og har tydelige sympatier med Hitler og hans politik. Den jødiske familie ser meget forskelligt på situationen og tager derfor meget forskellige valg, på trods af deres fælles udgangspunkt.

‘The Plot Against America’ er baseret på Phillip Roths bog af samme navn fra 2004, der altså nu er blevet forvandlet til en miniserie på seks afsnit af Ed Burns, der også kendes fra HBOs ‘Generation Kill’, samt David Simon, en kendt journalist, manuskriptforfatter og producer, der også var med til at skabe dramaserien ‘The Wire’.

Winona Ryder, som spiller Evelyn Finkel, er nok det største navn i serien, men hun har indtil nu kun spillet en birolle, hvorimod mindre kendte skuespillere som Zoe Kazan, Morgan Spector og Anthony Boyle har fået lov til at føre an i de tre første afsnit. Særligt Anthony Boyle gør det fænomenalt, og man tror på hans baggrundshistorie, hvor han er den lidt misforståede unge mand, som blot forsøger at gøre, hvad han mener er det rigtige. Anthony er et relativt ubeskrevet blad, men er måske bedst kendt for at have spillet Scorpius Malfoy i teaterstykket ‘Harry Potter and the Cursed Child’.

Serien skriger kvalitet og alt er flot og udført i tidens ånd. Det er de små, men vigtige, detaljer såsom interiør, tøj og hår samt overfloden af de smukke og tidstypiske veteranbiler, som transporterer seeren til 1940. Selv rygning er der rigeligt af, og selvom det i dag er en kontroversiel og efterhånden sjælden ting i større produktioner, så bruges det godt til at give et korrekt historisk billede af tiden. Det eneste som ikke følger historiebøgerne til punkt og prikke, er Philip Roths fantastiske tankeeksperiment: Hvad nu hvis folkestemningen i USA havde været en anden, dengang under 2. verdenskrig?

‘The Plot Against America’ gør os opmærksom på, hvor let det kunne være gået galt for verden, da 2. verdenskrig rasede, men den gør det på en ny måde, hvor fokus er på USA fremfor Europa, og så selvfølgelig med brugen af kontrafaktisk historiefortælling. Serien viser, hvor let hadet og frygten kunne have overmandet den sunde fornuft hos almindelige mennesker, og hvor let det kunne have gået galt. Jeg glæder mig til at se de næste tre afsnit og særligt til at se, hvordan alting kunne være endt, hvis nu.

Jeg giver ‘The Plot Against America’ 4 Chaplins, men alt efter hvor gode de næste tre afsnit er, kan den muligvis komme helt op på 5.

‘The Plot Against America’ kan ses på HBO Nordic

‘The Plot Against America’ får 6 afsnit med en spilletid på ca. 60 minutter

Traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=RwMwrft7So8

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: